luns

Hvad f..... er det for noget? Man skal jo skifte password hele tiden og alle steder. Hvordan skal man kunne huske dem alle hele tiden? Jeg er sgu da ikke autist. Man må heller ikke engang have den samme på arbejdet mere, selvom den er komplet uigennemskuelig for alle (inklusiv mig selv ind imellem). Næh, nej - der skal gå 10 runder, før man igen må bruge den samme. Nå, ja, så starter jeg da bare forfra. SOM OM JEG KAN HUSKE DEM! Jeg kan ikke engang skrive på min blog uden at vride min hjerne (hvilket jo ikke var meningen) BARE for at komme ind i dette jeg-må-UD-med-mit-raseri. Jeg måtte skrive adressen og adgangen til denne fordømte blog MAIL 37 gange (den, jeg aldrig bruger). Jeg kan jo for h...... ikke huske adressen. Jeg kunne heller ikke huske koden. Og snart kan jeg nok heller ikke huske koden til min dankort, og vil blive mødt af diverse patroniserende blikke, når jeg står i min lokale Netto, Brugs eller whatever og fedter med mønterne. Ja, ja, manden bliver lykkelig, banken give

Her sidder man næsten midt i april måned, forkølet, nasal og hostende, så vandet springer ud af øjnene - og vejen ad hvilken jeg går og fanden og hans pumpestok, og hjernen er krøllet som de bunker af fugtige papirservietter, der hober sig op ved min side ved siden af papirkurven, der allerede er fyldt, som min hjerne, med snot, noter, små tanker, halvhjertede betragtninger, indkøbslister og kvitteringer for madvarer, papirservietter, hostesaft og dvd-film til ungerne, så man kan få sig lidt TID for SIG SELV, sin forkølelse, sin forsømte blog, som ingen kigger på, fordi de er hamrende ligeglade med at læse en blog skrevet af en hypokonder, som er nogenlunde lisså ophidsende som en slukket bordlampe, en blog, der alligevel mestendels handler om sygdom, børn, biblioteksdebat og den snart midaldrendes alvorligt skrantende humor for hunderedeogsyttende gang, og de gider da slet ikke læse en blog om én, der ovenikøbet forsømmer den allerhelligste forpligtelse, når man er børnebibliotekar, n