onsdag den 19. august 2009

Når holdningen er musegrå

Det er vist mit lod i livet, at jeg ikke kan være sort eller hvid.
Dette er ikke ment som hudfarve, men om min holdning.
Jeg er sådan musegrå i de fleste henseender.
For jeg kan som regel godt se synspunkterne fra begge sider. Og jeg gider ikke råbe og skrige af nogensomhelst.
Sandheden er desuden en utopi.

Jeg mødte Brorsons-kirkens præst, Per Ramsdal, for nogle måneder siden. Han holdt foredrag om de mange unge, primært indvandrere, der nu kom i hans kirke, modsat de der tre, der tidligere kom til hans gudstjeneste 'hvoraf den ene faldt i søvn, den anden gik og den sidste er død'.
Der skulle ske noget - med andre ord.
Og det gjorde der.
Den mand tog mig med storm. Hans engagement, hans visioner, hans selvudtalte utilstrækkelighed i den forbindelse - og det, han har fået banket sammen. Den mand er fantastisk. Han virker som en meget god og rar mand.
Og jeg forstår ham.

Men jeg har aldrig brudt mig om ensidighed.

Jeg forstår også modstanden.
Jeg forstår, at der kan være problemer i at give humanitær opholdstilladelse på baggrund af et ophold i en kirke. Hvad hvis vores kirker fremover bliver bestormet af afviste asylansøgere, fordi 'det førte jo til opholdstilladelse'?

Jeg bliver lidt kritisk, når en kvinde fortæller, at hun har ansøgt om opholdstilladelse i 10 år - og har fået afslag hele tiden. Hun har så et par børn på 6 og 4 år.
Hvem f..... får børn, hvis man ikke har et land at være i?
Og hvis vi siger 'jamen, så får du da opholdstilladelse', så får vi formentlig en masse (måske) uønskede børn fremover, fordi opholdstilladelse i så tilfælde vil være i hus.

Jeg så en BBC produceret udsendelse for en uges tid siden. Om de unge i Iran. Det er jo ikke Irak, men det snerper derhenaf med hensyn til ytringsfrihed og frie valg for den enkelte. De unge er bedøvende ligeglade med religion. Mange vil gerne til Tyskland, Danmark eller Sverige, for de har venner der, som siger, at "der er rart at være".

Her er rart at være!
Ja, selvfølgelig.
Vi lever i et dejligt land. Og vi skal sgu være glade for det - og værne om det.
Hvad er det for noget pladder, at vi skal være flove over at være danskere.
Det ville jo være uhørt at forvente, at iranere, irakere og afghanere skulle være flove over deres nationalitet, fordi de kommer fra samfund, der myrder og undertrykker hinanden. Hvor man skal tilhøre en eller anden bestemt muslimsk retning, for ikke at få blæst hovedet af. Eller hvor kvinder skal holde deres kæft, hvis de bliver voldtaget, for ellers er der pisk! I bedste fald.

Jeg synes, det er tragisk for de irakere, der boede i en kirke i et halvt år.
Og jeg synes, det er tragisk for de mange millioner, der lever i de samfund, de andre er flygtet fra. De unge mennesker i udsendelsen var fornuftige og meget 'vestlige' i deres holdninger. Det skaber håb for fremtiden.

Ovenstående kan jeg sagtens modargumentere for.
For som sagt - jeg er musegrå.
Og jeg er én af de ca. 15%, der i meningsmålingerne kaldes 'både for og imod'.
Men jeg synes, det er lidt skræmmende, der ikke er flere.




lørdag den 8. august 2009

A eller B?

Ind imellem er det svært at vide, hvad man skal mene som bibliotekar.
Handler det om nutiden, handler det om fremtiden, hænger det sammen med fortiden - og hvad vil lånerne egentlig ha'?
Der er vist ingen, der ved det.
Det er åbent til diskussion.
Om 20 år er der sikkert nogle, der vil stikke meninger i hovedet på hinanden og triumferende skrige; SE hva' jeg sa'e!!!
...men der er dømt ligestilling mellem meningerne lige nu, i hvertfald.
Derfor er det så nemt at mene.
Og derfor bør man gøre det - og fortælle det.
Det er gratis.
Og det er måske DIG, der ender med at have ret!

Det minder mig om en vittighedstegning, jeg engang havde hængende på min køleskabslåge. Om tvillingerne, der lignede hinanden på en prik. Den ene åd, drak og 'levede livet'. Den anden var mådeholden og brugte det meste af sit liv på at fortælle, hvor galt fat, den andens liv var. Den sidste tegning i striben forestillede to gravstene. Den ene med påskriften 'Hvil i Fred'. Den anden med 'Hva' sagde jeg!'

Jeg elsker den!

Og det fede ved den er, at man faktisk ikke ved, hvem der ligger under hvilken sten!

Overført til den ulmende debat om 'bibliotekets fremtid', kan man da drage mange paraleller!

Lad os kalde dem A og B.

A: Der er også alt for mange mærkelige medier her på biblioteket. Hvad skal det til for? Folk kan da købe cd'ere og dvd'ere alle mulige andre steder. Hvorfor her?
B: Din gamle forstokkede nar! Vi skal følge med tiden. Vi får da ingen penge, hvis vi pludselig bliver sådan et støvet museum med bøger, ingen gider låne. Borgerne lægger mange penge i det her, så vi må sgu da imødekomme deres behov!
A: Fnys! Det holder jo ikke. De der materialer egner sig ikke til udlån. Ungerne er ligeglade med dem. Folk er ligeglade. Når noget er gratis bliver det behandlet derefter. Det er for dyrt, for sårbart og lånerne stikker halen mellem benene. Ak, vi kunne have købt mange eksemplarer af nye bøger for de penge, der går til spilde på den konto!
B: Men til hvem? Og af hvad? Når du lokker med andre materialer, kommer der andre folk i biksen, som måske tager noget andet med sig hjem, som de jo ikke kan gøre i en videobiks, vel!? Desuden har vi masser af kurser, internetadgang, wii-spil...
A: Åh, ja, DET er vi vist mange, der er klar over. Nu mangler vi bare at sælge burgere og pomfritter. Måske også en jukeboks? En talentkonkurrence? Lad os da drukne i tilbud, så vi til sidst ligner stakler, der helt fortjent får et spark bagi og bliver erstattet af det demolitions-sjak, der river det hele ned.
B: Du er pessimist! Du ser ikke fremad!
A: Det er lige præcis, hvad jeg gør!
B: Bogen kan ikke overleve alene.
A: Om jeg så skal dø med den.....
B: Dramaqueen!
A: Ja, det vil du ku' li, hva'!

And they went on and on......

Hva' skal man dog mene?
Det er stensikkert, at biblioteket hverken har lyst til at hvile i fred eller 'buuuh'e sig selv 4
alen under jorden!

fredag den 15. maj 2009

Fredag fra fem på første


Endnu en ulidelig og uinteressant fredag aftenvagt er overstået.

Havde vel 10 ekspeditioner på 3 timer. Halvdelen handlede om at booke en PC eller udlevere Wii-udstyret til drenge i 12-års-alderen. Et par tydeligt nervøse gymnasiepiger skulle til eksamen 'lige om lidt'. De fik min udelte opmærksomhed i cirka 20 minutter, og jeg forsøgte at finde nogle titler, der kunne bruges istedet for dem, der var udlånt.
Og så var der den der flok med den strithårede anfører, der tyrede med sækkestolene nær ved computerne og mindre børn; brølende, larmende, provokerende......
Jeg blev skide sur!
Gider ikke se de samme unger lave ballade gang på gang på gang.

- HVAD HAR DU GANG I?
- Øhhhh, ik' noget!!!
- Hvad laver du?
Resignation.
- Ved du, hvad de der computere koster?
Trækken på skuldrene. Nervøst spejdende efter vennerne, der pludselig viste interesse for bøger.
- Og hvad tror du egentlig de der stole er lavet af?
- Øhhhh, stof?
Søgende blik. Nervøst smil. Var den ik' go', venner? Hvor er I?
- Det er ikke første gang, jeg siger det her til dig!
- JOOOO! Jeg kommer her næsten aldrig!
!
Kan nærmest knægtens personnummer udenad.
- Det er SLUT nu! Er du med?
Tavshed.

Således sænkede der sig en stilhed over børnebiblioteket.
Jeg ved ikke, om drengene hoppede ud af vinduet. Men jeg så eller hørte dem ikke igen.
Og de andre børn kunne spille videre i fred og fordragelighed.

Lige inden lukketid kom der endelig en pige, som ville låne en bog. Udlånsautomaten skreg med røde bogstaver, at det kunne hun ikke.
Den var reserveret af en anden!

Jeg synes, det er komisk!

Fredag fra fem på første!
Der skal altså ske et eller andet!!!

tirsdag den 28. april 2009

Hyrden og fårene


Jeg har været til to konfirmationer i weekenden. Det er jo lidt af en bedrift rent socialt - men det stiller så sandelig også krav til mavesækken i forhold til mad, vin, taler og sange :-)

Lørdag var jeg i kirke i Greve - og nød selvfølgelig først og fremmest synet af min 13-årige niece, der i dagens anledning var iført en bedårende kjole a la Jackie Kennedy og dertil perler i det mørkebrune hår. Hun blev efterfølgende modtaget af 7 fra rideklubben på dertil hørende heste, inkl. hendes egen Moller, den blanke sorte med store blomster i manken. Smukt!

Jeg kan godt lide heste, når der er en vis afstand. Droppede ridningen præcis en uge efter, der var blevet betalt for en sæson; jeg havde fået ridestøvler, hjelm, bukser og hele pivtøjet.....men jeg faldt af. Min ridekyndige søster har siden givet mig medhold i, at han osse var en ret voldsom hest, ham der, der 'overhalede' de andre i ridehuset, styrede MIG - og ikke omvendt - og fik mig smidt af foran en anden hest, som dog elegant hoppede over mig.

Rideudstyret blev pakket væk og smidt på loftet - og mine forældre virkede ret irriterede over, at deres yngste datter kunne nænne dette med livet i behold.
Det blev aldrig nævnt med et ord.
Der var stille som graven over middagsbordet i meget lang tid.
Så fik jeg undulater!
Dem kunne jeg styre.

I lørdags talte den lokale præst om hyrden og fårene. Og han gjorde det vanvittig godt! Han var levende og ungdommelig - og der blev skreget af grin undervejs.
Det har jeg ikke oplevet før!

Han talte om at blive ledt ind i fordærvelse, men det var så pokkers raffineret, da det netop blev formidlet på den ledende, forføreriske måde, hvor du ender med KUN at kunne give manden ret og bagefter tænker, at det nok er meget godt, han ikke tilhører en eller anden besynderlig sekt.

Hyrden, der har alle fårene bag sig.

Han fortalte om vigtigheden af, at man er bevidst om, hvem man lader sig lede og styre af. At der er en million mennesker, der gerne vil lede alle andre, men at det ofte er gået grueligt galt. Han spøgte om krigsliderlige præsidenter, diktatorer, terrorister.....
Og hvor var det godt, at hans pointe handlede om Jesus - 'uskadelige' Jesus og hans selvopofrelse for mennesket - for størstedelen af publikum i kirken i lørdags blev ledt....som får efter hyrden.

Men denne gang faldt jeg ikke af.

Og min tro er heller ikke røget på loftet!

lørdag den 28. marts 2009

Det er ikke størrelsen....


Hjernen er et forunderligt organ.
Nogle gange kan den koge over af spekulationer. Andre gange tror man ikke, den er slået til.
Hvem kender ikke til den situation, hvor man sidder og stirrer ud af vinduet og bagefter tænker; hvad var det lige, jeg sad og tænkte på?
Og svaret udebliver.
Det føles som om, hjernen har fundet en off-knap og har slået sig selv fra. Det ved vi jo godt ikke kan lade sig gøre. At der faktisk altid sker et eller andet deroppe, selvom man egentlig godt kan have sine tvivl.

Hjernen driller – eller spiller én et puds engang imellem. Man kan være så optaget af et eller andet, at man er i sin helt egen verden. Hvor man pludselig finder sin tandbørste i køleskabet eller en halv liter mælk i ovnen, ja, så er man måske ude i bekymringen om en ’Alzheimer light’ eller i hvert fald en distræthed, der ikke er helt så hensigtsmæssig. Man kan håbe, det ikke sker, mens man kører bil eller noget andet, der kan få fatale følger. Hvis man for eksempel glemmer at hente sit barn i børnehaven, hunden en regnvådsramt mandag foran Brugsen eller svigermor en søndag formiddag på stationen.
Når hjernen er slået fra, kan det tit reddes med lidt selvironi og et "ha ha – jeg er da ikke for kvik".
Men ovennævnte eksempler hører til undtagelserne.
Det er for eksempel pinligt at glemme aftaler. Det kan såre nogle mennesker, man for alt i verden ikke vil såre. Man MÅ bare ikke glemme datterens ridestævne, sønnens fodboldkamp, søsterens fødselsdag og så videre og så videre. Det kan aldrig reddes med et brøl af en latter og en smart bemærkning. Det er bare ikke legalt at glemme den slags ting – og straffen er ubarmhjertig og hård!
Men vi lever i en tid, hvor vi bliver gennemhaglet med informationer om alskens ting og sager (og ragelse) – og det fylder alt sammen i denne 1300-1500 grams grålige masse, vi kalder hjernen. Efterhånden er man nødt til at skrive ting ned i kalenderen, man tidligere så frem til med forventningens glæde boblende i alle organer. Nu er man nødt til at notere, at man faktisk har en aftale med en god ven! Eller ungernes Natur-udstilling i 'fritten' - inklusiv kaffe og kage (UPS - lovede man ikke at bage til lejligheden???).
AMO og andre tørprodukter har gyldne dage i denne tid. Og det har intet med finanskrise at gøre. Det er hjerne-krise. Det er overophedning - og det er nogenlunde et fedt.
Der er ikke alverden at gøre godt med!

Jeg skal ikke prøve at forklare, hvordan hjernen - denne usædvanlige, tænkende og emotionelle størrelse - reagerer og påvirkes af forskellige forhold. Jeg er ikke forsker.
Ikke desto mindre er det jo ret interessant, at gennemsnitsvægten på en hjerne er cirka 150 gram mindre hos kvinder end hos mænd. Omtrent 10 procent. Det vil sidstnævnte køn sikkert fremhæve ved en aldrig passende lejlighed. Men det har jo intet med størrelsen at gøre!
Vel?
En blåhvals hjerne vejer for eksempel kun omkring 7 kilo, men i de fleste tilfælde er hjernens størrelse proportional med størrelsen på det legeme, den sidder i. Så det hænger i virkeligheden meget fint sammen med, at hjernen er større hos mænd end hos kvinder. Mandens gennemsnitshøjde og generelle størrelse ligger jo i forvejen over kvindens. Vel nok de der procent i snit.
Faktisk ville det jo – i det lys - være lidt pinligt, hvis mænds hjerner var mindre end kvinders.

Men men men...
Der findes mange magasiner og ugeblade, der dyrker mænd og kvinders forskellighed. Mænd er tit blevet beskyldt for at være dårlige til multi-tasking, dvs. have flere ting kørende på samme tid. Med mindre manden er kok af profession, vil han med påfaldende stor sandsynlighed brænde sovsen på, mens han våger over bøfferne med samme nidkærhed, som fodboldkampen overvåges fra den bløde lænestol. Med præcision! Som når HAN stolt vender bøfferne på grillen om sommeren iført HENDES forklæde indsmurt i marinade og en 4½ meter truende tang i den ene hånd og en kølig pilsner i den anden. Den definerlige lugt af brændt kød på en helt almindelig dansk villavej med varm asfalt. HUN har lavet marinaden, salaten, kartoflerne, dækket bord, hørt på forbandelserne over de 'elendige kulbriketter', HUN har købt samt modtaget en stresset ordre om 'mere tændvæske'.
Så kommer gæsterne. Alle stimler sammen om grillen og beundrer hans rosa-stegte bøffer, spilder rødvin på dugen og tørrer kødsaften væk fra tallerkenen med servietten, der engang lignede en japansk vifte.
Dernæst beundres de nyopsatte hylder i garagen og værktøjet som hænger i en snorlige række efter størrelse.
Det kan godt være, hun bliver arrig. For hun brugte faktisk hele formiddagen på at lave mad og gøre rent. Og GPS’en var gået i stykker, så hun fik hentet ungerne hos de der helt nye legekammerater ude på landet en halv time og en vi-springer-snacken-over for sent!
Mænd og grill! Kvinder og stedsans!
Nu skal man aldrig generalisere.
Men man kan faktisk ikke skrive noget som helst, medmindre man gør det!
150 gram er jo ikke alverden. Hverken på grillen eller bag pandelappen. Men forudsat man bruger det-man-nu-har ordentligt, er det jo ret ligegyldigt, om de små grå har en sal at boltre sig i.
Off-knappen er vigtig. Det der sted, hvor man ikke er.
Og hvis man ellers husker børnene, svigermor, hunden og de vigtige aftaler, så kan alt andet såmænd nok klares med et smil.

tirsdag den 17. februar 2009

Ungt i hovedet!


Lad mig sige det med det samme:

Dette er ikke en blog, der har fundet sin primære mission i at kredse rundt om aktuelle emner i biblioteksvæsenet. Der findes andre, langt mere seriøse blogs, der beskæftiger sig professionelt med biblioteksrelaterede emner. Hvor der sidder nogle folk og ved en hulens masse om væsenet, dets medarbejdere, lånere og potentielle muligheder - og som forsøger at skaffe innovative chefer, der kan skaffe dygtige ledere, der helt automatisk kan skaffe engagerede medarbejdere, der naturligvis kan skaffe masser af kunder i biksen, som jo rammer i hjertekulen hos de folkevalgte, kulturinteresserede politikere, der ønsker genvalg.

Rækkefølgen på ovennævnte er ikke nødvendigvis korrekt!

Dette er en personlig blog. Jeg er ikke talerør for nogensomhelst andre end mig selv og et par andre, der lejlighedsvis giver mig ret. Det er en frihed, jeg nyder - og jeg synes, det er sjovt at ytre sig og se/høre andre ytre sig. Uanset om man er enig med dem. Det er ikke så vigtigt. Men det skaber noget dynamik, som til gengæld er enormt vigtigt. Og så tror jeg, man holder sig ung og opdateret i hovedet ved at tage stilling til de ting, der betyder noget for én.

Selvfølgelig skal man ikke bare mene for at mene - mene, når man vitterlig ikke har en mening, man mener, eller, som den selvudslettende, der mener, man ikke kan mene noget, der betyder nogetsomhelst for nogensomhelst.

Jeg kan godt forstå, at mange holder sig tilbage af angst for, at andre skal synes de er dumme, galt på den eller andet, der truer selvtilliden. Men eftersom Den Store Sandhed ikke eksisterer, intet er 100%, så må man da prøve at tænke, at hvis ens mening kan pisse andre af, ja, så er der sgu nok krummer i den!

Det kan godt være, at bloggen er ved at dø til fordel for en anden måde at kommunikere sine meninger, ytringer og andet ud på. Jeg synes, det er en glimrende form. Men den er afslørende. Dette indlæg er f.eks. et rigtig godt eksempel på, at det er nogle måneder siden, jeg mente noget sidst - og hvad skal man så mene noget om, når nu man er i skrivehumøret?

Som den kære Goethe sagde;

Når man savner idéer er ord et praktisk alternativ!

Touche.