mandag den 28. april 2008

Idiotiske pinkoder, stupide passwords og en satans blog


Hvad f..... er det for noget? Man skal jo skifte password hele tiden og alle steder. Hvordan skal man kunne huske dem alle hele tiden? Jeg er sgu da ikke autist. Man må heller ikke engang have den samme på arbejdet mere, selvom den er komplet uigennemskuelig for alle (inklusiv mig selv ind imellem). Næh, nej - der skal gå 10 runder, før man igen må bruge den samme. Nå, ja, så starter jeg da bare forfra. SOM OM JEG KAN HUSKE DEM! Jeg kan ikke engang skrive på min blog uden at vride min hjerne (hvilket jo ikke var meningen) BARE for at komme ind i dette jeg-må-UD-med-mit-raseri. Jeg måtte skrive adressen og adgangen til denne fordømte blog MAIL 37 gange (den, jeg aldrig bruger). Jeg kan jo for h...... ikke huske adressen. Jeg kunne heller ikke huske koden. Og snart kan jeg nok heller ikke huske koden til min dankort, og vil blive mødt af diverse patroniserende blikke, når jeg står i min lokale Netto, Brugs eller whatever og fedter med mønterne. Ja, ja, manden bliver lykkelig, banken giver mig vel en lyserød sparegris og et velment klap i numsen, men det er sgu ved at blive alvorligt, det her. Jeg VED, jeg ikke er alene! Hvorfor skal vi fylde vore hjerner med nye passwords, brugernavne, pinkoder, skidt og møg. Det er hamrende frustrerende. Så tag dog røven på os, stjæl vores e-mails, vores referater, vores bleggule digitale kalender, billedet af kattene. Smugkig i d-drevet (rene lækkerier) eller Kontor-drevet (pas på blodtrykket!) - knæk koden til dankortet og bli' ÆRGERLIG, mand! Men lad mig dog beholde det eneste password, der du'r!!!

tirsdag den 8. april 2008

April: Scenarie 2 (osse a la Joyce, som jeg iøvrigt aldrig har læst mere end ti sider af, men som jeg har hørt så meget om).


Her sidder man næsten midt i april måned, forkølet, nasal og hostende, så vandet springer ud af øjnene - og vejen ad hvilken jeg går og fanden og hans pumpestok, og hjernen er krøllet som de bunker af fugtige papirservietter, der hober sig op ved min side ved siden af papirkurven, der allerede er fyldt, som min hjerne, med snot, noter, små tanker, halvhjertede betragtninger, indkøbslister og kvitteringer for madvarer, papirservietter, hostesaft og dvd-film til ungerne, så man kan få sig lidt TID for SIG SELV, sin forkølelse, sin forsømte blog, som ingen kigger på, fordi de er hamrende ligeglade med at læse en blog skrevet af en hypokonder, som er nogenlunde lisså ophidsende som en slukket bordlampe, en blog, der alligevel mestendels handler om sygdom, børn, biblioteksdebat og den snart midaldrendes alvorligt skrantende humor for hunderedeogsyttende gang, og de gider da slet ikke læse en blog om én, der ovenikøbet forsømmer den allerhelligste forpligtelse, når man er børnebibliotekar, nemlig at LÆSE for sine børn, næ, nej, KRAMPEN køber eller låner en dvd og undskylder sig med sin hæshed for de stakkels unger, giver lungerne gas for at score lidt kærlig omsorg, og bliver mødt af den der, ja, ja, er forstået, smut ind og læg dig, MAUDE, mens man spekulerer på, hvad man hvæsende får smidt i fjæset, når de bliver teenagere og først bliver RIGTIG modbydelige og kritiske og 'du-læste-aldrig-Harry-Potter-for-os', og man tænker, at var man begyndt på dét, da de var fem, var vi måske nu nået til bind fire, og så havde de bare sagt, at de aldrig fik lov at få en playstation eller at de aldrig fik lov til at spille computer, fordi mor altid skulle læse i den fordømte tykke bog, og så var de nok osse blevet utilfredse, og ja, sådan kan man jo blive ved i det uendelige, men man ved da, man har lært dem et og andet hen ad vejen, og det bliver sgu spændende at se, hvad de lukkede ind og hvad der kommer ud af det.