luns

Det er vist mit lod i livet, at jeg ikke kan være sort eller hvid. Dette er ikke ment som hudfarve, men om min holdning. Jeg er sådan musegrå i de fleste henseender. For jeg kan som regel godt se synspunkterne fra begge sider. Og jeg gider ikke råbe og skrige af nogensomhelst. Sandheden er desuden en utopi. Jeg mødte Brorsons-kirkens præst, Per Ramsdal, for nogle måneder siden. Han holdt foredrag om de mange unge, primært indvandrere, der nu kom i hans kirke, modsat de der tre, der tidligere kom til hans gudstjeneste 'hvoraf den ene faldt i søvn, den anden gik og den sidste er død'. Der skulle ske noget - med andre ord. Og det gjorde der. Den mand tog mig med storm. Hans engagement, hans visioner, hans selvudtalte utilstrækkelighed i den forbindelse - og det, han har fået banket sammen. Den mand er fantastisk. Han virker som en meget god og rar mand. Og jeg forstår ham. Men jeg har aldrig brudt mig om ensidighed. Jeg forstår også modstanden. Jeg forstår, at der kan være problem

Ind imellem er det svært at vide, hvad man skal mene som bibliotekar. Handler det om nutiden, handler det om fremtiden, hænger det sammen med fortiden - og hvad vil lånerne egentlig ha'? Der er vist ingen, der ved det. Det er åbent til diskussion. Om 20 år er der sikkert nogle, der vil stikke meninger i hovedet på hinanden og triumferende skrige; SE hva' jeg sa'e!!! ...men der er dømt ligestilling mellem meningerne lige nu, i hvertfald. Derfor er det så nemt at mene. Og derfor bør man gøre det - og fortælle det. Det er gratis. Og det er måske DIG, der ender med at have ret! Det minder mig om en vittighedstegning, jeg engang havde hængende på min køleskabslåge. Om tvillingerne, der lignede hinanden på en prik. Den ene åd, drak og 'levede livet'. Den anden var mådeholden og brugte det meste af sit liv på at fortælle, hvor galt fat, den andens liv var. Den sidste tegning i striben forestillede to gravstene. Den ene med påskriften 'Hvil i Fred'. Den anden med