Beretningen om Fjolset

Det er faktisk ikke så tit, det sker....længere. Da jeg boede i København skete det langt oftere. At jeg rendte ind i perfide og uintelligente buschauffører, der mestendels virkede som om, de var sat i verden for at få andre til at ønske, at de kunne stikke af fra den.

Når man træder ind i en bus, vil man godt lige have et fast greb om et håndtag, inden 'manden med magten' speeder op, så man undgår at lave et umotiveret og uelegant løb hen ad midtergangen med panden forrest og følelsen af et glædesstrålende smil i ryggen.

Jeg mødte én af slagsen i morges. Et regulært bud på et fem-stjernet røvhul i lyseblå, lidt for tætsiddende skjorte knappet helt op i halsen. Bevares, jeg synes sgu også, det var tidligt, men jeg mødte da Fjolset med et smil og et 'God morgen'.

"Ved du hvad klokken er"?

Tonen var ikke engang brysk. Men der var tøris mellem ordene - og accenten var umiskendelig lokal.

"Øhhhh, ikke helt". Havde glemt mobilen - går jo ikke med ur.

"Ja, det kan jeg se på dig". Fjolset var altså gnaven over, at jeg ikke var højrød i hovedet efter en løbetur, og at jeg var fræk nok til at sikre mig, at skoddet var slukket helt, inden jeg stak det ned i ciagaretpakken og steg op i bussen.

"Jeg SKULLE faktisk være kørt"!

"Jamen, det ku' du da bare ha' gjort. Der kommer da ekstrabusser om lidt", satsede jeg.

Nu var jeg blevet hans fjende.

Dørene knaldede i, og jeg nåede akkurat at sætte mig på et ledigt sæde skråt bag ved Fjolset inden hidsig afgang, så jeg kunne nå at se hans sammenbidte udtryk i bakspejlet.

Der gik ikke længe, før han øjnede muligheden for endnu et perfidt angreb. En fyr stod på en markvej i silende regn og trådte glad op i bussen, for så at konstatere, at han havde glemt buskortet derhjemme.

"Ja, så kan du ikke komme med", hvislede Fjolset, selvom knægten har kørt med netop denne bus hver morgen siden i sommer. Og da Fjolset er en type, der studerer et buskort med samme granskende alvor som militæret studerede pas ved Checkpoint Charlie før murens fald, ved ALLE, at Fjolset så udmærket forlængst har scannet knægtens kort og dets udløbsdato, som givet ligger et stykke ude i fremtiden.

Resultat: Drengen måtte slukøret vende hælen om, pinlig berørt, bekymret for en eventuel misset time i gymnasiet og med en busfuld af klassekammerater og andre (som jeg), der sad morgenlamme, slået ud af kurs og ude af stand til at ile staklen til undsætning. Først da man gennem ruden kunne se ham som en diffus, slap skikkelse i regnen, og Fjolset gassede op, slog det formentlig flere af os, at vi da vist godt ku' ha' hjulpet.

Nå, men Fjolset var ikke stillet tilfreds.

Et par dæmpede rytmer lød duvende fra et par MP3'er, der tilhørte halvsovende unge med hættetrøjer, og Fjolset lavede en Giraf-lignende bevægelse, sådan en 180 graders kropsdrejning med krop og hals og stirrede ondskabsfuldt frem fra sit aflukke ned gennem bussen:

"Kan I SÅ slukke for det der"!

Næste person trykkede stop, hvorefter Fjolset nogle sekunder efter hvæsede i højttaleren, at "Du kan godt trykke stop noget før næste gang", hamrede bremserne demonstrativt i og lod en fortvivlet pige styrte ud i friheden.

Men Fjolset havde lige et par ting, der stadig rev og sled inde bag den der lyseblå skjorte og strammede i halsen.

"Jeg forstår ikke, hvad den bus laver her. Han må da være kørt forkert"!

Fjolset havde udset sig damen foran mig som en mulig allierede. Hun var forbandet pænt opdraget og havde småsludret lidt med ham undervejs. Flere gange overvejede jeg, at gøre ham opmærksom på det lille skilt over hans hoved, der forlyder, at "Chaufføren må ikke samtale under kørslen", men jeg havde på den anden side ikke lyst til veksle flere ord med ham.

Imidlertid havde hans kære kollega ikke gjort noget galt. Han var bare blevet indhentet af Fjolset, der måske skulle være kørt nogle minutter senere, end han faktisk gjorde.

"Ja, det er da helt galt, at han ikke er nået længere".

Måske, kære Fjols, kan det tænkes, at din kollega lader folk komme HELT af, i stedet for at begynde at køre igen, inden de har fået plantet støvlerne på sikker grund.

Jeg overvejede at trykke på stopknappen, da bussen svingede ind på stationen. Sådan bare for at se om den øverste knap i hans skjorte ville begynde at volde ham problemer. Men jeg gjorde det ikke!

Jeg håber, jeg er lidt mere vågen næste gang, jeg bliver udsat for Fjolset. Og at jeg er HELT sikker på, at de der ekstrabusser rent faktisk også kører, så jeg ikke ser mig selv sat af på en regnvåd og mørk markvej med et ubrugeligt buskort sammen med et par unge, der har glemt deres.