Måske er det bare mig.....
Ja, selvfølgelig er det bare mig. Hvem skulle det ellers være? Og sådan kan man jo blive ved med at gnave sig ned i de store filosofiske spørgsmål her i livet, mens man opholder sig på Brinkmanns Briks for at holde hjernen nogenlunde ved lige, Sara & Monopolet for at føle sig helt normal og gennemsnitlig og ind imellem lidt bedre, og Bogselskabet, fordi det stadig er en kamp at få skrevet den der bog (eller bøger), som de-derinde åbenbart er lykkedes med. Podcast. Mens hunden trækker mig fremad. Jeg har egentlig haft det og har det stadig ganske fint i denne tid. Det passer mig ikke så ringe at være ca. 60% hjemsendt. Jeg trives. Jeg har ikke haft det svært med at se færre folk. Jeg har vænnet mig til det. Jeg kan til gengæld blive lidt bekymret for, at det vil være svært at vænne mig til ’normalen’ igen. Det er jo en slags hi, det her. Man går med hunden, handler ind, laver mad, hygger med familien i husstanden og en smule med dem udenfor, taler (ret meget) i telefon, har