luns

Ja, ja. Jeg har stirret som hypnotiseret på min Facebook-profil de sidste par uger, for hvem-hører-jeg-nu-fra? Og det er jo helt vildt! 5 gamle skolekammerater/venner (man er vel fra en landsby, hvor alle legede med alle, ikk') har jeg fået kontakt med - og det er jo skønt. 2 fra gymnasieklassen, som er en langt større udfordring, eftersom jeg ikke kendte deres forældre og ophav på samme måde - og derfor er de vanskeligere at spore. Og så befinder den ene sig - gudhjælpemig - i Iran - og svarer!!! Der er heldigvis nogle (kvinder) som har beholdt deres fødenavn. Eller har meldt sig ind i 'grupper', så man kan lokalisere dem i dette inferno af navne uden ansigter, navne med små ansigter, navne med meget store ansigter, der ligner - og så alligevel ikke (man skal jo hele tiden lægge 10-20 år oveni). Nå, men jeg får lov til det uden de store protester fra husbonden, som mestendels fiser den af foran skærmen - lissom 3/4 af alle andre mænd på hans alder. Sønnerne følger mere ell

Ja, så måtte jeg jo overgive mig. Efter pres fra kusinen især (se senere). Jeg har just oprettet en profil på Facebook. Dermed har jeg tryglet gamle og nye venner, kolleger, eks'er, familemedlemmer osv. osv. om at blive 'mine venner'. Og som forudset: jeg har ikke lavet andet siden end at glo på, hvem der nu har lyst til at være med på dén. Jeg tror, det bliver hyggeligere end forventet. Måske en anelse tidskrævende. Jeg vil ikke skilles, så jeg er nødt til at have antennerne ude :-) Når manden knalder døren i med en decibelt a la hovedbanegården i myldretiden, så er jeg nok nødt til at holde lidt igen. Nu har jeg 'anmodet' alskens mennesker indenfor alle boglige erhverv om at blive mine venner. Imidlertid kender jeg ufattelig mange mennesker, der ikke gider, orker eller har tid til den slags. Det er jo lidt ærgerligt, når nu man har forvildet sig ind i junglen. Måske kan jeg få dem overtalt? I går ville jeg f.eks. have kastet op af grin, hvis der var én, der påstod