tirsdag den 30. december 2008

Biblioteksdød? No way!


Jeg fik den sidste tår halvlunkne juleøl galt i halsen, da jeg så en artikel på Politikens website - om bibliotekslukninger, bogdød, Stein Bagger og andre relaterede emner! Om bibliotekernes satsning på dvd'ere og andre elektroniske materialer. Om bøgernes deroute ned i kælderen, glemslen og den sikre død. BOGEN - kun husket af nogle ganske få ligfarvede individer, der erindrer en tid, hvor man ikke skulle tænde og slukke for alting.

Jeg er skide gammeldags. Jeg mener stadig, at bogen er det vigtigste medie på biblioteket. Jeg mener stadig, at bogen er det eneste holdbare medie på biblioteket. Prøv at smutte i Bilka. Se deres tilbud på dvd'ere, cd-rom'er, playstation-spil osv. osv.. For en halvtredser kan man fylde kurven med Dirch Passer og Pixeline. Nul ventetid - og skidtet kan afspilles, når man sætter det i maskinen.

Det er desværre ikke altid tilfældet med bibliotekets elektroniske materialer. Der er ikke tid til at afspille skiverne, når låneren afleverer - så man er altså ikke sikker på, om en håndmad med Stryhns har været i kærlig kontakt med materialet. Desuden koster det boxen at indkøbe (rettigheder) - og der er lang ventetid på de populære materialer (som mange ikke kan forstå, bibliotekerne faktisk har, da de er udlånt - og derfor aldrig synlige). Men først og fremmest går der bare så lang tid, før 'de ansvarlige for den slags' overhovedet har fattet, at materialet rent faktisk eksisterer, så det kan indkøbes, registreres og puttes i små plasticlommer til folket.

Og det bliver ikke bedre!

Never!

Men bogen, dette robuste medie med en fortid som en Dinosaurus (som forøvrigt har hittet flere gange siden den uddøde), den ved man, hvor man har. Den står på hylden (!) og den er aldrig udlånt (!)

Det er jo LØGN!

Bogen har det fantastisk.

Jeg ved ikke, hvem der bilder folk ind, at bogen har det svært på biblioteket. Når man tænker på den konkurrence, bogen har fra flere andre medier i dag, så synes jeg da faktisk, at bogen kan være ret godt tilfreds med sig selv. Men det nytter sgu da ikke noget, at man putter den i kælderen, for så at prale af at have nogle andre medier, der sjældent gider opføre sig ordentligt, når man smider dem i hjemmemaskinen. Og tilbage på biblioteket står nogle frustrerede voksne lånere med et bundulykkeligt barn, der har mødt en kvart mad med Stryhns og en ødelagt eftermiddag. Og de gider ikke længere låne 'det lort' fra biblioteket.

Og så er det, at de napper en billedbog med hjem. Måske. Eller man ser dem ikke igen. For man holdt jo ikke, hvad man lovede.

Stilhed?
Ro?

Tør man tænke den tanke, at det faktisk er nogle kerneord for biblioteket? At den udvikling, der ræser afsted på sin vis - i sig selv - er bedøvende ligegyldig for biblioteket, men at den (udviklingen) i virkeligheden berettiger biblioteket til netop at være roens og fordybelsens sted.

At udviklingen måske i sidste ende er bibliotekets redningsplanke? At de på en eller anden forunderlig vis faktisk er afhængige af hinanden? At konsumering af noget nyt kræver styrke, der fødes af balance og ro?

Vi får se!