Biblioteksudvikling = Back to basics?

Jeg tror, at mine snart 6 års ansættelse i biblioteksvæsenet har været den vildeste periode nogensinde. Der har ikke været ro på - på noget tidspunkt.
Udvikling er godt - men er blevet et misbrugt ord. Det har mistet sin klang. Ikke mindst fordi man kan se konsekvensen af, at mange øjne har stirret for stift fremad - uden blik for siderne - og så er det pludselig svært for øjnene at bevæge sig. De fryser simpelthen fast.

Jeg var på et interessant kursus i dag sammen med 16 kolleger.
Vi talte om litteraturformidling - i 'det virkelige liv' og 'digitalt'.
Det digitale er vi godt klar over i biblioteksvæsenet. Den almindelige bruger er det måske knapt så meget.
Når man ser på, hvor mange steder, man kan poste sin digitale formidling ind, så er det da soleklart, hvorfor så få hjemmesider gør det godt og bliver brugt. Vi drukner i muligheder - allesammen.
Det svarer slet ikke til hvad almindelige mennesker formår og har brug for.
Tænk på fjernsynet. Det kan hele familien forholde sig til. Sofaen, popcorn, en remote - det er nemt!.

Læseklubber og læsekredse er i fremmarch. Der er ventelister på at være med.
Her mødes man fysisk og læser bøger af papir. Man er sammen om en interesse. Og man møder mennesker af kød og blod.
Det er fremtiden.
Det er et skridt helt tilbage i tiden, hvor man læste bøger som en del af arbejdet på et bibliotek. Det bliver måske et vilkår for fremtidens arbejde på et bibliotek, hvis vi skal forsvare at være der?
Fysisk nærvær. Samtale face to face. Diskussion. Viden.
Det er der et stort behov for fra lånerne/kunderne/brugerne. Det er dét, der ser ud til at rykke i forhold til efterspørgsel på biblioteket anno 2011.

Men lad os ikke glemme de samfundsfaglige spørgsmål.
De studerende, der kommer med en litteraturliste og BURDE være på forkant med IT og kunne søge selv. Det kan de ikke!
Og 12-tallerne regner ned fra himlen! Det er dybt bekymrende.
Desværre går det skidt for mange unge i dag - og for første gang i historien sakker de bagefter deres forældre.
Vi har en meget stor opgave foran os.
Lad os være med til at løse den!

Kommentarer

Frazerfelix sagde…
Jamen, du har jo ret!

Læg mærke til hvor mange af vores brugere, der gerne vil have en personlig anbefaling. Hvis vi som bibliotekspersonale kan anbefale noget fra biblioteket, har det langt mere vægt end noget digitalt.
I det fravalg (eller tilvalg om man vil), får vores brugere et tilbud der virker meget mere overbevisende end nogen hjemmeside kan tilbyde.

Hvor mange børn låner bøgerne på anbefaling fra en hjemmeside? Men er man præcis og entusiastisk i biblioteksrummet går de med 3 af de 4 materialer man tog frem.
Det kræver - af os - at vi ikke bare kender materialesamlingen eller databasen, men også har læst nogle (mange) bøger, set film, spillet spil, har en personlig holdning til dem.
Måske skal man være lidt en nørd for at høre til i et bibliotek, for det er jo i fritiden at man danner sit materialekendskab...

Havde en ganske ung låner i går, der skulle have noget meget let læseligt, men spændende. Det lykkedes så godt at han spurgte om jeg mon havde læst alle bøgerne i biblioteket (sic!). Bortset fra at det er godt for gloriegnubningen, er det for mig at se et tegn på at vi bedst når vores lånere gennem kombinationen af nærhed, viden og entusiastisk formidling.

De tre kan så med fordel også bruges i undervisningen af vores unge, der desværre i nogle tilfælde er funktionelle IT-analfabeter. Samt deres lærere, der også synes at have problemer.

Nærhed, viden og entusiasme. Det tror jeg selv på er vores fremtid.

PS. Hørte på et glimrende kursus forleden (om bestsellere), at bøgerne ligesom musikken får kortere og kortere holdbarhed. I vore dage makuleres de fleste bøger allerede efter 6 måneder.

Biblioteket bliver med andre ord endnu vigtigere i litteraturformidlingen, for lige om lidt kan bogen ikke længere skaffes til indkøb...
hardkog sagde…
The new virtual stuff are now being very well moderated by all of us. I might consider that when we are going on some niche sites, we might find some of the best info about Affugter . Nice to see it anyway.

Populære opslag fra denne blog

Æ Hvæsmand

Bogmuseum eller bibliotek?

Drengestreger og skideballer