luns

Vi er efterhånden mange i biblioteksbranchen, der har sagt, at ’vi må gøre noget’. For et større udlån af materialer, for flere besøgende, for børns læselyst og mulighed (på sigt) for bedre uddannelse, for mere liv, samskabelse og fællesskaber, for at fortjene borgernes penge, for at please politikerne med de politiske vilkår, for at kende egne begrænsninger og ikke træde nogen over tæerne, der allerede udbyder, for at være der, hvor folk er, for at være der, hvor vi bor, holde fast i kernebrugerne, og hvor er alle de andre???……………. Det er sgu da ikke så underligt, at det er svært. Hvad hvis vi nu startede med at se på, hvad vi kan finde ud af? Hvad der gør os unikke. Min bror sagde det engang så klart og fint i en af mange pragtfulde samtaler om biblioteket: ”I stedet for at rive murstensvillaen ned, så kunne man jo starte med at sætte villateltet op i haven”. Murstensvillaen må aldrig rives ned. Det er biblioteket i sin mest grundlæggende form. Det er derfor, vi har en berettigelse.

Ja, selvfølgelig er det bare mig. Hvem skulle det ellers være? Og sådan kan man jo blive ved med at gnave sig ned i de store filosofiske spørgsmål her i livet, mens man opholder sig på Brinkmanns Briks for at holde hjernen nogenlunde ved lige, Sara & Monopolet for at føle sig helt normal og gennemsnitlig og ind imellem lidt bedre, og Bogselskabet, fordi det stadig er en kamp at få skrevet den der bog (eller bøger), som de-derinde åbenbart er lykkedes med. Podcast. Mens hunden trækker mig fremad. Jeg har egentlig haft det og har det stadig ganske fint i denne tid. Det passer mig ikke så ringe at være ca. 60% hjemsendt. Jeg trives. Jeg har ikke haft det svært med at se færre folk. Jeg har vænnet mig til det. Jeg kan til gengæld blive lidt bekymret for, at det vil være svært at vænne mig til ’normalen’ igen. Det er jo en slags hi, det her. Man går med hunden, handler ind, laver mad, hygger med familien i husstanden og en smule med dem udenfor, taler (ret meget) i telefon, har