mandag den 14. november 2011

Kom til tasterne, fru Nielsen

Der skrives og tales meget om digitalisering.
Vi får efterhånden ingen papir-breve længere. Ingen rudekuverter. Ingen personlige hilsener på papir.
Vi betaler vores regninger over nettet, vi får lønsedler på nettet, vi bestiller varer på nettet, brokker os på nettet, blotter os på nettet..... Det er svært at være helt anonym på nettet.
Om ganske få år er det helt umuligt at undgå nettet.
Fru Nielsen og alle de andre skal lære det, skal de!
Gigtplagede fingre eller ej!
Gangstativ eller ej!
Familie lige om hjørnet, der kan hjælpe eller ej!
Og bibliotekerne vil så gerne hjælpe, hvis du kan få røven på gled og komme derned, Fru Nielsen!
Så kan du lære det, Fru Nielsen!

Det lugter af 'ressourcestærke ældre'.
De, der KAN komme ned på biblioteket og få et 2-timers introduktionsforløb uden at have brug for tolk, teleslynge, førerhund eller familiemedlem. Hvor der også er en flig af noget socialt. Det er bestemt en uundværlig, fin og nødvendig service.
Det er bare ikke nok!

Kender vi ingen ældre mennesker længere?
Taler vi ikke med nogen af dem?
Dem, der ikke kommer?

Der er jo en grund til, at de ældre ikke kommer.
De kan ikke.
Der er også en grund til, at de ikke har en computer.
De har ikke forstand eller fidus til skidtet - og de har ikke råd til og/eller mulighed for at anskaffe sig en. Den billigste model koster en måneds folkepension - og brugsforvirringen er svær at læse selv for folk, der fik UG+ i diktat.
Jeg kender mange, der er 'blokeret' mht. computeren. Og de har alle en alder og en vilje, hvor jeg simpelthen ikke vil være bekendt at belære dem om internettets fortrinligheder. De er fuldt ud dækket på alle leder og kanter - undtagen hvis vi begynder at spænde ben som samfund, vel at mærke.

Hvordan kan det være, at vi tror, at det alene kan gøre det, at vi på biblioteket, i supermarkedet, i borgerservice eller andre steder med en reel åbningstid (endnu) kan haste en digital ekspedition igennem for fru Nielsen, mens køen af folk med 'tjek på pisset' vokser til stigende irritation for dem, der mangler hjælp til litteratursøgninger, skal hente unger, lave mad... ? Og Fru Nielsen tager derfra med følelsen af at være udstillet, fordi 'damen bad om mit personnummer, mens folk kunne høre det'. Fru Nielsen tager derfra uden at have lært en skid. Hun kan ikke huske det til næste gang. Men det er også lige meget. For hun har hverken computer eller forstand til 'det skidt' - og det var i øvrigt "meget bedre i gamle dage".
Men hun er nødt til at komme igen næste gang, der er bøvl.
Hvis hun altså kan.
For Fru Nielsen er egentlig ret ressourcestærk, da hun faktisk er i stand til at komme hen, hvor hun kan hjælpes.

Jeg synes, vi stresser de ældre - og det kan vi ikke være bekendt.
HVIS man er ressourcestærk økonomisk, fysisk og psykisk behøver man reelt ikke den store hjælp. Vi ser en del på biblioteket. De kommer til vores kurser og de nyder at lære.

Vi må aldrig, aldrig nogensinde blive SÅ digitaliserede, at folk ikke kan henvende sig på en anden måde end ved brug af en computer. Ingen skal stå med hatten i hånden overfor fremmede, de er utrygge ved eller lade tingene sejle, for den sags skyld.

Det må aldrig lade sig gøre at kræve, at folk er mentalt eller fysisk i form til at håndtere de små bogstaver på et tastatur. De skal være i stand til at vide, hvor der er hjælp at hente. Og have mulighed for at få den hjælp. De skal have råd - både menneskeligt, mentalt og fysisk.
Vi må med andre ord ikke fjerne det, folk er vant til.
Udviklingen kan drøne derudaf for mange, men der skal være muligheder for dem, der ikke kan være med på holdet. De fortjener samme service.

Vi skal altså starte med os selv.
Det digitaliserede Danmark skal være så let og overskueligt som muligt.
Men vi får aldrig alle med.
Der vil hele tiden være nye ældre, der ikke kan det nye.
Langt ud i fremtiden.

Hvordan får vi gjort danskerne klar til digitaliseringen?
Det gør vi ikke!
Vi må nøjes med de fleste.
Kom til tasterne, fru Nielsen!

torsdag den 25. august 2011

Shaken AND stirred!

Jeg har netop oplevet noget fuldstændig enestående.
Jeg er blevet taget i røven!
På den bedst tænkelige måde, vel at mærke :-)

Vagt på biblioteket lørdag fra kl. 9 - 13. Stille og rolig vagt. Vejret var super. Lånerne i godt humør.
Havde en bog med hjem om buffeter med titlen 'Festen kan begynde'!
Jeg troede, jeg var i god tid. ;o)

Manden hentede mig med ældste søn på bagsædet.
Helt normalt. Jeg vil jo gerne hurtigt hjem - og så kan der handles på hjemvejen.
Det havde manden gjort. Det er sådan set heller ikke usædvanligt, men altid dejligt at komme hjem i en fart.

Jeg var træt og sulten. Havde fået et rundstykke, som kollegaen havde haft med. Havde sovet 5 timer. Det skulle gøre godt med en 'morfar'.
"Vi har lige et par huer, som du skal have på. Ungerne har en overraskelse til dig, når vi kommer hjem". Vi var 500 meter fra bopælen.
"I har vel ikke brændt huset af?"
"Nej, nej", kom det ivrigt fra bagsædet. "Men du skal have BEGGE huer på. Ellers kan du se igennem".
SHIT! De har købt en flagstang!!! tænkte jeg.
Manden har snakket om, at det kunne være så hyggeligt med den der flagstang på Højen 2. Jeg er af en lidt anden mening.
Det har vi sgu da heller ikke liiiiige økonomi til lige nu!
"Det er ungerne, der har lavet det", kom det beroligende fra manden.
Okay, de har bygget en hule i indkørslen. Lavet et 'miljø' i forhaven. Anyway, Lone, du ser begejstret ud, når du får huerne af.

Ud af bilen og ført af de to, blev jeg en anelse forvirret ført fra bil til havelågen.
OK, hule i baghaven. Eller er det den fordømte flagstang? Manden virker selv ret begejstret.

SURPRISE!!!
-------- (Der foregik INTET i nogle sekunder).

Sol i øjnene.
Og så Bo og Rolf. Storsmilende.
Hvad laver de her? De er da ikke til at lokke ud af storbyen!
Så Dennis, Chris, Charlotte, Robert, Heidi, Dare....
TILLYKKE!
Der er noget galt. Manden har taget fejl. Det er jo først om flere uger.
Heidi skal ikke være her. Familien skal være hos Hanne og Rasmus.
Hanne, Rasmus, Nanna, Bitten, Gert, Poul, Maria....
Det er simpelthen løgn. De har taget fejl. De kan da ikke alle tage fejl?
Svigermor, Peter, Birte, Peter, Sol, Katla, Kenny, Anne, Ole, Peter, Louise, Claus, Kirsten, Lene....Alle børnene.
En kold øl i hånden.
Partytelt i haven.
Det er ikke muligt!

Festen kunne begynde.
Lars, Gitte, Tine, Peter, Patrick, Mette og Ida kom senene.
Nogle afbud. Desværre.
Det var en fantastisk fest.
Det er det mest surrealistiske, jeg nogensinde har prøvet.

Dette er lige nogle ord, så jeg husker, hvordan det var - mens jeg endnu huskede :-)
Dare skar flere slags skinke og ost fra Slovenien, som er blandt mine absolutte livretter. Heidi serverede sammen med sine skønne piger, som havde bagt flere slags kager.
Der var en summen af aktivitet omkring mig. Lutter smilende og hjertelige mennesker. Og jeg fattede ikke en skid.
"Der er også gaver", blev der sagt.
Det kan simpelthen ikke passe, det her. Jeg kan ikke rumme det!
Det blev vådt og meget festligt.
Jeg lavede ikke en hujende fis, men sejlede rundt i en nærmest euforisk lykkerus blandet med en efterhånden pænt høj promille. Jeg vidste ingenting om nogetsomhelst og kunne slet ikke hjælpe.
Kæmpe-grill. Helstegt gris med kartoffelsalat, hele majs og salat.
Vidunderlig mad. ALT var vidunderligt.
Fuldstændig fantastiske gaver, som jeg slet, slet ikke kunne rumme og som nu - fem dage efter - ikke har rykket sig en centimeter fra udpakningspladsen. Jeg skal stadig konsumere.
Dejlige taler. Fra manden min, herlige 'onkel' Rasmus og evigt unge Kenny, der har læst lidt af hvert herinde på denne blog og roste mig, så jeg blev 14 år igen. Jeg fattede ikke, at det var mit eget, han læste op, før han havde talt i et par minutter. Tak!
Guitarer, sang, glade folk, fest ud på de små timer. Smukke mennesker, der hyggede sig. Min lille Jakob sang sammen med sin 14 måneder ældre kusine, Ida. Det var så smukt og sødt - men de måtte give et extra-nummer, da jeg ikke havde hørt dem første gang.
Søndag med overnattende eller 'tæt på' overnattende gæster på hotel, vandrehjem, campingvogn eller plæne. Hjælp til det hele af fantastiske folk, som har knoklet med deres eget i så rigt mål denne sommer! Lavede stadig ikke meget mere end en hujende fis. Har forstuvet halvdelen af højre hånd.
Manden har brækket et ribben og bøjet fire.
Altsammen på helt fredelig, men uheldig vis.

Elsker hele bundtet.
Og takker jer alle for, at dette kunne ske.
Det er simpelthen enestående!
Jeg er shaken AND stirred !

Jeg elsker dig, Jesper - af hele mit hjerte.
Sikke du kan! Og sikke du kan samle folk!
Tak, tak, tak for SURPRISE - og for at give mig en oplevelse, som jeg aldrig nogensinde glemmer.
Jeg er dybt rørt.
Og midt i en drøm.

onsdag den 16. marts 2011

Bogmuseum eller bibliotek?

Debatten har kørt i årevis.

Folkebibliotekerne skal udvikle sig, så de ikke ender som tomme bogmuseer og døde kvadratmeter med støv på hylderne. Hvor dansen varetages af nullermændene, når rengøringskonen lufter ud.

Men det er da et problem at få det til at passe med begejstringen for de såkaldt 'åbne' biblioteker. De ubetjente tomme biblioteker, hvor man måske støder på lyden af en støvsuger i det fjerne, hvis man kommer særligt tidligt eller særligt sent. Nul betjening, masser af materialer - lige til at låne med hjem!
Jo, jo - der er skam personale. De kommer og rydder op og fylder op på hylderne i de få timer, der ikke er 'døgnåbent'. Ligesom i 7 eleven.
Det er service, som du ikke vil bemærke - og som du derfor måske heller ikke vil sætte pris på.
Det kaldes 'åbne' biblioteker.

Jeg synes, at selvbetjening på bibliotekerne er mere skidt end kanel - af flere årsager.
Det KAN være vejen 'slowly down the drain' for bibliotekerne som videns- og kulturcentre. En degradering af de ansatte, et hån mod de 'svage' medborgere, børn, unge....jeg ku' blive ved. Men det, der faktisk irriterer mig allermest er den leflen for udviklingen af service på den ene side, den grænseløse innovationsiver rundt omkring.....og så udsigten til et betjeningsløst bibliotek.
Hvordan f..... passer det sammen?

Jeg kan godt se idéen i, at man har personale på bibliotekerne på samme måde som nu + to-tre timer 'uden' før og efter. Eneste, men ret alvorlige konsekvens KAN være, at selvom der måske kommer 10% flere lånere, så vil koncentrationen af disse sprede sig over flere timer og derfor vil biblioteket virke mere tomt igennem hele dagen. Det er aldrig godt, når man er angst for at se ud som og virke som et bogmuseum.
Folk trækker folk til.

Der skal jo spares. På materialer og på personalet.
Selvbetjening synes at virke rigtig godt i små samfund, hvor alle passer på hinanden og kommer hinanden ved i forvejen - og i forstæder, hvor biblioteket er en del af et levende kulturhus, hvor der er personale hele tiden. Men der skal kigges alvorligt på brugerne i de samfund, hvor man vil etablere denne type bibliotek. Vil og kan lokalsamfundet bruge det 'åbne' bibliotek i en sådan grad, at det kan betale sig at bruge personalet til oprydning i stedet for reel betjening? Hvor det ikke længere skønnes nødvendigt med den personlige kontakt?
Det er en alvorlig problematik.

Biblioteket ER efterhånden det eneste sted, hvor man kan komme og VÆRE - uden at betale. Hvor der er mennesker, liv og kontakt - også for dem, der ikke låner noget.
Lidt endnu i hvertfald.
Vil man virkelig satse på 10-20% flere brugere på bekostning af betydelig ringere service for de 80-90%, der benytter biblioteket som det fantastiske sted, det er lige nu?

Får man ikke blot nye kunder på bekostning af gamle, der måske er blevet unge mennesker?

Bogmuseet er for dem, der nyder at ose i stilhed og ikke behøver en hjælpende hånd.

Folkebiblioteket er for alle.

onsdag den 12. januar 2011

Biblioteksudvikling = Back to basics?

Jeg tror, at mine snart 6 års ansættelse i biblioteksvæsenet har været den vildeste periode nogensinde. Der har ikke været ro på - på noget tidspunkt.
Udvikling er godt - men er blevet et misbrugt ord. Det har mistet sin klang. Ikke mindst fordi man kan se konsekvensen af, at mange øjne har stirret for stift fremad - uden blik for siderne - og så er det pludselig svært for øjnene at bevæge sig. De fryser simpelthen fast.

Jeg var på et interessant kursus i dag sammen med 16 kolleger.
Vi talte om litteraturformidling - i 'det virkelige liv' og 'digitalt'.
Det digitale er vi godt klar over i biblioteksvæsenet. Den almindelige bruger er det måske knapt så meget.
Når man ser på, hvor mange steder, man kan poste sin digitale formidling ind, så er det da soleklart, hvorfor så få hjemmesider gør det godt og bliver brugt. Vi drukner i muligheder - allesammen.
Det svarer slet ikke til hvad almindelige mennesker formår og har brug for.
Tænk på fjernsynet. Det kan hele familien forholde sig til. Sofaen, popcorn, en remote - det er nemt!.

Læseklubber og læsekredse er i fremmarch. Der er ventelister på at være med.
Her mødes man fysisk og læser bøger af papir. Man er sammen om en interesse. Og man møder mennesker af kød og blod.
Det er fremtiden.
Det er et skridt helt tilbage i tiden, hvor man læste bøger som en del af arbejdet på et bibliotek. Det bliver måske et vilkår for fremtidens arbejde på et bibliotek, hvis vi skal forsvare at være der?
Fysisk nærvær. Samtale face to face. Diskussion. Viden.
Det er der et stort behov for fra lånerne/kunderne/brugerne. Det er dét, der ser ud til at rykke i forhold til efterspørgsel på biblioteket anno 2011.

Men lad os ikke glemme de samfundsfaglige spørgsmål.
De studerende, der kommer med en litteraturliste og BURDE være på forkant med IT og kunne søge selv. Det kan de ikke!
Og 12-tallerne regner ned fra himlen! Det er dybt bekymrende.
Desværre går det skidt for mange unge i dag - og for første gang i historien sakker de bagefter deres forældre.
Vi har en meget stor opgave foran os.
Lad os være med til at løse den!

tirsdag den 4. januar 2011

Hvad gik der galt? Vol. 1

Har lige set Thorning vs. Løkke i debatten - sammen med mine børn, faktisk.
Der var flere punkter at slå ned på - ikke mindst efterlønnen.
Men det er ikke det, jeg vil skrive om.
Jeg vil skrive om det både Thorning og Løkke var enige om: At det halter med folkeskolen, og at det for første gang er konstateret, at børn halter bagefter deres forældre.
Det er udviklingen!
Det mest misbrugte ord i det 21. århundrede.

Fik en god snak med en jævnaldrende kollega i dag.
Vi er begge ca. 40 år, voksede op med det tyske magasin Bravo, Mylles Eldorado og gelé i håret.
Der gik længe imellem fornøjelserne vedr. ovenstående.
Vi så 'voksent' TV. Piet van Deurs 'Hvad er det?', Kontrapunkt (meget intellektuel musikquiz indenfor klassisk musik) og TV-avisen med slips og en før-muren attitude og brun baggrund. Alt var brunt. Og det gik laaaaaangsomt.
Der var én TV-kanal. Og et par kanaler med lejlighedsvis sne fra Sverige, som om muligt var endnu alvorligere, selvom de havde Astrid Lindgren.
Det var kedeligt.
Men også lidt tæt og hyggeligt. Og fantasi-krævende, når dagen blev lang.

Det er synd for børn og unge i dag.
Eldorado-lignende programmer fås hele tiden. Der er kanaler alene med musisk formål. Ugeblade ses på nettet hele tiden - med updates osv.. Der er aldrig ro på. Der er Paradise Hotel og andre rædsler i fjerneren, der styrer. Det er koncept - og det er hele tiden. Ingen beder børn og unge om at geare ned - tværtimod.
Det er udviklingen!
Få dig en smart-phone, de rigtige par bukser (som indtil for nyligt var dem, der hang under røvballerne) og smil, skat. Til du er 73.

Det er sygt!
Det er simpelthen ødelæggende.
Vi ved jo slet ikke, hvad det her gør ved børn. Vi kommer aldrig til at møde dem, når de er 40 - med vores egen hjerne intakt på dét niveau. De yngre er altid foran, upåvirket.

Så er der skolen.
Har ondt af lærerne.
Får jævnligt mail om 'glemt linial' og lign..
Det er selvfølgelig svært problematisk, at ungen har glemt sin linial (!) - men det er stadig i det små, ikke?
I mellemtiden er der unger, der tryner, giver fuck-fingeren til læreren, skider på fællesskab osv.. - og der går måneder eller år, før nogen griber ind.
Og de 'normale' sakker bagud og bagud og bagud....
i en verden, hvor de er 73, før de kan gå på pension - og ikke kan det halve af deres forældre, fordi der er berøringsangst og uvidende skoleledere med smag for at 'alle børn er lige'.
Måske har mor og far for travlt med at arbejde, så børnene er forsømte. Måske har de travlt med at skubbe alle forhindringer væk for deres børn, mens de slider på forældrerådet med deres trælse problemer. Måske drikker de 4 liter vin om dagen og glemmer hvad de lovede. Måske er de ikke så kloge og belæste som de andre.
Der er mange muligheder.
Faktum er, at det ikke går så godt.
Hvad gør vi ved det?

Det siges, at vi bliver ældre og ældre.
Det er ikke sikkert, at jeg bemærker det.
Hvordan kan man måle det?
Skulle jeg leve længere end min farmor, som gik hjemme fra hun var 25, bagte småkager, syltede, talte med naboer, vidste lidt om alt om alle???
Den køber jeg ikke.

Jeg er ikke uinteresseret i min egen efterløn. Jeg er skide sur.
Men jeg får det rigtig, rigtig skidt mht. mine børn og deres jævnaldrende.
Sådan skal de bare ikke have det!
Så jeg tror på lidt P1, 'Hvad er det?', at slukke for lidt af det frække, lidt af det grove og meget af det dumme - for hvor pokker er vi ellers henne, når mor skal på efterløn?