luns

Vi er efterhånden mange i biblioteksbranchen, der har sagt, at ’vi må gøre noget’. For et større udlån af materialer, for flere besøgende, for børns læselyst og mulighed (på sigt) for bedre uddannelse, for mere liv, samskabelse og fællesskaber, for at fortjene borgernes penge, for at please politikerne med de politiske vilkår, for at kende egne begrænsninger og ikke træde nogen over tæerne, der allerede udbyder, for at være der, hvor folk er, for at være der, hvor vi bor, holde fast i kernebrugerne, og hvor er alle de andre???……………. Det er sgu da ikke så underligt, at det er svært. Hvad hvis vi nu startede med at se på, hvad vi kan finde ud af? Hvad der gør os unikke. Min bror sagde det engang så klart og fint i en af mange pragtfulde samtaler om biblioteket: ”I stedet for at rive murstensvillaen ned, så kunne man jo starte med at sætte villateltet op i haven”. Murstensvillaen må aldrig rives ned. Det er biblioteket i sin mest grundlæggende form. Det er derfor, vi har en berettigelse.