luns

Der er kun én ting, der er værre end at være syg. Det er at høre eller læse om andres sygdom. Så jeg vil venligst undlade at pive offentligt. Til gengæld ved jeg efterhånden en del om, hvad der foregår ude i den store verden. Jeg har nemlig set CNN. Mest fordi jeg er flad og remoten ikke virker - og så er amerikanske komedieserier (med få undtagelser) simpelthen ikke min kop te. Nå, men jeg har svælget i præsidentvalg og en meget sød og dygtig skuespillers pludselige og alt for tidlige død. Det er så synd og tragisk, som det kan være, når nogen forlader livet som 28-årig. Når så manden var en så gennemført fornøjelse at se og høre på, bliver det jo helt ubærligt. Apropos vira er jeg også blevet informeret om, at man ikke må søge for vildt på den søde skuespillers navn, da onde mennesker har smidt de ledeste af slagsen på forskellige til-lejligheden-opfundet internetadresser, der vedrører ham. Det bliver hurtigt usmageligt i cyperspace, men kunne de dog ikke istedet inficere de medier,

Jeg vil på det kraftigste anbefale de par seere, der ikke kender Kaffenissen (og vedkommendes blog) - om hurtigst muligt at attendere denne. Kaffenissen er igang med - på bedste sekt-agtig vis (og jeg tror egentlig ikke, det har noget med Tom 'cruising down the drain' at gøre) - at lave reklame for en smilende og meget glad halvpunker og en rødhåret og meget charmerende blegfis med engelsk humor - osse kaldet The Mighty Boosh. De er vældig søde - lissom Kaffenissen (men Kaffenissen er også til fodtøj). Den 24. ting (nu bliver det sgu jul igen - og hamrende indviklet og absolut ikke for folk udenfor sekten) er den herligste af dem alle, tror jeg - og udelukkende et produkt af makkerparrets (og Kaffenissens) ubegribelige og ja, rummelige hjerne (:-))) Længe leve Kaffenissen og The Mighty Boosh. Det er virkelig næsten som juleaften!!! Hvorfor kan man ikke springe de næste 18 ting over - og begynde at fokusere på det, der virkelig betyder noget?

Jeg havde den vildeste drøm forleden nat: Om det bogløse bibliotek. Det var skrækkeligt. Der var computere allevegne, og der var kun én reol med ganske få bøger - alle Windows-manualer og alle med en fed hvid plasticstribe henover forsiden med påskriften: "IKKE TIL HJEMLÅN". Folk sad bare der som forstenede og stirrede ind i skærmene. Der var sådan lidt Terry Gilliams 'Brazil' møder Charles Heston i slutscenen i 'Abernes planet' stemning over det. STOOOOOP!!! Jeg vil a'!

I morges var én af de der morgener, hvor jeg sad som forstenet og gloede ud af bussens vinduer uden at se nogetsomhelst - med bogen (Larssons sidste bind) opslået på mine lår som den mursten, den jo er. Jeg var bare ikke i læsehumør. Jeg sad og tænkte. Og nej, DER LUGTEDE IKKE BRÆNDT!!! Nå, men min ærinde med dette er: I de perioder, hvor jeg var nødt til at stoppe med tænkningen (med fare for ovennævnte), bed jeg mærke i, at jeg virkelig ikke kunne se nogetsomhelst. Og det slog mig, at sådan er det altid, når man kører i bus i vinterhalvåret. Det er ligegyldigt, om selskabet er VT, HT eller Odense Trafikselskab. Man kan ikke se en skid! Jeg kan ikke begribe, hvordan det kan lade sig gøre. Vinduerne sidder højt, og mig bekendt arrangerer disse selskaber ikke safariture i vildnisset!!! Hvordan de ruder kan blive så helt igennem møg hamrende beskidte begriber jeg ikke. Nu er det jo ikke alle, der læser eller tænker så dybt, at de ikke ser nogetsomhelst alligevel. Der ER faktisk nogen, d

Jeg har sådan en liste hængt op på køleskabet, hvor der meget Arne Astrup'sk (læs; fersk som bare fanden) står, hvordan man vil have det dag for dag med sit rygestop. Nu er jeg nået til dag 9: Din stemme er blevet klarere og renere. Forkert! Jeg er snot-hamrende forkølet, hul og hostende. I går skulle min ånde have været friskere - og jeg var KYSSEKLAR! Jo, tak - hvis man kan lide kys i storm og regnvejr. Jeg nøs hvert andet minut. Men OK - blikket var vådt, hvis det tæller. I morgen (dag 10) vil tobaksrøg i mine omgivelser begynde at irritere mig. Sig mig, hvilket årti er dette skrevet i? Man må jo kun ryge udenfor alligevel. Nå, men jeg vil sige til mig selv, at jeg er ved at slippe afhængigheden, selvom jeg er tæt på at benytte aftenen til at lokalisere fjolset bag denne sindssyge skrivelse. Så vil han formentlig rette DAG 9 til: Du begynder at chikanere dine medmennesker! Hmmmmpffff!

.... og Hundjævelen kastede sig frådende over sit bytte, som hun fortærede med et raseri så vildt som aldrig før.... Røgfri i en uge! Selvom jeg har været udsat for prøvelser af hidtil usete dimensioner, har både manden og jeg holdt os helt røgfrie i en uge. I går var vi oppe i det røde felt begge to, da vi så os fanget på Fyn (broen var lukket ca. 3 timer) - og vi var ved Odense, da den lukkede. Vi kom fra en weekend ved Vestkysten (besøg hos svigerne), og da svigermor ryger med den største vellyst, sad vi altså i en halvrøgfyldt stue det meste af tiden, mens det regnede udenfor. Så "lange sunde gåture ved Vesterhavet" blev reduceret til én ikke videre lang, men meget kold tur. Altså - det er sådan noget, der meget nemt kunne have resulteret i, at vi droppede alle gode fortsætter og begyndte at pulse løs igen. Nå, men vi blev indendøre, spiste og så fjernsyn. Og så er det altså som om, at alle ryger helt vildt meget på film. Det har de sgu da aldrig gjort før! Selv lægerne i

Røgfri i 2 døgn. Har konstant gajol- eller stimorol-ånde, for jeg har besluttet at prøve at kvitte smøgerne uden brug af alle disse nikotin-præparater, der koster omtrent det samme som at ryge og ender med at gøre én afhængig af dem istedet. Jeg har lige gjort rent over det hele. Det vil sikkert glæde familien. Men ak, suk, - det er sgu svært. Som Jesper sagde i går aftes: Det er sgu nok rigtigt, at man lever længere som røgfri. Det har fandeme været en lang dag. Det er sgu rigtigt. Hold kæft, hvor går tiden langsomt. Livet er lissom ikke, hvad det har været. Jeg glæder mig, til jeg skal i seng.