Måske er det bare mig.....

Ja, selvfølgelig er det bare mig. Hvem skulle det ellers være?

Og sådan kan man jo blive ved med at gnave sig ned i de store filosofiske spørgsmål her i livet, mens man opholder sig på Brinkmanns Briks for at holde hjernen nogenlunde ved lige, Sara & Monopolet for at føle sig helt normal og gennemsnitlig og ind imellem lidt bedre, og Bogselskabet, fordi det stadig er en kamp at få skrevet den der bog (eller bøger), som de-derinde åbenbart er lykkedes med.

Podcast. Mens hunden trækker mig fremad.

Jeg har egentlig haft det og har det stadig ganske fint i denne tid. Det passer mig ikke så ringe at være ca. 60% hjemsendt. Jeg trives. Jeg har ikke haft det svært med at se færre folk. Jeg har vænnet mig til det. Jeg kan til gengæld blive lidt bekymret for, at det vil være svært at vænne mig til ’normalen’ igen.

Det er jo en slags hi, det her. Man går med hunden, handler ind, laver mad, hygger med familien i husstanden og en smule med dem udenfor, taler (ret meget) i telefon, har (ret mange) møder online, læser og besvarer mails, prøver at tænke en nogenlunde fornuftig tanke om noget, man ikke ved om bliver til noget nogensinde, og hvornår kan noget overhovedet blive til noget igen? Har man glemt alt det tænkte, når man endelig kommer ud af hulen på den anden side og skal stå til regnskab for al den tid, man har tilbragt i bløde bukser med slap elastik?

Jeg kan huske dengang, jeg var arbejdsløs i en periode. Det var ikke ret længe, men det var længe nok til, at jeg ikke orkede noget som helst. Opvasken løb jo ingen vegne, og tøjet kunne jeg jo også bare vente med at vaske til næste dag. Det hele blev lidt ligegyldigt, når tiden ikke betød alverden. Jeg kan ikke huske, hvad jeg brugte den tid på. Det var før Netflix og smartphone. Jeg tror ikke engang, jeg læste ret meget i den periode. Men da jeg endelig kom i gang, var det i et job på 20 timer om ugen. Og det var helt perfekt. Det var skide hårdt, bevares, jeg kom jo fra de bløde bukser. Men det var tåleligt, og jeg kom hurtigt i form.

Jeg tænker, at det måske bliver på samme måde nu. At det vil være dejligt med en blid opstart, så hele systemet kan følge med, når normalen kommer tilbage og trækker fremad, fremad, fremad.

Ovenstående er nærmest grotesk privilegeret. Det ved jeg godt. Men det er nu engang min verden. Og den er ikke ret stor.