tirsdag den 12. januar 2010

Mennesker mødes....og andre krøller

Har du nogensinde krummet tæer over en kontaktsøgende person, der forstyrrede din tankevirksomhed, læsning, stirren ud i intetheden?
Og har du nogensinde tænkt, at det fandeme er for dårligt - af dig?
Det har jeg!
Masser af gange!
Jeg AFSKYR afbrydelser - og ligner en sammenbidt tante uden børn på vej til tandlæge, når jeg rejser med det offentlige Danmark. Bægeret med kaffen holder jeg øje med - over avisen - hver gang DSB-manden ruller udvalget ned ad gangen. Næh, tak - jeg HAR!
Jeg reagerer normalt lettere afvisende, men nogenlunde venligt, når en eller anden forsøger at opnå kontakt. Som oftest kan det ordnes med et par bemærkninger, et kruset smil - og tilbage til avisen, hvor man dvæler ved samme side, man HAR læst - men man vil jo ikke såre! Det er fordi, jeg er nødt til at være orienteret, at jeg lige har blanket dig af. Det er ikke fordi, jeg synes, du skal holde kæft!
Løgn!

Jeg har overrrasket mig selv 2 gange indenfor det seneste halve år.
Det ER ikke alverden, men det er nyt for mig.
Jeg er begyndt at tale med folk, jeg ikke kender.
Jeg begynder naturligvis ikke selv, ih, nej. Der går nok et par måneder, før jeg når dertil - MEN...jeg er begyndt at knalde krimien i eller Politiken sammen, når et menneske vil tale med mig. Og det har været fantastiske oplevelser!

Det er faktisk min svigerfars skyld!
Han sidder ovre i Vejers - sådan 300 meter fra det brusende Vesterhav. Og han hygger sig, og der er plads til alle. Sådan har han vist altid været. Han tager en tur på det lokale værtshus - der mestendels lever af tyskere - og får et par glas og lidt ekstra motion med den en-armede. Iført sin fleece, stråhat og en kæmpe ravklump om halsen.
Han er sin egen!
Og han har altid talt med folk i toget.
Inde hos rygerne, vel at mærke, for ikke-rygerne siger ikke en skid.
Svigerfar er eks-ryger - og har været det i 15 år.
Og vi alle, rygere som ikke-rygere er ikke længere delt, men sidder nu sammen i larm, tavshed og frisk luft (!)

Min svigerfar er snobbet, når det gælder snobbede folk.
Sådan har jeg det også.
Og det er ikke frelst at sige, at når et menneske faktisk vil tale med mig udenfor Biblioteket (som ALDRIG har været et issue), så SKAL jeg sgu da lytte efter!!!
Hvis han/hun er helt blød i bolden, må jeg/man prøve at sno sig lidt udenom - men der ER jo faktisk mennesker, der bare vil tale med én, fordi togturen er lang og triviel. Og det er berigende.
Pludselig taler jeg med et menneske, der ikke aner en skid om mig. Som er fra en anden by, arbejder med noget andet - eller kan fortælle om et liv som arbejdsløs, der ikke fungerer. Ikke kun på grund af økonomien, men fordi kommunen tæsker folk igennem et forløb, der er det mest uigennemtænkte og uprofessionelle, man kan forestille sig. Og de arme medarbejdere ved det godt selv!
Det er ikke typerne, der skriver læserbreve. Og medarbejderne ved de håbløse du-skal-ikke-fise-den-af-derhjemme-men-HER institutionerne gør det heller ikke.
Har hørt, at der er 10 computere til 120 mennesker.
Og man bliver straffet økonomisk, hvis man ikke møder op!

Det er én af mine erfaringer med de offentlige transportmidler. Han lignede ikke en forretningsmand - og det var ikke parfume-sprit, han lugtede af, men han havde den øverste etage intakt, og han var et varmt menneske.
Sådan er det jo ofte.
Hans type kender jeg godt (!) og har det fint med - men det er den 'nye' vinkel, jeg interesserer mig for. Hans formidling af sin problemstilling.
Det var da meget sværere for ham at fortælle alt det, end for mig at lytte efter!

Og så kan man da kun have stor respekt for en arbejdsløs arbejdsmand, der udtrykker bekymring for tidligere arbejdsgivere.

PS:
Så Robert Redfords film 'Lions for Lambs' forleden.
Soldaterne fra USA i krigen mod Afghanistan er som oftest dem, der burde være mest ligeglade - for de kommer fra samfund, hvor der aldrig nogensinde har været en hjælpende hånd.
Det er en tale-film, og det er tankevækkende. Jeg kan ikke anbefale filmen kraftigt nok.