luns

Jeg løber stadig. Jeg har tidligere på Facebook skrevet om, at jeg var begyndt i min vinterfrakke, da corona’en ramte landet. Så det har jeg gjort i 14 uger efterhånden. Det lyder så fint at skrive, at man løber. Forleden ramte solen således, at jeg kunne se mig selv som en velvoksen skygge i rabatten. Det var nedslående. Jeg lignede sådan en ’tegning’ på en, der gerne vil løbe, men ikke kan. Nuvel. Jeg sveder, og jeg gør mit bedste. Jeg har ikke tabt mig nævneværdigt (muskler vejer mere end  fedt!!!...;o) Jeg bilder mig ind, at jeg har ændret kroppen en smule til det bedre (!) Udgangspunktet har jo ikke været det bedste. 15 kilo overvægt (hvis det der BMI virkelig passer), storryger og en form, der var ’below low’. Visse diætister fraråder decideret typer som mig at løbe. De kan tage det roligt. Den er stadig low. Løbeprogrammet er det næstmest skånsomme, jeg har kunnet finde. Jeg har jo trods alt ikke været sengeliggende i månedsvis! Sådan skal det være for sådan en som mig. Og je

Jeg ser hverken intellektuelle film eller bedriver tiden med god litteratur. Endnu. Jeg sidder mestendels og fedter med at slette gamle mails og rydder op i det personlige drev, når jeg ikke går i køleskabet. Og så har jeg skrevet lidt videre på tanker og ting, jeg ikke tidligere har haft rum til. Jeg er faktisk blevet lige lovlig afslappet – situationen taget i betragtning. Så tager jeg endnu en kop kaffe og går en tur med hunden. Her går jeg nærmest ind i græsset i mødet med andre med følgesvende i snor. Vi har alle dårlig ånde i disse tider. Og Sophus er jo stadig en farlig hund, når hans knap 40 cm fra ryg til jord møder andre ’mænd’ uanset størrelse på sin vej. Sophus’ selvtillid fejler intet, og han nyder den ekstra opmærksomhed i disse dage. I går ’gik’ jeg i gang med et løbeprogram, som, ja, de første uger primært handler om at gå. Der står i programmet, at man skal løbe ’i roligt tempo’. En ret overflødig oplysning. Jeg klædte mig ikke på til lejligheden, men tog den fø

Husbonden blev i weekenden lidt utålmodig med hensyn til en videomaskine (VHS), der i meget, meget lang tid har været parkeret lodret i et gemt hjørne af stuen i en kurv med diverse stik og kabler, ingen nogensinde har savnet, og som ingen af os har haft den ringeste lyst til at rydde op i. Maskinen blev skænket af min far for et par år siden (!), og jeg havde vist dengang en svag idé om at komme til bunds i ikke-overspillede-vhs’er-til-cd’, som nu OGSÅ er fuldstændig yt. Og så sad jeg der med en bog, jeg var lige ved at være færdig med. Og det virkede komplet uoverskueligt at kigge på den store maskine, som siden ankomsten til husstanden har været fuldstændig urørt og kun nødtvungent støvet af på synlige flader. ”Vil du beholde den her?”, kom det forstyrrende. Det er jo ikke fair! Den maskine har overhovedet ikke været et issue på noget tidspunkt. Den blev taget imod, og så fik den en plads. Længe. Jeg begyndte at tænke mig lidt om. Hvorfor fanden har jeg taget imod det l