lørdag den 28. marts 2009

Det er ikke størrelsen....


Hjernen er et forunderligt organ.
Nogle gange kan den koge over af spekulationer. Andre gange tror man ikke, den er slået til.
Hvem kender ikke til den situation, hvor man sidder og stirrer ud af vinduet og bagefter tænker; hvad var det lige, jeg sad og tænkte på?
Og svaret udebliver.
Det føles som om, hjernen har fundet en off-knap og har slået sig selv fra. Det ved vi jo godt ikke kan lade sig gøre. At der faktisk altid sker et eller andet deroppe, selvom man egentlig godt kan have sine tvivl.

Hjernen driller – eller spiller én et puds engang imellem. Man kan være så optaget af et eller andet, at man er i sin helt egen verden. Hvor man pludselig finder sin tandbørste i køleskabet eller en halv liter mælk i ovnen, ja, så er man måske ude i bekymringen om en ’Alzheimer light’ eller i hvert fald en distræthed, der ikke er helt så hensigtsmæssig. Man kan håbe, det ikke sker, mens man kører bil eller noget andet, der kan få fatale følger. Hvis man for eksempel glemmer at hente sit barn i børnehaven, hunden en regnvådsramt mandag foran Brugsen eller svigermor en søndag formiddag på stationen.
Når hjernen er slået fra, kan det tit reddes med lidt selvironi og et "ha ha – jeg er da ikke for kvik".
Men ovennævnte eksempler hører til undtagelserne.
Det er for eksempel pinligt at glemme aftaler. Det kan såre nogle mennesker, man for alt i verden ikke vil såre. Man MÅ bare ikke glemme datterens ridestævne, sønnens fodboldkamp, søsterens fødselsdag og så videre og så videre. Det kan aldrig reddes med et brøl af en latter og en smart bemærkning. Det er bare ikke legalt at glemme den slags ting – og straffen er ubarmhjertig og hård!
Men vi lever i en tid, hvor vi bliver gennemhaglet med informationer om alskens ting og sager (og ragelse) – og det fylder alt sammen i denne 1300-1500 grams grålige masse, vi kalder hjernen. Efterhånden er man nødt til at skrive ting ned i kalenderen, man tidligere så frem til med forventningens glæde boblende i alle organer. Nu er man nødt til at notere, at man faktisk har en aftale med en god ven! Eller ungernes Natur-udstilling i 'fritten' - inklusiv kaffe og kage (UPS - lovede man ikke at bage til lejligheden???).
AMO og andre tørprodukter har gyldne dage i denne tid. Og det har intet med finanskrise at gøre. Det er hjerne-krise. Det er overophedning - og det er nogenlunde et fedt.
Der er ikke alverden at gøre godt med!

Jeg skal ikke prøve at forklare, hvordan hjernen - denne usædvanlige, tænkende og emotionelle størrelse - reagerer og påvirkes af forskellige forhold. Jeg er ikke forsker.
Ikke desto mindre er det jo ret interessant, at gennemsnitsvægten på en hjerne er cirka 150 gram mindre hos kvinder end hos mænd. Omtrent 10 procent. Det vil sidstnævnte køn sikkert fremhæve ved en aldrig passende lejlighed. Men det har jo intet med størrelsen at gøre!
Vel?
En blåhvals hjerne vejer for eksempel kun omkring 7 kilo, men i de fleste tilfælde er hjernens størrelse proportional med størrelsen på det legeme, den sidder i. Så det hænger i virkeligheden meget fint sammen med, at hjernen er større hos mænd end hos kvinder. Mandens gennemsnitshøjde og generelle størrelse ligger jo i forvejen over kvindens. Vel nok de der procent i snit.
Faktisk ville det jo – i det lys - være lidt pinligt, hvis mænds hjerner var mindre end kvinders.

Men men men...
Der findes mange magasiner og ugeblade, der dyrker mænd og kvinders forskellighed. Mænd er tit blevet beskyldt for at være dårlige til multi-tasking, dvs. have flere ting kørende på samme tid. Med mindre manden er kok af profession, vil han med påfaldende stor sandsynlighed brænde sovsen på, mens han våger over bøfferne med samme nidkærhed, som fodboldkampen overvåges fra den bløde lænestol. Med præcision! Som når HAN stolt vender bøfferne på grillen om sommeren iført HENDES forklæde indsmurt i marinade og en 4½ meter truende tang i den ene hånd og en kølig pilsner i den anden. Den definerlige lugt af brændt kød på en helt almindelig dansk villavej med varm asfalt. HUN har lavet marinaden, salaten, kartoflerne, dækket bord, hørt på forbandelserne over de 'elendige kulbriketter', HUN har købt samt modtaget en stresset ordre om 'mere tændvæske'.
Så kommer gæsterne. Alle stimler sammen om grillen og beundrer hans rosa-stegte bøffer, spilder rødvin på dugen og tørrer kødsaften væk fra tallerkenen med servietten, der engang lignede en japansk vifte.
Dernæst beundres de nyopsatte hylder i garagen og værktøjet som hænger i en snorlige række efter størrelse.
Det kan godt være, hun bliver arrig. For hun brugte faktisk hele formiddagen på at lave mad og gøre rent. Og GPS’en var gået i stykker, så hun fik hentet ungerne hos de der helt nye legekammerater ude på landet en halv time og en vi-springer-snacken-over for sent!
Mænd og grill! Kvinder og stedsans!
Nu skal man aldrig generalisere.
Men man kan faktisk ikke skrive noget som helst, medmindre man gør det!
150 gram er jo ikke alverden. Hverken på grillen eller bag pandelappen. Men forudsat man bruger det-man-nu-har ordentligt, er det jo ret ligegyldigt, om de små grå har en sal at boltre sig i.
Off-knappen er vigtig. Det der sted, hvor man ikke er.
Og hvis man ellers husker børnene, svigermor, hunden og de vigtige aftaler, så kan alt andet såmænd nok klares med et smil.