torsdag den 18. marts 2010

Fra en knold i nakken

Jeg er oftest meget god til se tingene fra flere sider. Det står mig som regel lysende klart, at der ikke er noget facit - noget der er 100%. Min tvivl forekommer vist flere steder på denne blog.

Det følgende er udelukkende udtryk for min mening og frustration omkring, hvad jeg fornemmer, der er ved at ske med en institution, som står mit hjerte meget nært.
Det danske folkebibliotek.

Det står mig nært, fordi jeg har kendt og brugt det hele mit liv - og fordi, at jeg har valgt og håber at bruge det meste af mit arbejdsliv der.
Jeg er bekymret, og jeg er forundret.
Og jeg fatter dybest set ikke en skid.

Jeg har det ikke nemt med Borgerservice og Bibliotek som en blanding. Jeg er bange for, at det er en forringelse for borgeren. Hvis der går 2-3 uger imellem, at man bliver stillet samme spørgsmål, har man glemt det, når man ikke interesserer sig for det. Og det gør man naturligt ikke, hvis man ikke har valgt den retning i sit liv.
Og det tager tid at rode i ringbind!
Jeg er ikke vild med at skulle udfylde personlige skemaer og blanketter for folk. Det er OK med nogle enkelte, men ikke på bekostning af spørgsmål af mere 'faglig' art.

Det kan lyde enormt højrøvet - og det er det måske også.
Men jeg gider ikke være selvudslettende. Der er en grund til, at jeg begyndte på daværende 'Danmarks Biblioteksskole', nu 'Danmarks InformationsVidenskabelige Akademi'. Det tog 4 år. (+ 2 i Odense).
Fremover vil alle (også) spørge, hvad man laver, når man kommer derfra.
Det er besværligt.
Ligesom at hedde Hanssen med 2 s'er.
Nåååååhr, så sætter du bøger på plads?
Egentlig er det et tilgiveligt udsagn - for hvad kan og må vi efterhånden? Nu, hvor vi alle er blevet så dygtige, at vi ser indad med de udenforståendes øjne - som enhver kulturpolitiker i så fald burde have bemærket - og gjort. Eller???

Hvad bliver man uddannet til på IVA? Bibliotek, søgninger, formularer, menneskekundskab??? Alt i ét?
Ved de nye studerende, hvor vi er på vej hen?
Det tror jeg ikke!

Det ser jo faktisk meget godt ud lige NU!
Vi har et udlån, der sparker røv, masser af kunder, et flow af arrangementer og projekter, der besøges og benyttes i stor stil. Vi underviser, vi taler med folk - vi ER der!
Men der skal bare altid mere og mere til - og det er så pokkers synd lige nu, hvor der er balance. Og man må bare ikke banke biblioteket i sænk, fordi der mangler nogle kommunekroner. Det er institutionen simpelthen for vigtig til! Det er en investering i folket. En investering i viden.
Ledere og kommunefolk: Besøg dog biblioteket. Det er ikke Louisiana eller Arken. Det er for Folket i
Kommunen. Det er for ALLE! Det koster ikke. Og hvis det ikke var for de åndssvage gebyrer, man skal tage imod hele tiden, vil jeg sige, at det er det smukkeste sted, vi har - overhovedet! Og hvis ikke medarbejderne skal bruge så lang tid på at knalde knapper på kasseapparatet, vil jeg mene, det kunne være smilende, givende og dygtigt på en helt anderledes facon end fremtiden er tænkt for os!
I England betaler børn ikke bøder!
Det er da også det eneste rigtige!
Tænk på, hvad man udelukker, fordi munden er stram!
Det er dumt - og uovervejet!

Til biblioteksfolk:
Jeg kan egentlig godt forstå, at de kommunale politikere vil spare på biblioteksvæsenet.
Hvis vi er så nemme at italesætte, så er det da fristende at presse citronen.
'Vi' underminerer vores egen forretning. Og vi har gjort det længe. Vi taler gud-hjælpe-mig selv om, at bogen er død, og at folk ikke går på biblioteket. Hvilket er klynk og løgn.
Vi har selv skåret i materialerne (bøger) med en kassationspolitik, der levner plads til alle de nye, sårbare medier, der alligevel er ved at blive erstattet af nye, dyrere medier, vi ikke har råd til. De går i stykker - og de er under forvandling hele tiden. (Læs venligst 'Biblioteksdød - no way' - et indlæg på min blog for små 2 år siden).
Det har vi bare ikke råd til. Økonomisk og personalemæssigt.

Vi kan ikke være med på beatet allevegne med vores jævne budgetter!

Biblioteket har altid haft det bedst i krisetider. Det vil jeg skrive om en anden dag - men dybest set handler det om de gratis ydelser. Biblioteket er et efterhånden enestående rum, hvor man kan opholde sig mere end ½ time, med adgang til det hele, uden at trække nummer, helt gratis - og uden at blive smidt ud.
Vi skal bare passe på, at vi ikke bliver for højrøvede til at værne om netop dét!

mandag den 22. februar 2010

Husejerens dagbog del 1


Endelig husejer!
Endelig en dør, man kan åbne - ud til en ugeneret have fuld af børn og fuglekvidder. Med kul på grillen til sommer og kølig hvidvin i glasset.

Ren romantik!
..............
Har lige været til fodboldstævne med genboen, hvis søn spiller på hold med min.
'Du skal købe de der gammeldags fluegardiner, for de der dansemyg er skide irriterende om sommeren'!
Jeg stoler på, at vinteren har været ubarmhjertig ved de små kryb!

Vejen har været lang.
For knap 6 år siden flyttede vi fra en lille, hyggelig 2-værelses lejlighed i Vanløse. Den kunne lissom ikke rigtigt rumme os længere. Vi var nemlig blevet 5, og selvom Jakob kun var et lille pus på 7 måneder var det ikke vanskeligt at forestille sig den rædsel, der ville komme med endnu en vinter, 3 flyverdragter, sko, støvler osv. i en entré, der var på størrelse med en middelstor skotøjsæske. Vi måtte videre - og det skulle være nu.

Det var med sorg i hjertet at forlade Vanløse og de mange skønne mennesker, vi kender der. De velkendte gader, forretninger, biblioteket, værtshuset.....Værtshuset 'Snoopy', hvor jeg mødte min mand og en god procentdel af byens borgere. En slags dagligstue - i hvert fald indtil vi fik børn! Billardturneringer, ind imellem levende musik, diskussioner af mere eller mindre ædru art, fest og sjove mennesker. Et rart sted!

Efter et par køreture ud i det blå faldt valget på Skælskør. Der var sådan lidt feriestemning over byen, som jo ligger helt fantastisk, men langt fra de store trafikårer.
'Skælskør er et reservat', sagde vores nye underbo - eks Valby-borger og bosat i 'Skælle' i et par årtier.
Hun har ret.
'I Skælskør bor der kun arbejdsløse og højrøvede folk', sagde en anden mor til mig i en smøgpause til en af mange arrangementer i børnehaven, inden hun tog ungen under armen og forsvandt til Korsør.
Det gav jeg hende så kun delvist ret i.
Hvis man havde sagt til mig for 7 år siden, at jeg ville 'ende' i et parcelhuskvarter i Skælskør, ville jeg ikke blot have rystet overbærende på hovedet. Jeg ville have rystet over hele kroppen!
Never!!!
Men nu er jeg her. Har købt et hus i Skælskør.
Gult parcelhus bygget i 1980. Med kik til Noret fra haven (ligger i tredje række, men forårets blomstring vil formentlig sætte en stopper for vandkig) og i et meget børnevenligt kvarter. Et af de der huse, man ret præcist kender indefra allerede i indkørslen. Bryggers, gang, bad og gæstetoilet, køkken, stue og tre/fire værelser. 600-1000 kvm. grund.
Men fordi det netop er sådan en praktisk hustype, er den også ret genial for familier med mere end et styk barn. Og det betyder, at der er mange forskellige typer, der køber dem. Nogle køber dem, fordi de er billigere - selvom de hellere ville bo i klassisk Patricia-villa med sortglaserede tegl . De laver så 70/80'er typehuset 'slidt og hvidt', så en del af drømmekonceptet opfyldes.
Det har jeg nu ikke tænkt mig.
Jeg har nu heller aldrig været til Patricia, men indrømmer, at jeg er en anelse mere begejstret for huse, der har 50-100 år på bagen.
Men MIN drøm er og har altid været et hyggeligt hjem, hvor alle kan lide at være. Hvor der er en bogreol fra gulv til loft og fra væg til væg i stuen og et køkken, hvor man bare bliver siddende og snakker, fordi der er så rart at være. Uden fjernsyn.
Vi er ældre end hytten - og det er jo de ældre, man skal værne om, ikke? Så nogen finpudset hytte bliver det aldrig, for sådan er vi jo heller ikke selv.
Der skal være tid til at holde fri - og jeg vil helst ikke have noget indenfor mine døre, som jeg græder over skal smides ud.
....Måske med undtagelse af de levende væsener ;-)
Vi glæder os!
....Og jeg har allerede aftalt med genboen, at 'Øvre-Højen' skam osse skal ha' en vejfest!

tirsdag den 12. januar 2010

Mennesker mødes....og andre krøller

Har du nogensinde krummet tæer over en kontaktsøgende person, der forstyrrede din tankevirksomhed, læsning, stirren ud i intetheden?
Og har du nogensinde tænkt, at det fandeme er for dårligt - af dig?
Det har jeg!
Masser af gange!
Jeg AFSKYR afbrydelser - og ligner en sammenbidt tante uden børn på vej til tandlæge, når jeg rejser med det offentlige Danmark. Bægeret med kaffen holder jeg øje med - over avisen - hver gang DSB-manden ruller udvalget ned ad gangen. Næh, tak - jeg HAR!
Jeg reagerer normalt lettere afvisende, men nogenlunde venligt, når en eller anden forsøger at opnå kontakt. Som oftest kan det ordnes med et par bemærkninger, et kruset smil - og tilbage til avisen, hvor man dvæler ved samme side, man HAR læst - men man vil jo ikke såre! Det er fordi, jeg er nødt til at være orienteret, at jeg lige har blanket dig af. Det er ikke fordi, jeg synes, du skal holde kæft!
Løgn!

Jeg har overrrasket mig selv 2 gange indenfor det seneste halve år.
Det ER ikke alverden, men det er nyt for mig.
Jeg er begyndt at tale med folk, jeg ikke kender.
Jeg begynder naturligvis ikke selv, ih, nej. Der går nok et par måneder, før jeg når dertil - MEN...jeg er begyndt at knalde krimien i eller Politiken sammen, når et menneske vil tale med mig. Og det har været fantastiske oplevelser!

Det er faktisk min svigerfars skyld!
Han sidder ovre i Vejers - sådan 300 meter fra det brusende Vesterhav. Og han hygger sig, og der er plads til alle. Sådan har han vist altid været. Han tager en tur på det lokale værtshus - der mestendels lever af tyskere - og får et par glas og lidt ekstra motion med den en-armede. Iført sin fleece, stråhat og en kæmpe ravklump om halsen.
Han er sin egen!
Og han har altid talt med folk i toget.
Inde hos rygerne, vel at mærke, for ikke-rygerne siger ikke en skid.
Svigerfar er eks-ryger - og har været det i 15 år.
Og vi alle, rygere som ikke-rygere er ikke længere delt, men sidder nu sammen i larm, tavshed og frisk luft (!)

Min svigerfar er snobbet, når det gælder snobbede folk.
Sådan har jeg det også.
Og det er ikke frelst at sige, at når et menneske faktisk vil tale med mig udenfor Biblioteket (som ALDRIG har været et issue), så SKAL jeg sgu da lytte efter!!!
Hvis han/hun er helt blød i bolden, må jeg/man prøve at sno sig lidt udenom - men der ER jo faktisk mennesker, der bare vil tale med én, fordi togturen er lang og triviel. Og det er berigende.
Pludselig taler jeg med et menneske, der ikke aner en skid om mig. Som er fra en anden by, arbejder med noget andet - eller kan fortælle om et liv som arbejdsløs, der ikke fungerer. Ikke kun på grund af økonomien, men fordi kommunen tæsker folk igennem et forløb, der er det mest uigennemtænkte og uprofessionelle, man kan forestille sig. Og de arme medarbejdere ved det godt selv!
Det er ikke typerne, der skriver læserbreve. Og medarbejderne ved de håbløse du-skal-ikke-fise-den-af-derhjemme-men-HER institutionerne gør det heller ikke.
Har hørt, at der er 10 computere til 120 mennesker.
Og man bliver straffet økonomisk, hvis man ikke møder op!

Det er én af mine erfaringer med de offentlige transportmidler. Han lignede ikke en forretningsmand - og det var ikke parfume-sprit, han lugtede af, men han havde den øverste etage intakt, og han var et varmt menneske.
Sådan er det jo ofte.
Hans type kender jeg godt (!) og har det fint med - men det er den 'nye' vinkel, jeg interesserer mig for. Hans formidling af sin problemstilling.
Det var da meget sværere for ham at fortælle alt det, end for mig at lytte efter!

Og så kan man da kun have stor respekt for en arbejdsløs arbejdsmand, der udtrykker bekymring for tidligere arbejdsgivere.

PS:
Så Robert Redfords film 'Lions for Lambs' forleden.
Soldaterne fra USA i krigen mod Afghanistan er som oftest dem, der burde være mest ligeglade - for de kommer fra samfund, hvor der aldrig nogensinde har været en hjælpende hånd.
Det er en tale-film, og det er tankevækkende. Jeg kan ikke anbefale filmen kraftigt nok.