tirsdag den 30. december 2008

Biblioteksdød? No way!


Jeg fik den sidste tår halvlunkne juleøl galt i halsen, da jeg så en artikel på Politikens website - om bibliotekslukninger, bogdød, Stein Bagger og andre relaterede emner! Om bibliotekernes satsning på dvd'ere og andre elektroniske materialer. Om bøgernes deroute ned i kælderen, glemslen og den sikre død. BOGEN - kun husket af nogle ganske få ligfarvede individer, der erindrer en tid, hvor man ikke skulle tænde og slukke for alting.

Jeg er skide gammeldags. Jeg mener stadig, at bogen er det vigtigste medie på biblioteket. Jeg mener stadig, at bogen er det eneste holdbare medie på biblioteket. Prøv at smutte i Bilka. Se deres tilbud på dvd'ere, cd-rom'er, playstation-spil osv. osv.. For en halvtredser kan man fylde kurven med Dirch Passer og Pixeline. Nul ventetid - og skidtet kan afspilles, når man sætter det i maskinen.

Det er desværre ikke altid tilfældet med bibliotekets elektroniske materialer. Der er ikke tid til at afspille skiverne, når låneren afleverer - så man er altså ikke sikker på, om en håndmad med Stryhns har været i kærlig kontakt med materialet. Desuden koster det boxen at indkøbe (rettigheder) - og der er lang ventetid på de populære materialer (som mange ikke kan forstå, bibliotekerne faktisk har, da de er udlånt - og derfor aldrig synlige). Men først og fremmest går der bare så lang tid, før 'de ansvarlige for den slags' overhovedet har fattet, at materialet rent faktisk eksisterer, så det kan indkøbes, registreres og puttes i små plasticlommer til folket.

Og det bliver ikke bedre!

Never!

Men bogen, dette robuste medie med en fortid som en Dinosaurus (som forøvrigt har hittet flere gange siden den uddøde), den ved man, hvor man har. Den står på hylden (!) og den er aldrig udlånt (!)

Det er jo LØGN!

Bogen har det fantastisk.

Jeg ved ikke, hvem der bilder folk ind, at bogen har det svært på biblioteket. Når man tænker på den konkurrence, bogen har fra flere andre medier i dag, så synes jeg da faktisk, at bogen kan være ret godt tilfreds med sig selv. Men det nytter sgu da ikke noget, at man putter den i kælderen, for så at prale af at have nogle andre medier, der sjældent gider opføre sig ordentligt, når man smider dem i hjemmemaskinen. Og tilbage på biblioteket står nogle frustrerede voksne lånere med et bundulykkeligt barn, der har mødt en kvart mad med Stryhns og en ødelagt eftermiddag. Og de gider ikke længere låne 'det lort' fra biblioteket.

Og så er det, at de napper en billedbog med hjem. Måske. Eller man ser dem ikke igen. For man holdt jo ikke, hvad man lovede.

Stilhed?
Ro?

Tør man tænke den tanke, at det faktisk er nogle kerneord for biblioteket? At den udvikling, der ræser afsted på sin vis - i sig selv - er bedøvende ligegyldig for biblioteket, men at den (udviklingen) i virkeligheden berettiger biblioteket til netop at være roens og fordybelsens sted.

At udviklingen måske i sidste ende er bibliotekets redningsplanke? At de på en eller anden forunderlig vis faktisk er afhængige af hinanden? At konsumering af noget nyt kræver styrke, der fødes af balance og ro?

Vi får se!


torsdag den 20. november 2008

Beretningen om Fjolset


Det er faktisk ikke så tit, det sker....længere. Da jeg boede i København skete det langt oftere. At jeg rendte ind i perfide og uintelligente buschauffører, der mestendels virkede som om, de var sat i verden for at få andre til at ønske, at de kunne stikke af fra den.

Når man træder ind i en bus, vil man godt lige have et fast greb om et håndtag, inden 'manden med magten' speeder op, så man undgår at lave et umotiveret og uelegant løb hen ad midtergangen med panden forrest og følelsen af et glædesstrålende smil i ryggen.

Jeg mødte én af slagsen i morges. Et regulært bud på et fem-stjernet røvhul i lyseblå, lidt for tætsiddende skjorte knappet helt op i halsen. Bevares, jeg synes sgu også, det var tidligt, men jeg mødte da Fjolset med et smil og et 'God morgen'.

"Ved du hvad klokken er"?

Tonen var ikke engang brysk. Men der var tøris mellem ordene - og accenten var umiskendelig lokal.

"Øhhhh, ikke helt". Havde glemt mobilen - går jo ikke med ur.

"Ja, det kan jeg se på dig". Fjolset var altså gnaven over, at jeg ikke var højrød i hovedet efter en løbetur, og at jeg var fræk nok til at sikre mig, at skoddet var slukket helt, inden jeg stak det ned i ciagaretpakken og steg op i bussen.

"Jeg SKULLE faktisk være kørt"!

"Jamen, det ku' du da bare ha' gjort. Der kommer da ekstrabusser om lidt", satsede jeg.

Nu var jeg blevet hans fjende.

Dørene knaldede i, og jeg nåede akkurat at sætte mig på et ledigt sæde skråt bag ved Fjolset inden hidsig afgang, så jeg kunne nå at se hans sammenbidte udtryk i bakspejlet.

Der gik ikke længe, før han øjnede muligheden for endnu et perfidt angreb. En fyr stod på en markvej i silende regn og trådte glad op i bussen, for så at konstatere, at han havde glemt buskortet derhjemme.

"Ja, så kan du ikke komme med", hvislede Fjolset, selvom knægten har kørt med netop denne bus hver morgen siden i sommer. Og da Fjolset er en type, der studerer et buskort med samme granskende alvor som militæret studerede pas ved Checkpoint Charlie før murens fald, ved ALLE, at Fjolset så udmærket forlængst har scannet knægtens kort og dets udløbsdato, som givet ligger et stykke ude i fremtiden.

Resultat: Drengen måtte slukøret vende hælen om, pinlig berørt, bekymret for en eventuel misset time i gymnasiet og med en busfuld af klassekammerater og andre (som jeg), der sad morgenlamme, slået ud af kurs og ude af stand til at ile staklen til undsætning. Først da man gennem ruden kunne se ham som en diffus, slap skikkelse i regnen, og Fjolset gassede op, slog det formentlig flere af os, at vi da vist godt ku' ha' hjulpet.

Nå, men Fjolset var ikke stillet tilfreds.

Et par dæmpede rytmer lød duvende fra et par MP3'er, der tilhørte halvsovende unge med hættetrøjer, og Fjolset lavede en Giraf-lignende bevægelse, sådan en 180 graders kropsdrejning med krop og hals og stirrede ondskabsfuldt frem fra sit aflukke ned gennem bussen:

"Kan I SÅ slukke for det der"!

Næste person trykkede stop, hvorefter Fjolset nogle sekunder efter hvæsede i højttaleren, at "Du kan godt trykke stop noget før næste gang", hamrede bremserne demonstrativt i og lod en fortvivlet pige styrte ud i friheden.

Men Fjolset havde lige et par ting, der stadig rev og sled inde bag den der lyseblå skjorte og strammede i halsen.

"Jeg forstår ikke, hvad den bus laver her. Han må da være kørt forkert"!

Fjolset havde udset sig damen foran mig som en mulig allierede. Hun var forbandet pænt opdraget og havde småsludret lidt med ham undervejs. Flere gange overvejede jeg, at gøre ham opmærksom på det lille skilt over hans hoved, der forlyder, at "Chaufføren må ikke samtale under kørslen", men jeg havde på den anden side ikke lyst til veksle flere ord med ham.

Imidlertid havde hans kære kollega ikke gjort noget galt. Han var bare blevet indhentet af Fjolset, der måske skulle være kørt nogle minutter senere, end han faktisk gjorde.

"Ja, det er da helt galt, at han ikke er nået længere".

Måske, kære Fjols, kan det tænkes, at din kollega lader folk komme HELT af, i stedet for at begynde at køre igen, inden de har fået plantet støvlerne på sikker grund.

Jeg overvejede at trykke på stopknappen, da bussen svingede ind på stationen. Sådan bare for at se om den øverste knap i hans skjorte ville begynde at volde ham problemer. Men jeg gjorde det ikke!

Jeg håber, jeg er lidt mere vågen næste gang, jeg bliver udsat for Fjolset. Og at jeg er HELT sikker på, at de der ekstrabusser rent faktisk også kører, så jeg ikke ser mig selv sat af på en regnvåd og mørk markvej med et ubrugeligt buskort sammen med et par unge, der har glemt deres.

onsdag den 3. september 2008

Mor vil ha' dytten!


Jeg har just vundet en sejr over mig selv. Jeg er nemlig begyndt at køre bil igen. Og når jeg skriver igen, mener jeg, at det efterhånden er rigtig, rigtig mange år siden, jeg var fortrolig med min fars Ford Sierra (1989 - for at være mere præcis). Da kørte jeg mestensdels ruten til venner i Kildebrønde landsby fra Greve landsby, fra Greve landsby til Greve Strand - og en sjælden gang imellem hele vejen til Roskilde. I min fars dyt.

København kom aldrig på tale.

Jeg har én eneste gang taget turen fra København til Skælskør - med en supervisor ved min side (nej, han havde de heftigste tømmermænd og ku' lisså godt have været en senildement slægtning). Det er osse et par år siden.

Nå, men nu bilder jeg mig ind, at jeg er blevet fortrolig med den 'islandske blå Berlingo Multispace 1,6 uden hjulkapsler' (hvilket gi'r et særligt råt look)..... (læs, en idiot har snuppet dem, men det er meningsløst at anklage alle Berlingo-ejere. Det svarer til at angribe alle, der kan tage TV3).

I går kørte jeg til arbejdet i Slagelse fra Skælskør. De uvidende ved ikke, at det er en særlig farlig vej med hårnålesving og stærk trafik ( :-)) på 20 kilometer. Og jeg gjorde det alene, og jeg sang hele vejen - og min vibrator fejlede fandeme ikke noget. Alligevel kørte jeg i perioder alt for stærkt (!)

Hjemad var der en anderledes kølighed over foretagende.

Og nu i aften drøner jeg lystigt gennem byen til forældremøde på skolen med en sikkerhed, jeg vist aldrig har haft før.

Nu vil Mor ha' dytten - far må ta' bussen.

Der er ting at diskutere i den nærmeste fremtid!

onsdag den 30. juli 2008

Nu forstår jeg Helena meget bedre!


Ja, så har man prøvet det med. At blive sminket på en måde, man aldrig selv ville have gjort, fået bløde krøller, der holder indtil næste hårvask, stået i 30 graders varme med favnen fuld af bøger og et hjertelig-velkommen-søde-låner smil.

Måske.

Eller osse ligner man én, der har krampe.

Vi har jo ikke set billederne endnu.

6 styks biblioteksfolk poserede i dag frivilligt til den kommende hjemmeside. Med bøger, telefoner, computere osv.. Det var meget skægt at prøve, og det mindede lidt om dengang, veninderne lagde make-up på én, inden der skulle festes igennem. Men hvidvinen manglede - OG den der efterfølgende tro på, at nu-ser-jeg-eddermaneme-godt-ud (hik).

På den anden side skulle vi jo lissom ligne os selv i dag.

Og ja, manden havde desværre bare et kamera - ikke en tryllestav!


torsdag den 10. juli 2008

....og så skal jeg søreme til Jylland


Ja, så er første uge af ferien nærmest gået. Med alt og ingenting. Den er jo fløjet afsted, og det gør mig lidt nervøs. Det skulle have været en ryd-op-i-bunkerne uge. I stedet har jeg haft gæster og været i KBH, hvor jeg besøgte venner. Jeg var virkelig sugende på en café på Christianshavn i går. Nøj, hvor er der bare mange sjove, fede, skæve, sørgelige og hvad-fanden-fik-du-til-morgenmad typer. Og samtidig blev jeg ramt - som slaget fra et baseball-bat - af en total bevidsthed om, at jeg vistnok er blevet mere provinsiel, end jeg vil være ved. Ikke mindst fordi jeg lige havde købt, hvad jeg selv synes, er en sød bluse i.... Føtex. Den burde bare have haft påskriften NOT foran.

Jamen, herregud, der render kvinder rundt i røde højhælede sko på brosten. Mænd i 60'erne cykler på christianiacykler med små børn i ladet foran, som de garanteret selv har avlet. Bøsser går åbent og smilende hånd i hånd......
Det er jo ret fedt. Og stadig et usædvanligt syn i provinsen, selvom vi har fået mange københavnere herned efterhånden.
Men typerne på Christianshvan er også nogenlunde lige så forudsigelige, som hvis jeg tager mig en fortyndet kaffe på havnen i Skælskør og betragter menneskene dér.
Der er bare flere mennesker på Christianshavn. Men der mangler noget. Der mangler f.eks. sådan nogle som mig - og jeg mødte heller ikke lige en type, der mindede om lokalfrisøren med den skingrende stemme, eller ridepigen, eller den svært overvægtige, der forlængst har lagt badevægten ad helvedes til. Eller de midaldrende kvinder i stavgang.
Det kan siges på en anden måde:
Der var sådan lidt for.......smart. Og lidt for ens. Hvis man ser bort fra den ældre dame, der var ved at falde i søvn, da hun gik over fodgængerfeltet eller junkien, der solgte mig et krøllet 'Hus forbi'. Men han bor jo rundt omkring. Helt forkert ved siden af de cyklende lyshårede sild, de kække mænd i løst bomuld med skuldertaske og de mange solbriller. Klassisk Christianshavn, hvor ketchup til pomfritterne er af bedste øko-mærke og smoothies koster boxen.

Nu tjekker jeg Jylland. Forhåbentlig ser jeg både frisører, flippere, fjollehoveder, fattigfine, fulderikker, festaber og Føtex.

Jeg vil glædes over forskelligheden.

Hvorfor pokker har man den ikke samme sted?


torsdag den 19. juni 2008

De tre F'er: Facebook, fodbold og ferie


Ja, ja. Jeg har stirret som hypnotiseret på min Facebook-profil de sidste par uger, for hvem-hører-jeg-nu-fra? Og det er jo helt vildt! 5 gamle skolekammerater/venner (man er vel fra en landsby, hvor alle legede med alle, ikk') har jeg fået kontakt med - og det er jo skønt. 2 fra gymnasieklassen, som er en langt større udfordring, eftersom jeg ikke kendte deres forældre og ophav på samme måde - og derfor er de vanskeligere at spore. Og så befinder den ene sig - gudhjælpemig - i Iran - og svarer!!! Der er heldigvis nogle (kvinder) som har beholdt deres fødenavn. Eller har meldt sig ind i 'grupper', så man kan lokalisere dem i dette inferno af navne uden ansigter, navne med små ansigter, navne med meget store ansigter, der ligner - og så alligevel ikke (man skal jo hele tiden lægge 10-20 år oveni).

Nå, men jeg får lov til det uden de store protester fra husbonden, som mestendels fiser den af foran skærmen - lissom 3/4 af alle andre mænd på hans alder. Sønnerne følger mere eller mindre frivilligt med i aftenens kamp(e), og datteren skal bare ha' sin daglige dosis af Hannah Montana og High School Musical.

Lige nu har jeg 'fri'. De store er hos venner, den lille sover i sin fars armhule, der ligger som en stenstøtte langs sofavæggen, mens grønsværen fra skærmen farver hans ansigt mintgrønt. Det er tider, det her :-)

Jeg glæder mig til ferien om et par uger. Familiebesøg, hytte og camping, lugten af brændt kød over ilden, papvin, skove, enge og søer. Simpelthen sol, sommer og bar r... Uden Facebook og fodbold på fjernsyn.

onsdag den 4. juni 2008

Facebook - ofte uden fjæs

Ja, så måtte jeg jo overgive mig. Efter pres fra kusinen især (se senere). Jeg har just oprettet en profil på Facebook. Dermed har jeg tryglet gamle og nye venner, kolleger, eks'er, familemedlemmer osv. osv. om at blive 'mine venner'. Og som forudset: jeg har ikke lavet andet siden end at glo på, hvem der nu har lyst til at være med på dén. Jeg tror, det bliver hyggeligere end forventet. Måske en anelse tidskrævende. Jeg vil ikke skilles, så jeg er nødt til at have antennerne ude :-) Når manden knalder døren i med en decibelt a la hovedbanegården i myldretiden, så er jeg nok nødt til at holde lidt igen. Nu har jeg 'anmodet' alskens mennesker indenfor alle boglige erhverv om at blive mine venner. Imidlertid kender jeg ufattelig mange mennesker, der ikke gider, orker eller har tid til den slags. Det er jo lidt ærgerligt, når nu man har forvildet sig ind i junglen. Måske kan jeg få dem overtalt? I går ville jeg f.eks. have kastet op af grin, hvis der var én, der påstod, at 'du har en profil i morgen'.

Nanna.......det er altsammen din skyld!

Og når jeg nu har fået mig en alvorlig samtale med Cuz, så lad mig i samme øjemed gøre reklame for kvindens helt vidunderlige bidrag i konkurrencen om at designe Irmas nye poser. Tjek lige....OG STEM på hende. Tjek hende her:
http://www.irmamovingarts.dk/Gallery.aspx
Det er hjertet, der tæller!

fredag den 16. maj 2008

P1 lover sex i æteren!!!


Hva' gi'r I?
Forestil jer Beethovens symfoni nr. 9 med små velanbragte støn i baggrunden!!! Eller "Orientering" med "dagens erotiske indslag"? Nå, men P1 trænger måske til en ordentlig omgang, før de får vækket lytterne. Ja, ja, jeg ved godt, det er en super god, intellektuel og efterhånden anderledes kanal - og den må aldrig blive sparet væk. Og en lille hyrdetime på 'den højpandede' er måske en udmærket idé??? Nu skal unge forfattere i hvert fald give deres bud på lidt erotik af den ordrige slags. Det skal nok blive fornøjeligt!

onsdag den 14. maj 2008

Maj: Scenarie 3. Når man får indbygget airbag - osse a la Joyce


Man vågner på et eller andet tidspunkt op i sit liv til erkendelsen af, at man er nødt til at gøre noget GODT for sig selv, også selvom man egentlig forlængst har vedkendt, at man er alt for doven til, at det skal være noget fysisk mærkbart, noget, der gør ondt eller på anden vis er ubehageligt - dvs. omtrent alt, der egentlig er godt for én - du ved, fysisk aktivitet, mindre fedt i maden, der også skal være i mindre mængder, og den tre-liters karton rødvin skal i hvert fald holde ugen ud og helst de 6 uger, den faktisk kan tåle, når den er åbnet, og hvad fanden gør man så, når man elsker at hygge sig og fise den af for vildt, og man elsker at lave mad til familien, vennerne og ikke mindst sig selv, og man ved bare fra avisernes spisesedler, at man formentlig har nærmet sig den sidste tredjedel af livet, hvis man bliver ved på den måde, og nå, nej, så slemt er det da heller ikke, og man kendte jo engang nogle halvgamle livsnyderne, der fandeme gav den gas, og de lever sgu da endnu - eller gør de, man bliver jo pludselig lidt tvivlsom, for det er sgu godt nok længe siden sidst, og nu bliver man jo lidt svedig, måske lidt stresset, for det er da ubehageligt at tænke på, og man må vel egentlig hellere ringe på et tidspunkt, og nå, ja, man lever måske kun én gang, og det er måske derfor, man synes, man skal nyde det ad helvedes til, for tænk om der kun er plads til en asketisk livsstil i himlen, eller hvor man nu lander, og så er det måske meget godt, at man trods alt nåede lidt af det frække, sjove og usunde, mens man befandt sig blandt de levende, ja, og nogle gange synes man jo også, man kan inkludere 'de døde', for sådanne er der jo nogle, der på en eller anden måde er hele livet, sådan nærige med sig selv, sådan lidt opsparende til alderdommen uden hjælpere, og sådan vil man fandeme ikke være, og nu hvor man er vågnet op til erkendelsen af, at man skal gøre noget GODT for sig selv, så bliver det da pludseligt lidt vanskeligt at finde ud, hvad dét så er for noget???

mandag den 28. april 2008

Idiotiske pinkoder, stupide passwords og en satans blog


Hvad f..... er det for noget? Man skal jo skifte password hele tiden og alle steder. Hvordan skal man kunne huske dem alle hele tiden? Jeg er sgu da ikke autist. Man må heller ikke engang have den samme på arbejdet mere, selvom den er komplet uigennemskuelig for alle (inklusiv mig selv ind imellem). Næh, nej - der skal gå 10 runder, før man igen må bruge den samme. Nå, ja, så starter jeg da bare forfra. SOM OM JEG KAN HUSKE DEM! Jeg kan ikke engang skrive på min blog uden at vride min hjerne (hvilket jo ikke var meningen) BARE for at komme ind i dette jeg-må-UD-med-mit-raseri. Jeg måtte skrive adressen og adgangen til denne fordømte blog MAIL 37 gange (den, jeg aldrig bruger). Jeg kan jo for h...... ikke huske adressen. Jeg kunne heller ikke huske koden. Og snart kan jeg nok heller ikke huske koden til min dankort, og vil blive mødt af diverse patroniserende blikke, når jeg står i min lokale Netto, Brugs eller whatever og fedter med mønterne. Ja, ja, manden bliver lykkelig, banken giver mig vel en lyserød sparegris og et velment klap i numsen, men det er sgu ved at blive alvorligt, det her. Jeg VED, jeg ikke er alene! Hvorfor skal vi fylde vore hjerner med nye passwords, brugernavne, pinkoder, skidt og møg. Det er hamrende frustrerende. Så tag dog røven på os, stjæl vores e-mails, vores referater, vores bleggule digitale kalender, billedet af kattene. Smugkig i d-drevet (rene lækkerier) eller Kontor-drevet (pas på blodtrykket!) - knæk koden til dankortet og bli' ÆRGERLIG, mand! Men lad mig dog beholde det eneste password, der du'r!!!

tirsdag den 8. april 2008

April: Scenarie 2 (osse a la Joyce, som jeg iøvrigt aldrig har læst mere end ti sider af, men som jeg har hørt så meget om).


Her sidder man næsten midt i april måned, forkølet, nasal og hostende, så vandet springer ud af øjnene - og vejen ad hvilken jeg går og fanden og hans pumpestok, og hjernen er krøllet som de bunker af fugtige papirservietter, der hober sig op ved min side ved siden af papirkurven, der allerede er fyldt, som min hjerne, med snot, noter, små tanker, halvhjertede betragtninger, indkøbslister og kvitteringer for madvarer, papirservietter, hostesaft og dvd-film til ungerne, så man kan få sig lidt TID for SIG SELV, sin forkølelse, sin forsømte blog, som ingen kigger på, fordi de er hamrende ligeglade med at læse en blog skrevet af en hypokonder, som er nogenlunde lisså ophidsende som en slukket bordlampe, en blog, der alligevel mestendels handler om sygdom, børn, biblioteksdebat og den snart midaldrendes alvorligt skrantende humor for hunderedeogsyttende gang, og de gider da slet ikke læse en blog om én, der ovenikøbet forsømmer den allerhelligste forpligtelse, når man er børnebibliotekar, nemlig at LÆSE for sine børn, næ, nej, KRAMPEN køber eller låner en dvd og undskylder sig med sin hæshed for de stakkels unger, giver lungerne gas for at score lidt kærlig omsorg, og bliver mødt af den der, ja, ja, er forstået, smut ind og læg dig, MAUDE, mens man spekulerer på, hvad man hvæsende får smidt i fjæset, når de bliver teenagere og først bliver RIGTIG modbydelige og kritiske og 'du-læste-aldrig-Harry-Potter-for-os', og man tænker, at var man begyndt på dét, da de var fem, var vi måske nu nået til bind fire, og så havde de bare sagt, at de aldrig fik lov at få en playstation eller at de aldrig fik lov til at spille computer, fordi mor altid skulle læse i den fordømte tykke bog, og så var de nok osse blevet utilfredse, og ja, sådan kan man jo blive ved i det uendelige, men man ved da, man har lært dem et og andet hen ad vejen, og det bliver sgu spændende at se, hvad de lukkede ind og hvad der kommer ud af det.

onsdag den 19. marts 2008

Dialog mellem mor og søn


Min søn Jakob på 4 lå godt puttet i min armhule, mens vi så noget børne-tv. Så siger han pludselig:
- Mor, hvis vores bil går i stykker, så stjæler vi bare en anden, ikk?
Jeg kiggede bestyrtet på ham.
- Det må man ikke. Så kommer man jo i fængsel!
- Og hva' så?
- Jamen, der er ikke rart! Og man kan ikke spille computer i fængslet.
Tavshed. Hvorefter han summerer:
- Det er godt, vores bil ikke er i stykker!

Og hvad kan man så lære af det?
Ram ungerne på deres laster (læs; computere), så de ikke får andre grimme laster!!!

mandag den 17. marts 2008

Kaffenissen har ret!


Hvorfor bliver jeg pludselig i tvivl, om jeg kan skrive nedenstående? Nå, men selvfølgelig kan jeg det. Først fjernede jeg indlægget på bloggen efter et døgns tid. Også selvom jeg oven i købet havde garderet mig i hoved og r.. ved at skrive "scenarie". Et glimrende ord, der dermed fritager én eller skaber tvivl om egne meninger. Nu ER det jo en bloggers ret at digte! Tak kaffenissen. Og dit forslag lyder glimrende :-)

Marts: Scenarie 1 ( a la stream of consciousness)



Der var én, der blev lettere frustreret over det nyeste nummer af Bibliotekspressen, som tænkte, okaaaay, der er drinks på forsiden, hvorefter det viser sig at være en aperitif til en slags fakta-boks artikel om tiltag i biblioteksregi, som man hverken har råd, evner eller mulighed for p.t., medmindre man anskaffer flere måder, hvorpå folk kan komme til lommerne, hvilket igen måske betyder, at man ikke tør komme på bibliotekerne, fordi det koster boxen at aflevere for sent, og fordi man først bliver bevidst om, at man er håbløst bøderamt, når hjemkaldelserne vælter ind ad døren - nemlig i et styk pr. dato, så der er jo lissom en idé i at nøjes med at komme en enkelt gang om måneden, så man slipper for flere bøder, men på den anden side er der måske nogen, der hæver statistikken en smule ved at komme flere gange, men det tør man altså ikke nu, for det er alt for dyrt, hvis man kommer til at låne noget, og så vil lille Anton sgu osse være låner, og Gud fri mig vel, det har man sgu da ikke råd til, så han må hellere komme sådan helt uanmeldt og helt uden for statistik, og ja, man ved godt, at udlånet for børn er faldet med cirka 12 procent siden 1998, og man spørger sig selv, om det er bøderne, udviklingen eller manglen på legepladser, den er gal med, for man skal da osse kunne lege på biblioteket, selvom mange er skidesure over larmen, og de, der troede et bibliotek var for de kloge og indviede sender gale blikke i retning af børnene, som så føler sig endnu mere uvelkomne oveni, at de slet ikke er indmeldt......

onsdag den 12. marts 2008

Æ Hvæsmand



Dette er min tipoldefar på min mors side, Niels Christian Christensen. Ja, de så ikke videre muntre ud dengang, men det var heller ikke altid et muntert liv.
Mine kusiner fra Silkeborg har igennem et par år gravet i familiens historie og fundet mange interessante ting frem fra fortiden. Blandt andet en del om denne mand. Han blev skudt i halsen under krigen i 1864 og blev herefter kaldt "Æ Hvæsmand", fordi han jo var blevet ret hæs. Hans historie er meget rørende og interessant.
Nå, men i går så jeg en dvd om Danmarks historie fra 1896: Det nye land (om årene fra 1919-1929) - og der var han! Han stod lige så pænt og gumlede på et eller andet, mens kameraet passerede langsomt forbi hans sørgmodige ansigt. Altså: Tænk at se sin tipoldefar PÅ FILM fra en optagelse anno 1920, der handler om Kong Christian d. 10.s uddeling af fortjentsmedaljer (sådan cirka 56 år efter krigen. Men så skal man jo heller ikke uddele så mange!) Virkelig spøjst. Æ Hvæsmand fik desuden Ridder af Dannebrog-ordenen, men det er egentlig min tipoldemors fortjeneste, for han havde sgu ikke lyst til at tage til København for dét. Men hun insisterede. Så hævede man sig vel osse lidt over de almindelige i landsbyen, kan jeg tænke mig. Husker stadig portrættet af de to fra mit barndomshjem.



Tipoldefars fortjenstmedalje for krigsdeltagelsen i 1864.

fredag den 7. marts 2008

Not the nine o'clock news


Dette er et herligt gensyn med alletiders skøre Atkinson, Smith og Jones. Da jeg var meget ung blev disse sketches sendt sent på aftenen, og jeg eeeelskede dem. Længe leve de glade 80'ere, som vist ikke var englændernes bedste årti! Døm selv.

torsdag den 6. marts 2008

Drømmetydning




OK - indrømmet. Jeg har brug for lidt hjælp.
I ugens Søndags BT forefindes en artikel om drømmetydning. "Lær at forstå dine drømme" - og så med nogle eksempler på forskellige menneskers ikke synderligt mærkelige drømme. Jeg har følgende spørgsmål, som jeg håber d'herrer og damer samt andre ukendte læsere af denne blog kan besvare:
Jeg drømte følgende i går nat:
Jeg var til en fest, hvor vi dansede i rundkreds, og jeg havde derpå anrettet og skabt en rigtig fin buffet. Ved denne buffet diskuterer jeg med selveste Elton John, hvor jeg hårdnakket forsøger at få ham til at indtage stuvet hvidkål!
Jeg har ikke noget specielt forhold til manden, jeg er ikke engang 'fan' - og jeg ville aldrig servere stuvet hvidkål som del af en buffet!
Ja, jeg har vist brug for hjælp :-)

mandag den 3. marts 2008

Det er løgene, der gør det!

Jesper og jeg har lige været til kobberbryllup hos gode venner på deres skønne landejendom på Falster, der huser tre generationer. Et brag af en fest. Og uden børn for første gang i 14 måneder. Selvsagt ret godt for ethvert ægteskab at komme ud på landet, ud på dansegulvet og op på mærkerne.
Her så vi selvfølgelig en masse kendte og ukendte ansigter. Jespers bedste ven og hans brasilianske kone kom også - tilsammen næsten 20 kilo lettere siden nytår. South Beach-kuren. Så få kulhydrater som muligt, nul kartofler, pasta, ris, brød - ja, omtrent alt det, jeg gør heeeeelt forkert. Det koster kassen at være på kuren, for man skal have et hav af gode grøntsager og en hulens masse kød og andre 'rene' produkter - men det virker...prompte. Det er jo helt vildt. Peter tabte 9 kilo de første 2 UGER!!!
Jeg overvejer seriøst at tage den kur, hvis det ikke var fordi, den er så pokkers dyr, hvis den skal være tålelig. På den anden side: Manden og ungerne vejer ikke for meget, så de kan vel godt unde mor at se sine fødder igen - i oprejst tilstand. Og nej, det er IKKE barmen, der såmænd efterhånden blot virker som om, der sker noget interessant ved siden af mig - især i modvind :-)

Og jeg, der engang var ranglet.....deraf navnet Luns.
Det er bare ikke så sjovt at være på kur, når man skal lave almindelig mad til de andre....
Uha, jeg er vist igang med undskyldningerne nu.
Min mad-, vin- og livsglæde vokser tilsyneladende med årene, og ja, så må man jo affinde sig med, at der er en årsag til, at man ser ud, som man gør. Men 5 kilo ville f...... pynte :-)
Så fremover ku' dette måske være OK med mig:
Mere brød?
Nej, tak.
Mere vin?
Ih, ja, det er jo godt for hjertet (!)
Mere kød?
En ekstra steak kan man vel altid klemme ned.
Flere kartofler?
Er du helt rask?
Smør?
Uhm!
Det lyder egentlig som alletiders kur..........

lørdag den 23. februar 2008

Don't eat yellow snow

Hermed en hyldest til Zappa og hans krøllede hjerne. Jeg eeeeeeelsker den titel! Og videoen er altså skøn. Denne blogs titel er - som nok de fleste allerede vidste - tyvstjålet fra én af de mest bizarre musikalske (multi)begavelser, jeg sådan lige er stødt på. Og så tilmed udstyret med humor! Frank Zappa har været hinsides i snart 15 år, men denne er jo eviggyldig - ligesom manden er blevet kult for en hulens masse fans rundt omkring (ku' nævne nogle stykker) .......

Think twice

Jeg har meget svært ved at stå for Smith & Jones, når de laver knastørre sketches som denne.

Skærmrens

Er skærmen blevet nusset?
Prøv denne vildt skønne virtuelle skærmrens.

fredag den 22. februar 2008

Nyt design

Der er et par indlæg, der pt. ikke er gældende. Dvs. jeg er blevet lidt gul igen, som igen betyder at denne blog og dens hovedperson lover noget, den slet ikke kan holde. Hvad gør man så? Man tager da navneforandring, ændrer designet og vupti....nu er det på tide at være alt andet end alvorlig.

mandag den 4. februar 2008

Endelig færdig!

Så blev jeg endelig færdig og kan nu kalde mig cand. mag. i Kultur og Formidling. Det er såååå skønt. Ak, ja, det tog sin tid, og jeg var virkelig ved at køre meget træt i det hele på et tidspunkt. Men så fandt jeg en lille rest af energi, og så lykkedes det sgu. Det har været et underligt og ret ensomt forløb. Uni. er en 'sjov' størrelse. Og krimien - tja, der går nok nogle år, før den bliver betragtet som helt stueren i de kredse :-)

onsdag den 30. januar 2008

Vira


Der er kun én ting, der er værre end at være syg. Det er at høre eller læse om andres sygdom. Så jeg vil venligst undlade at pive offentligt. Til gengæld ved jeg efterhånden en del om, hvad der foregår ude i den store verden. Jeg har nemlig set CNN. Mest fordi jeg er flad og remoten ikke virker - og så er amerikanske komedieserier (med få undtagelser) simpelthen ikke min kop te. Nå, men jeg har svælget i præsidentvalg og en meget sød og dygtig skuespillers pludselige og alt for tidlige død. Det er så synd og tragisk, som det kan være, når nogen forlader livet som 28-årig. Når så manden var en så gennemført fornøjelse at se og høre på, bliver det jo helt ubærligt.
Apropos vira er jeg også blevet informeret om, at man ikke må søge for vildt på den søde skuespillers navn, da onde mennesker har smidt de ledeste af slagsen på forskellige til-lejligheden-opfundet internetadresser, der vedrører ham. Det bliver hurtigt usmageligt i cyperspace, men kunne de dog ikke istedet inficere de medier, der svælger i historier a la Britneys efterhånden totale kollaps foran fotograferne samt andre perfiditeter om kendte, der er ved at gå i hundene? Nå, jeg vil tilbage i sengen og dyrke andre vira i stilhed og lidt mere CNN, inden familien vælter ind ad døren om et par timer.

tirsdag den 22. januar 2008

En hyldest

Jeg vil på det kraftigste anbefale de par seere, der ikke kender Kaffenissen (og vedkommendes blog) - om hurtigst muligt at attendere denne. Kaffenissen er igang med - på bedste sekt-agtig vis (og jeg tror egentlig ikke, det har noget med Tom 'cruising down the drain' at gøre) - at lave reklame for en smilende og meget glad halvpunker og en rødhåret og meget charmerende blegfis med engelsk humor - osse kaldet The Mighty Boosh. De er vældig søde - lissom Kaffenissen (men Kaffenissen er også til fodtøj). Den 24. ting (nu bliver det sgu jul igen - og hamrende indviklet og absolut ikke for folk udenfor sekten) er den herligste af dem alle, tror jeg - og udelukkende et produkt af makkerparrets (og Kaffenissens) ubegribelige og ja, rummelige hjerne (:-))) Længe leve Kaffenissen og The Mighty Boosh. Det er virkelig næsten som juleaften!!!
Hvorfor kan man ikke springe de næste 18 ting over - og begynde at fokusere på det, der virkelig betyder noget?

søndag den 20. januar 2008

I had a dream


Jeg havde den vildeste drøm forleden nat: Om det bogløse bibliotek. Det var skrækkeligt. Der var computere allevegne, og der var kun én reol med ganske få bøger - alle Windows-manualer og alle med en fed hvid plasticstribe henover forsiden med påskriften: "IKKE TIL HJEMLÅN".
Folk sad bare der som forstenede og stirrede ind i skærmene. Der var sådan lidt Terry Gilliams 'Brazil' møder Charles Heston i slutscenen i 'Abernes planet' stemning over det.
STOOOOOP!!!
Jeg vil a'!

tirsdag den 15. januar 2008

Én af de der morgener....


I morges var én af de der morgener, hvor jeg sad som forstenet og gloede ud af bussens vinduer uden at se nogetsomhelst - med bogen (Larssons sidste bind) opslået på mine lår som den mursten, den jo er. Jeg var bare ikke i læsehumør. Jeg sad og tænkte. Og nej, DER LUGTEDE IKKE BRÆNDT!!!
Nå, men min ærinde med dette er: I de perioder, hvor jeg var nødt til at stoppe med tænkningen (med fare for ovennævnte), bed jeg mærke i, at jeg virkelig ikke kunne se nogetsomhelst. Og det slog mig, at sådan er det altid, når man kører i bus i vinterhalvåret. Det er ligegyldigt, om selskabet er VT, HT eller Odense Trafikselskab. Man kan ikke se en skid! Jeg kan ikke begribe, hvordan det kan lade sig gøre. Vinduerne sidder højt, og mig bekendt arrangerer disse selskaber ikke safariture i vildnisset!!! Hvordan de ruder kan blive så helt igennem møg hamrende beskidte begriber jeg ikke. Nu er det jo ikke alle, der læser eller tænker så dybt, at de ikke ser nogetsomhelst alligevel. Der ER faktisk nogen, der engang imellem gerne vil se UD på noget andet end på de morgentrætte eller sure medpassagerer, der småhoster rundt om én. Så VT, HT og alle jer andre: Tag lige og sprøjt lidt vand på de ruder - og drop de natlige muddertræf med kollegerne.

torsdag den 10. januar 2008

Og ellers ikke et ord mere om rygestop!!!

Jeg har sådan en liste hængt op på køleskabet, hvor der meget Arne Astrup'sk (læs; fersk som bare fanden) står, hvordan man vil have det dag for dag med sit rygestop. Nu er jeg nået til dag 9: Din stemme er blevet klarere og renere.
Forkert! Jeg er snot-hamrende forkølet, hul og hostende. I går skulle min ånde have været friskere - og jeg var KYSSEKLAR! Jo, tak - hvis man kan lide kys i storm og regnvejr. Jeg nøs hvert andet minut. Men OK - blikket var vådt, hvis det tæller.
I morgen (dag 10) vil tobaksrøg i mine omgivelser begynde at irritere mig. Sig mig, hvilket årti er dette skrevet i? Man må jo kun ryge udenfor alligevel. Nå, men jeg vil sige til mig selv, at jeg er ved at slippe afhængigheden, selvom jeg er tæt på at benytte aftenen til at lokalisere fjolset bag denne sindssyge skrivelse. Så vil han formentlig rette DAG 9 til: Du begynder at chikanere dine medmennesker!
Hmmmmpffff!

tirsdag den 8. januar 2008


....og Hundjævelen kastede sig frådende over sit bytte, som hun fortærede med et raseri så vildt som aldrig før....
Røgfri i en uge!
Selvom jeg har været udsat for prøvelser af hidtil usete dimensioner, har både manden og jeg holdt os helt røgfrie i en uge. I går var vi oppe i det røde felt begge to, da vi så os fanget på Fyn (broen var lukket ca. 3 timer) - og vi var ved Odense, da den lukkede. Vi kom fra en weekend ved Vestkysten (besøg hos svigerne), og da svigermor ryger med den største vellyst, sad vi altså i en halvrøgfyldt stue det meste af tiden, mens det regnede udenfor. Så "lange sunde gåture ved Vesterhavet" blev reduceret til én ikke videre lang, men meget kold tur. Altså - det er sådan noget, der meget nemt kunne have resulteret i, at vi droppede alle gode fortsætter og begyndte at pulse løs igen. Nå, men vi blev indendøre, spiste og så fjernsyn. Og så er det altså som om, at alle ryger helt vildt meget på film. Det har de sgu da aldrig gjort før! Selv lægerne i serien "Sommer"!!!

torsdag den 3. januar 2008

Grrr, snøft, grrr o.m.m.


Røgfri i 2 døgn. Har konstant gajol- eller stimorol-ånde, for jeg har besluttet at prøve at kvitte smøgerne uden brug af alle disse nikotin-præparater, der koster omtrent det samme som at ryge og ender med at gøre én afhængig af dem istedet. Jeg har lige gjort rent over det hele. Det vil sikkert glæde familien. Men ak, suk, - det er sgu svært. Som Jesper sagde i går aftes: Det er sgu nok rigtigt, at man lever længere som røgfri. Det har fandeme været en lang dag.
Det er sgu rigtigt. Hold kæft, hvor går tiden langsomt. Livet er lissom ikke, hvad det har været. Jeg glæder mig, til jeg skal i seng.