mandag den 14. november 2011

Kom til tasterne, fru Nielsen

Der skrives og tales meget om digitalisering.
Vi får efterhånden ingen papir-breve længere. Ingen rudekuverter. Ingen personlige hilsener på papir.
Vi betaler vores regninger over nettet, vi får lønsedler på nettet, vi bestiller varer på nettet, brokker os på nettet, blotter os på nettet..... Det er svært at være helt anonym på nettet.
Om ganske få år er det helt umuligt at undgå nettet.
Fru Nielsen og alle de andre skal lære det, skal de!
Gigtplagede fingre eller ej!
Gangstativ eller ej!
Familie lige om hjørnet, der kan hjælpe eller ej!
Og bibliotekerne vil så gerne hjælpe, hvis du kan få røven på gled og komme derned, Fru Nielsen!
Så kan du lære det, Fru Nielsen!

Det lugter af 'ressourcestærke ældre'.
De, der KAN komme ned på biblioteket og få et 2-timers introduktionsforløb uden at have brug for tolk, teleslynge, førerhund eller familiemedlem. Hvor der også er en flig af noget socialt. Det er bestemt en uundværlig, fin og nødvendig service.
Det er bare ikke nok!

Kender vi ingen ældre mennesker længere?
Taler vi ikke med nogen af dem?
Dem, der ikke kommer?

Der er jo en grund til, at de ældre ikke kommer.
De kan ikke.
Der er også en grund til, at de ikke har en computer.
De har ikke forstand eller fidus til skidtet - og de har ikke råd til og/eller mulighed for at anskaffe sig en. Den billigste model koster en måneds folkepension - og brugsforvirringen er svær at læse selv for folk, der fik UG+ i diktat.
Jeg kender mange, der er 'blokeret' mht. computeren. Og de har alle en alder og en vilje, hvor jeg simpelthen ikke vil være bekendt at belære dem om internettets fortrinligheder. De er fuldt ud dækket på alle leder og kanter - undtagen hvis vi begynder at spænde ben som samfund, vel at mærke.

Hvordan kan det være, at vi tror, at det alene kan gøre det, at vi på biblioteket, i supermarkedet, i borgerservice eller andre steder med en reel åbningstid (endnu) kan haste en digital ekspedition igennem for fru Nielsen, mens køen af folk med 'tjek på pisset' vokser til stigende irritation for dem, der mangler hjælp til litteratursøgninger, skal hente unger, lave mad... ? Og Fru Nielsen tager derfra med følelsen af at være udstillet, fordi 'damen bad om mit personnummer, mens folk kunne høre det'. Fru Nielsen tager derfra uden at have lært en skid. Hun kan ikke huske det til næste gang. Men det er også lige meget. For hun har hverken computer eller forstand til 'det skidt' - og det var i øvrigt "meget bedre i gamle dage".
Men hun er nødt til at komme igen næste gang, der er bøvl.
Hvis hun altså kan.
For Fru Nielsen er egentlig ret ressourcestærk, da hun faktisk er i stand til at komme hen, hvor hun kan hjælpes.

Jeg synes, vi stresser de ældre - og det kan vi ikke være bekendt.
HVIS man er ressourcestærk økonomisk, fysisk og psykisk behøver man reelt ikke den store hjælp. Vi ser en del på biblioteket. De kommer til vores kurser og de nyder at lære.

Vi må aldrig, aldrig nogensinde blive SÅ digitaliserede, at folk ikke kan henvende sig på en anden måde end ved brug af en computer. Ingen skal stå med hatten i hånden overfor fremmede, de er utrygge ved eller lade tingene sejle, for den sags skyld.

Det må aldrig lade sig gøre at kræve, at folk er mentalt eller fysisk i form til at håndtere de små bogstaver på et tastatur. De skal være i stand til at vide, hvor der er hjælp at hente. Og have mulighed for at få den hjælp. De skal have råd - både menneskeligt, mentalt og fysisk.
Vi må med andre ord ikke fjerne det, folk er vant til.
Udviklingen kan drøne derudaf for mange, men der skal være muligheder for dem, der ikke kan være med på holdet. De fortjener samme service.

Vi skal altså starte med os selv.
Det digitaliserede Danmark skal være så let og overskueligt som muligt.
Men vi får aldrig alle med.
Der vil hele tiden være nye ældre, der ikke kan det nye.
Langt ud i fremtiden.

Hvordan får vi gjort danskerne klar til digitaliseringen?
Det gør vi ikke!
Vi må nøjes med de fleste.
Kom til tasterne, fru Nielsen!