Bogmuseum eller bibliotek?

Debatten har kørt i årevis.

Folkebibliotekerne skal udvikle sig, så de ikke ender som tomme bogmuseer og døde kvadratmeter med støv på hylderne. Hvor dansen varetages af nullermændene, når rengøringskonen lufter ud.

Men det er da et problem at få det til at passe med begejstringen for de såkaldt 'åbne' biblioteker. De ubetjente tomme biblioteker, hvor man måske støder på lyden af en støvsuger i det fjerne, hvis man kommer særligt tidligt eller særligt sent. Nul betjening, masser af materialer - lige til at låne med hjem!
Jo, jo - der er skam personale. De kommer og rydder op og fylder op på hylderne i de få timer, der ikke er 'døgnåbent'. Ligesom i 7 eleven.
Det er service, som du ikke vil bemærke - og som du derfor måske heller ikke vil sætte pris på.
Det kaldes 'åbne' biblioteker.

Jeg synes, at selvbetjening på bibliotekerne er mere skidt end kanel - af flere årsager.
Det KAN være vejen 'slowly down the drain' for bibliotekerne som videns- og kulturcentre. En degradering af de ansatte, et hån mod de 'svage' medborgere, børn, unge....jeg ku' blive ved. Men det, der faktisk irriterer mig allermest er den leflen for udviklingen af service på den ene side, den grænseløse innovationsiver rundt omkring.....og så udsigten til et betjeningsløst bibliotek.
Hvordan f..... passer det sammen?

Jeg kan godt se idéen i, at man har personale på bibliotekerne på samme måde som nu + to-tre timer 'uden' før og efter. Eneste, men ret alvorlige konsekvens KAN være, at selvom der måske kommer 10% flere lånere, så vil koncentrationen af disse sprede sig over flere timer og derfor vil biblioteket virke mere tomt igennem hele dagen. Det er aldrig godt, når man er angst for at se ud som og virke som et bogmuseum.
Folk trækker folk til.

Der skal jo spares. På materialer og på personalet.
Selvbetjening synes at virke rigtig godt i små samfund, hvor alle passer på hinanden og kommer hinanden ved i forvejen - og i forstæder, hvor biblioteket er en del af et levende kulturhus, hvor der er personale hele tiden. Men der skal kigges alvorligt på brugerne i de samfund, hvor man vil etablere denne type bibliotek. Vil og kan lokalsamfundet bruge det 'åbne' bibliotek i en sådan grad, at det kan betale sig at bruge personalet til oprydning i stedet for reel betjening? Hvor det ikke længere skønnes nødvendigt med den personlige kontakt?
Det er en alvorlig problematik.

Biblioteket ER efterhånden det eneste sted, hvor man kan komme og VÆRE - uden at betale. Hvor der er mennesker, liv og kontakt - også for dem, der ikke låner noget.
Lidt endnu i hvertfald.
Vil man virkelig satse på 10-20% flere brugere på bekostning af betydelig ringere service for de 80-90%, der benytter biblioteket som det fantastiske sted, det er lige nu?

Får man ikke blot nye kunder på bekostning af gamle, der måske er blevet unge mennesker?

Bogmuseet er for dem, der nyder at ose i stilhed og ikke behøver en hjælpende hånd.

Folkebiblioteket er for alle.

Kommentarer

Bent Toelberg sagde…
Hej Lone,

Kunne ikke være mere enig.

Hilsen Bent
Lone Arevad sagde…
Det er jo frugten af gode samtaler med dig og andre, der gider tale om 'det gode bibliotek'!

Populære opslag fra denne blog

Æ Hvæsmand

Drengestreger og skideballer