onsdag den 19. august 2009

Når holdningen er musegrå

Det er vist mit lod i livet, at jeg ikke kan være sort eller hvid.
Dette er ikke ment som hudfarve, men om min holdning.
Jeg er sådan musegrå i de fleste henseender.
For jeg kan som regel godt se synspunkterne fra begge sider. Og jeg gider ikke råbe og skrige af nogensomhelst.
Sandheden er desuden en utopi.

Jeg mødte Brorsons-kirkens præst, Per Ramsdal, for nogle måneder siden. Han holdt foredrag om de mange unge, primært indvandrere, der nu kom i hans kirke, modsat de der tre, der tidligere kom til hans gudstjeneste 'hvoraf den ene faldt i søvn, den anden gik og den sidste er død'.
Der skulle ske noget - med andre ord.
Og det gjorde der.
Den mand tog mig med storm. Hans engagement, hans visioner, hans selvudtalte utilstrækkelighed i den forbindelse - og det, han har fået banket sammen. Den mand er fantastisk. Han virker som en meget god og rar mand.
Og jeg forstår ham.

Men jeg har aldrig brudt mig om ensidighed.

Jeg forstår også modstanden.
Jeg forstår, at der kan være problemer i at give humanitær opholdstilladelse på baggrund af et ophold i en kirke. Hvad hvis vores kirker fremover bliver bestormet af afviste asylansøgere, fordi 'det førte jo til opholdstilladelse'?

Jeg bliver lidt kritisk, når en kvinde fortæller, at hun har ansøgt om opholdstilladelse i 10 år - og har fået afslag hele tiden. Hun har så et par børn på 6 og 4 år.
Hvem f..... får børn, hvis man ikke har et land at være i?
Og hvis vi siger 'jamen, så får du da opholdstilladelse', så får vi formentlig en masse (måske) uønskede børn fremover, fordi opholdstilladelse i så tilfælde vil være i hus.

Jeg så en BBC produceret udsendelse for en uges tid siden. Om de unge i Iran. Det er jo ikke Irak, men det snerper derhenaf med hensyn til ytringsfrihed og frie valg for den enkelte. De unge er bedøvende ligeglade med religion. Mange vil gerne til Tyskland, Danmark eller Sverige, for de har venner der, som siger, at "der er rart at være".

Her er rart at være!
Ja, selvfølgelig.
Vi lever i et dejligt land. Og vi skal sgu være glade for det - og værne om det.
Hvad er det for noget pladder, at vi skal være flove over at være danskere.
Det ville jo være uhørt at forvente, at iranere, irakere og afghanere skulle være flove over deres nationalitet, fordi de kommer fra samfund, der myrder og undertrykker hinanden. Hvor man skal tilhøre en eller anden bestemt muslimsk retning, for ikke at få blæst hovedet af. Eller hvor kvinder skal holde deres kæft, hvis de bliver voldtaget, for ellers er der pisk! I bedste fald.

Jeg synes, det er tragisk for de irakere, der boede i en kirke i et halvt år.
Og jeg synes, det er tragisk for de mange millioner, der lever i de samfund, de andre er flygtet fra. De unge mennesker i udsendelsen var fornuftige og meget 'vestlige' i deres holdninger. Det skaber håb for fremtiden.

Ovenstående kan jeg sagtens modargumentere for.
For som sagt - jeg er musegrå.
Og jeg er én af de ca. 15%, der i meningsmålingerne kaldes 'både for og imod'.
Men jeg synes, det er lidt skræmmende, der ikke er flere.




lørdag den 8. august 2009

A eller B?

Ind imellem er det svært at vide, hvad man skal mene som bibliotekar.
Handler det om nutiden, handler det om fremtiden, hænger det sammen med fortiden - og hvad vil lånerne egentlig ha'?
Der er vist ingen, der ved det.
Det er åbent til diskussion.
Om 20 år er der sikkert nogle, der vil stikke meninger i hovedet på hinanden og triumferende skrige; SE hva' jeg sa'e!!!
...men der er dømt ligestilling mellem meningerne lige nu, i hvertfald.
Derfor er det så nemt at mene.
Og derfor bør man gøre det - og fortælle det.
Det er gratis.
Og det er måske DIG, der ender med at have ret!

Det minder mig om en vittighedstegning, jeg engang havde hængende på min køleskabslåge. Om tvillingerne, der lignede hinanden på en prik. Den ene åd, drak og 'levede livet'. Den anden var mådeholden og brugte det meste af sit liv på at fortælle, hvor galt fat, den andens liv var. Den sidste tegning i striben forestillede to gravstene. Den ene med påskriften 'Hvil i Fred'. Den anden med 'Hva' sagde jeg!'

Jeg elsker den!

Og det fede ved den er, at man faktisk ikke ved, hvem der ligger under hvilken sten!

Overført til den ulmende debat om 'bibliotekets fremtid', kan man da drage mange paraleller!

Lad os kalde dem A og B.

A: Der er også alt for mange mærkelige medier her på biblioteket. Hvad skal det til for? Folk kan da købe cd'ere og dvd'ere alle mulige andre steder. Hvorfor her?
B: Din gamle forstokkede nar! Vi skal følge med tiden. Vi får da ingen penge, hvis vi pludselig bliver sådan et støvet museum med bøger, ingen gider låne. Borgerne lægger mange penge i det her, så vi må sgu da imødekomme deres behov!
A: Fnys! Det holder jo ikke. De der materialer egner sig ikke til udlån. Ungerne er ligeglade med dem. Folk er ligeglade. Når noget er gratis bliver det behandlet derefter. Det er for dyrt, for sårbart og lånerne stikker halen mellem benene. Ak, vi kunne have købt mange eksemplarer af nye bøger for de penge, der går til spilde på den konto!
B: Men til hvem? Og af hvad? Når du lokker med andre materialer, kommer der andre folk i biksen, som måske tager noget andet med sig hjem, som de jo ikke kan gøre i en videobiks, vel!? Desuden har vi masser af kurser, internetadgang, wii-spil...
A: Åh, ja, DET er vi vist mange, der er klar over. Nu mangler vi bare at sælge burgere og pomfritter. Måske også en jukeboks? En talentkonkurrence? Lad os da drukne i tilbud, så vi til sidst ligner stakler, der helt fortjent får et spark bagi og bliver erstattet af det demolitions-sjak, der river det hele ned.
B: Du er pessimist! Du ser ikke fremad!
A: Det er lige præcis, hvad jeg gør!
B: Bogen kan ikke overleve alene.
A: Om jeg så skal dø med den.....
B: Dramaqueen!
A: Ja, det vil du ku' li, hva'!

And they went on and on......

Hva' skal man dog mene?
Det er stensikkert, at biblioteket hverken har lyst til at hvile i fred eller 'buuuh'e sig selv 4
alen under jorden!