Når holdningen er musegrå

Det er vist mit lod i livet, at jeg ikke kan være sort eller hvid.

Dette er ikke ment som hudfarve, men om min holdning.

Jeg er sådan musegrå i de fleste henseender.

For jeg kan som regel godt se synspunkterne fra begge sider. Og jeg gider ikke råbe og skrige af nogensomhelst.

Sandheden er desuden en utopi.

Jeg mødte Brorsons-kirkens præst, Per Ramsdal, for nogle måneder siden. Han holdt foredrag om de mange unge, primært indvandrere, der nu kom i hans kirke, modsat de der tre, der tidligere kom til hans gudstjeneste 'hvoraf den ene faldt i søvn, den anden gik og den sidste er død'.

Der skulle ske noget - med andre ord.

Og det gjorde der.

Den mand tog mig med storm. Hans engagement, hans visioner, hans selvudtalte utilstrækkelighed i den forbindelse - og det, han har fået banket sammen. Den mand er fantastisk. Han virker som en meget god og rar mand.

Og jeg forstår ham.

Men jeg har aldrig brudt mig om ensidighed.

Jeg forstår også modstanden.

Jeg forstår, at der kan være problemer i at give humanitær opholdstilladelse på baggrund af et ophold i en kirke. Hvad hvis vores kirker fremover bliver bestormet af afviste asylansøgere, fordi 'det førte jo til opholdstilladelse'?

Jeg bliver lidt kritisk, når en kvinde fortæller, at hun har ansøgt om opholdstilladelse i 10 år - og har fået afslag hele tiden. Hun har så et par børn på 6 og 4 år.

Hvem f..... får børn, hvis man ikke har et land at være i?

Og hvis vi siger 'jamen, så får du da opholdstilladelse', så får vi formentlig en masse (måske) uønskede børn fremover, fordi opholdstilladelse i så tilfælde vil være i hus.

Jeg så en BBC produceret udsendelse for en uges tid siden. Om de unge i Iran. Det er jo ikke Irak, men det snerper derhenaf med hensyn til ytringsfrihed og frie valg for den enkelte. De unge er bedøvende ligeglade med religion. Mange vil gerne til Tyskland, Danmark eller Sverige, for de har venner der, som siger, at "der er rart at være".

Her er rart at være!

Ja, selvfølgelig.

Vi lever i et dejligt land. Og vi skal sgu være glade for det - og værne om det.

Hvad er det for noget pladder, at vi skal være flove over at være danskere.

Det ville jo være uhørt at forvente, at iranere, irakere og afghanere skulle være flove over deres nationalitet, fordi de kommer fra samfund, der myrder og undertrykker hinanden. Hvor man skal tilhøre en eller anden bestemt muslimsk retning, for ikke at få blæst hovedet af. Eller hvor kvinder skal holde deres kæft, hvis de bliver voldtaget, for ellers er der pisk! I bedste fald.

Jeg synes, det er tragisk for de irakere, der boede i en kirke i et halvt år.

Og jeg synes, det er tragisk for de mange millioner, der lever i de samfund, de andre er flygtet fra. De unge mennesker i udsendelsen var fornuftige og meget 'vestlige' i deres holdninger. Det skaber håb for fremtiden.

Ovenstående kan jeg sagtens modargumentere for.

For som sagt - jeg er musegrå.

Og jeg er én af de ca. 15%, der i meningsmålingerne kaldes 'både for og imod'.

Men jeg synes, det er lidt skræmmende, der ikke er flere.