Én af de der morgener....


I morges var én af de der morgener, hvor jeg sad som forstenet og gloede ud af bussens vinduer uden at se nogetsomhelst - med bogen (Larssons sidste bind) opslået på mine lår som den mursten, den jo er. Jeg var bare ikke i læsehumør. Jeg sad og tænkte. Og nej, DER LUGTEDE IKKE BRÆNDT!!!
Nå, men min ærinde med dette er: I de perioder, hvor jeg var nødt til at stoppe med tænkningen (med fare for ovennævnte), bed jeg mærke i, at jeg virkelig ikke kunne se nogetsomhelst. Og det slog mig, at sådan er det altid, når man kører i bus i vinterhalvåret. Det er ligegyldigt, om selskabet er VT, HT eller Odense Trafikselskab. Man kan ikke se en skid! Jeg kan ikke begribe, hvordan det kan lade sig gøre. Vinduerne sidder højt, og mig bekendt arrangerer disse selskaber ikke safariture i vildnisset!!! Hvordan de ruder kan blive så helt igennem møg hamrende beskidte begriber jeg ikke. Nu er det jo ikke alle, der læser eller tænker så dybt, at de ikke ser nogetsomhelst alligevel. Der ER faktisk nogen, der engang imellem gerne vil se UD på noget andet end på de morgentrætte eller sure medpassagerer, der småhoster rundt om én. Så VT, HT og alle jer andre: Tag lige og sprøjt lidt vand på de ruder - og drop de natlige muddertræf med kollegerne.

Kommentarer

Det er et godt billede, du har sat på din blog. Godt fanget.
Mette sagde…
Ja, jeg tænker tit det samme i busser! Hvad sker der for de der vinduer??

Populære opslag fra denne blog

Æ Hvæsmand

Bogmuseum eller bibliotek?

Drengestreger og skideballer