luns

Det er vist mit lod i livet, at jeg ikke kan være sort eller hvid. Dette er ikke ment som hudfarve, men om min holdning. Jeg er sådan musegrå i de fleste henseender. For jeg kan som regel godt se synspunkterne fra begge sider. Og jeg gider ikke råbe og skrige af nogensomhelst. Sandheden er desuden en utopi. Jeg mødte Brorsons-kirkens præst, Per Ramsdal, for nogle måneder siden. Han holdt foredrag om de mange unge, primært indvandrere, der nu kom i hans kirke, modsat de der tre, der tidligere kom til hans gudstjeneste 'hvoraf den ene faldt i søvn, den anden gik og den sidste er død'. Der skulle ske noget - med andre ord. Og det gjorde der. Den mand tog mig med storm. Hans engagement, hans visioner, hans selvudtalte utilstrækkelighed i den forbindelse - og det, han har fået banket sammen. Den mand er fantastisk. Han virker som en meget god og rar mand. Og jeg forstår ham. Men jeg har aldrig brudt mig om ensidighed. Jeg forstår også modstanden. Jeg forstår, at der kan være problem

Ind imellem er det svært at vide, hvad man skal mene som bibliotekar. Handler det om nutiden, handler det om fremtiden, hænger det sammen med fortiden - og hvad vil lånerne egentlig ha'? Der er vist ingen, der ved det. Det er åbent til diskussion. Om 20 år er der sikkert nogle, der vil stikke meninger i hovedet på hinanden og triumferende skrige; SE hva' jeg sa'e!!! ...men der er dømt ligestilling mellem meningerne lige nu, i hvertfald. Derfor er det så nemt at mene. Og derfor bør man gøre det - og fortælle det. Det er gratis. Og det er måske DIG, der ender med at have ret! Det minder mig om en vittighedstegning, jeg engang havde hængende på min køleskabslåge. Om tvillingerne, der lignede hinanden på en prik. Den ene åd, drak og 'levede livet'. Den anden var mådeholden og brugte det meste af sit liv på at fortælle, hvor galt fat, den andens liv var. Den sidste tegning i striben forestillede to gravstene. Den ene med påskriften 'Hvil i Fred'. Den anden med

Endnu en ulidelig og uinteressant fredag aftenvagt er overstået. Havde vel 10 ekspeditioner på 3 timer. Halvdelen handlede om at booke en PC eller udlevere Wii-udstyret til drenge i 12-års-alderen. Et par tydeligt nervøse gymnasiepiger skulle til eksamen 'lige om lidt'. De fik min udelte opmærksomhed i cirka 20 minutter, og jeg forsøgte at finde nogle titler, der kunne bruges istedet for dem, der var udlånt. Og så var der den der flok med den strithårede anfører, der tyrede med sækkestolene nær ved computerne og mindre børn; brølende, larmende, provokerende...... Jeg blev skide sur! Gider ikke se de samme unger lave ballade gang på gang på gang. - HVAD HAR DU GANG I? - Øhhhh, ik' noget!!! - Hvad laver du? Resignation. - Ved du, hvad de der computere koster? Trækken på skuldrene. Nervøst spejdende efter vennerne, der pludselig viste interesse for bøger. - Og hvad tror du egentlig de der stole er lavet af? - Øhhhh, stof? Søgende blik. Nervøst smil. Var den ik' go', v

Jeg har været til to konfirmationer i weekenden. Det er jo lidt af en bedrift rent socialt - men det stiller så sandelig også krav til mavesækken i forhold til mad, vin, taler og sange :-) Lørdag var jeg i kirke i Greve - og nød selvfølgelig først og fremmest synet af min 13-årige niece, der i dagens anledning var iført en bedårende kjole a la Jackie Kennedy og dertil perler i det mørkebrune hår. Hun blev efterfølgende modtaget af 7 fra rideklubben på dertil hørende heste, inkl. hendes egen Moller, den blanke sorte med store blomster i manken. Smukt! Jeg kan godt lide heste, når der er en vis afstand. Droppede ridningen præcis en uge efter, der var blevet betalt for en sæson; jeg havde fået ridestøvler, hjelm, bukser og hele pivtøjet.....men jeg faldt af. Min ridekyndige søster har siden givet mig medhold i, at han osse var en ret voldsom hest, ham der, der 'overhalede' de andre i ridehuset, styrede MIG - og ikke omvendt - og fik mig smidt af foran en anden hest, som dog elegan

Hjernen er et forunderligt organ. Nogle gange kan den koge over af spekulationer. Andre gange tror man ikke, den er slået til. Hvem kender ikke til den situation, hvor man sidder og stirrer ud af vinduet og bagefter tænker; hvad var det lige, jeg sad og tænkte på? Og svaret udebliver. Det føles som om, hjernen har fundet en off-knap og har slået sig selv fra. Det ved vi jo godt ikke kan lade sig gøre. At der faktisk altid sker et eller andet deroppe, selvom man egentlig godt kan have sine tvivl. Hjernen driller – eller spiller én et puds engang imellem. Man kan være så optaget af et eller andet, at man er i sin helt egen verden. Hvor man pludselig finder sin tandbørste i køleskabet eller en halv liter mælk i ovnen, ja, så er man måske ude i bekymringen om en ’Alzheimer light’ eller i hvert fald en distræthed, der ikke er helt så hensigtsmæssig. Man kan håbe, det ikke sker, mens man kører bil eller noget andet, der kan få fatale følger. Hvis man for eksempel glemmer at hente sit barn i

Lad mig sige det med det samme: Dette er ikke en blog, der har fundet sin primære mission i at kredse rundt om aktuelle emner i biblioteksvæsenet. Der findes andre, langt mere seriøse blogs, der beskæftiger sig professionelt med biblioteksrelaterede emner. Hvor der sidder nogle folk og ved en hulens masse om væsenet, dets medarbejdere, lånere og potentielle muligheder - og som forsøger at skaffe innovative chefer, der kan skaffe dygtige ledere, der helt automatisk kan skaffe engagerede medarbejdere, der naturligvis kan skaffe masser af kunder i biksen, som jo rammer i hjertekulen hos de folkevalgte, kulturinteresserede politikere, der ønsker genvalg. Rækkefølgen på ovennævnte er ikke nødvendigvis korrekt! Dette er en personlig blog. Jeg er ikke talerør for nogensomhelst andre end mig selv og et par andre, der lejlighedsvis giver mig ret. Det er en frihed, jeg nyder - og jeg synes, det er sjovt at ytre sig og se/høre andre ytre sig. Uanset om man er enig med dem. Det er ikke så vigtigt.