Hyrden og fårene


Jeg har været til to konfirmationer i weekenden. Det er jo lidt af en bedrift rent socialt - men det stiller så sandelig også krav til mavesækken i forhold til mad, vin, taler og sange :-)

Lørdag var jeg i kirke i Greve - og nød selvfølgelig først og fremmest synet af min 13-årige niece, der i dagens anledning var iført en bedårende kjole a la Jackie Kennedy og dertil perler i det mørkebrune hår. Hun blev efterfølgende modtaget af 7 fra rideklubben på dertil hørende heste, inkl. hendes egen Moller, den blanke sorte med store blomster i manken. Smukt!

Jeg kan godt lide heste, når der er en vis afstand. Droppede ridningen præcis en uge efter, der var blevet betalt for en sæson; jeg havde fået ridestøvler, hjelm, bukser og hele pivtøjet.....men jeg faldt af. Min ridekyndige søster har siden givet mig medhold i, at han osse var en ret voldsom hest, ham der, der 'overhalede' de andre i ridehuset, styrede MIG - og ikke omvendt - og fik mig smidt af foran en anden hest, som dog elegant hoppede over mig.

Rideudstyret blev pakket væk og smidt på loftet - og mine forældre virkede ret irriterede over, at deres yngste datter kunne nænne dette med livet i behold.
Det blev aldrig nævnt med et ord.
Der var stille som graven over middagsbordet i meget lang tid.
Så fik jeg undulater!
Dem kunne jeg styre.

I lørdags talte den lokale præst om hyrden og fårene. Og han gjorde det vanvittig godt! Han var levende og ungdommelig - og der blev skreget af grin undervejs.
Det har jeg ikke oplevet før!

Han talte om at blive ledt ind i fordærvelse, men det var så pokkers raffineret, da det netop blev formidlet på den ledende, forføreriske måde, hvor du ender med KUN at kunne give manden ret og bagefter tænker, at det nok er meget godt, han ikke tilhører en eller anden besynderlig sekt.

Hyrden, der har alle fårene bag sig.

Han fortalte om vigtigheden af, at man er bevidst om, hvem man lader sig lede og styre af. At der er en million mennesker, der gerne vil lede alle andre, men at det ofte er gået grueligt galt. Han spøgte om krigsliderlige præsidenter, diktatorer, terrorister.....
Og hvor var det godt, at hans pointe handlede om Jesus - 'uskadelige' Jesus og hans selvopofrelse for mennesket - for størstedelen af publikum i kirken i lørdags blev ledt....som får efter hyrden.

Men denne gang faldt jeg ikke af.

Og min tro er heller ikke røget på loftet!

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Æ Hvæsmand

Bogmuseum eller bibliotek?

Drengestreger og skideballer