luns

Drengestreger og skideballer

2012-01-04T18:49:00.010+01:00

Det er ikke nemt at være et drengebarn i dag!
Hvis det da nogensinde har været det!
Der var engang, hvor det var sådan nogenlunde OK at lave drengestreger, hvis det da ikke gik ud over nogen - sådan rent fysik og psykisk. Men sådan rimelig harmløse drengestreger kan jeg da huske masser af fra min barndom.
Altså som pige, der gerne deltog :-)
Hvor bliver de af i dag - drengestregerne?
MAN SER DEM IKKE!!!
Og det er dybt bekymrende!!!
Når man er opdraget med Ole Lund Kierkegaards bøger og en accept og forståelse af dét univers, så må man jo med skam indse, at der ikke rigtig er noget at komme efter hos nutidens 8 - 12 årige knægte. De sidder der på deres værelser og spiller wii, playstation, nintendo eller noget andet.
Som forældre prøver man at lokke med forslag om at lave huler i haven eller gå ud og finde nogen at lege med! Men der mangler jo børn på vejen - og det er ikke altid, at de andre børn har lyst til natur, når ens egne har det (!)
Det nytter faktisk ikke rigtig noget at give dem det spark i røven ud af hoveddøren, som vi andre fik, når vi blev umulige og højrøstede. Så står de der og fryser og gnaver en kæp ned i jorden, mens de surmulende kigger sig omkring efter de legekammerater, der pt. har det vældig godt derhjemme i varmen og fandeme ikke behøver gå ud i det vejr.

Baggrunden?
I dag har min søn på snart 11 år i ledtog med en klassekammerat smurt billedkunstlærerindens skammel ind i lim, som hun derefter satte sig på!
Det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt, og jeg er rigtig flov og ked af, at det er sket. Jeg er samtidig glad for, at hun fik beordret de to drenge til at rengøre stolen og at hun efterfølgende fik smidt dem op til inspektøren.
Men det fik mig til at reflektere lidt, da jeg fik en snak med manden om knægtens opførsel og hvad vi gør ved det.
Manden var ved at flække af grin, hvilket forargede mig - hvad han så sagtens også kunne forstå og se det fornuftige i. Så flækkede jeg også af grin. Og så stod vi der, mens den uvorne søn endnu ikke var kommet hjem efter endt sport og skideballe og vidste faktisk ikke, hvordan vi skulle gribe det an.
Vi ved det faktisk endnu ikke, for han er ikke kommet hjem endnu.
Selvfølgelig skal han have en skideballe af os også. For det ER absolut ikke i orden at såre en lærer eller ødelægge hendes tøj eller ødelægge undervisningen eller noget som helst, der støder NOGEN!
Jeg tillader mig alligevel dette lille nervøse 'men' i forbindelse med dette indlæg omkring drengestreger. Han er jo dybest set kun en dreng på snart 11. Og jeg er på en eller anden måde lidt nervøs for den udvikling med regelrette unger og forældre uden leg og ballade, der læser på skolens intranet hver dag omkring 'glemt linial' og andre bagateller.
Det her er sgu da i det mindste noget!
En vaskeægte drengestreg!
Som man altså OGSÅ fik en skideballe for i 'de gode gamle dage'!

PS: Efter snak med den uvorne viser det sig nu, at han kun 'duttede' et par gange med limstiften på skamlen. Det gør ikke ovenstående mindre relevant.
Og oveni hvad der ellers sker for lærere i disse år - fyringer i massevis, skriv på intra i tide og jævnligt utide, planer mig her og der, belastende forældre og elever....så kan det sgu være svært at rumme et par 4. klasses drenge, der vil være kække med en limstift.

Kom til tasterne, fru Nielsen

2011-11-14T18:52:00.007+01:00

Der skrives og tales meget om digitalisering.
Vi får efterhånden ingen papir-breve længere. Ingen rudekuverter. Ingen personlige hilsener på papir.
V betaler vores regninger over nettet, vi får lønsedler på nettet, vi bestiller varer på nettet, brokker os på nettet, blotter os på nettet..... Det er svært at være helt anonym på nettet.
Om ganske få år er det helt umuligt at undgå nettet.
Fru Nielsen og alle de andre skal lære det, skal de!
Gigtplagede fingre eller ej!
Gangstativ eller ej!
Familie lige om hjørnet, der kan hjælpe eller ej!
Og bibliotekerne vil så gerne hjælpe, hvis du kan få røven på gled og komme derned, Fru Nielsen!
Så kan du lære det, Fru Nielsen!

Det lugter af 'ressourcestærke ældre'.
De, der KAN komme ned på biblioteket og få et 2-timers introduktionsforløb uden at have brug for tolk, teleslynge, førerhund eller familiemedlem. Hvor der også er en flig af noget socialt. Det er bestemt en uundværlig, fin og nødvendig service.
Det er bare ikke nok!

Kender vi ingen ældre mennesker længere?
Taler vi ikke med nogen af dem?
Dem, der ikke kommer?

Der er jo en grund til, at de ældre ikke kommer.
De kan ikke.
Der er også en grund til, at de ikke har en computer.
De har ikke forstand eller fidus til skidtet - og de har ikke råd til og/eller mulighed for at anskaffe sig en. Den billigste model koster en måneds folkepension - og brugsforvirringen er svær at læse selv for folk, der fik UG+ i diktat.
Jeg kender mange, der er 'blokeret' mht. computeren. Og de har alle en alder og en vilje, hvor jeg simpelthen ikke vil være bekendt at belære dem om internettets fortrinligheder. De er fuldt ud dækket på alle leder og kanter - undtagen hvis vi begynder at spænde ben som samfund, vel at mærke.

Hvordan kan det være, at vi tror, at det alene kan gøre det, at vi på biblioteket, i supermarkedet, i borgerservice eller andre steder med en reel åbningstid (endnu) kan haste en digital ekspedition igennem for fru Nielsen, mens køen af folk med 'tjek på pisset' vokser til stigende irritation for dem, der mangler hjælp til litteratursøgninger, skal hente unger, lave mad... ? Og Fru Nielsen tager derfra med følelsen af at være udstillet, fordi 'damen bad om mit personnummer, mens folk kunne høre det'. Fru Nielsen tager derfra uden at have lært en skid. Hun kan ikke huske det til næste gang. Men det er også lige meget. For hun har hverken computer eller forstand til 'det skidt' - og det var i øvrigt "meget bedre i gamle dage".
Men hun er nødt til at komme igen næste gang, der er bøvl.
Hvis hun altså kan.
For Fru Nielsen er egentlig ret ressourcestærk, da hun faktisk er i stand til at komme hen, hvor hun kan hjælpes.

Jeg synes, vi stresser de ældre - og det kan vi ikke være bekendt.
HVIS man er ressourcestærk økonomisk, fysisk og psykisk behøver man reelt ikke den store hjælp. Vi ser en del på biblioteket. De kommer til vores kurser og de nyder at lære.

Vi må aldrig, aldrig nogensinde blive SÅ digitaliserede, at folk ikke kan henvende sig på en anden måde end ved brug af en computer. Ingen skal stå med hatten i hånden overfor fremmede, de er utrygge ved eller lade tingene sejle, for den sags skyld.

Det må aldrig lade sig gøre at kræve, at folk er mentalt eller fysisk i form til at håndtere de små bogstaver på et tastatur. De skal være i stand til at vide, hvor der er hjælp at hente. Og have mulighed for at få den hjælp. De skal have råd - både menneskeligt, mentalt og fysisk.
Vi må med andre ord ikke fjerne det, folk er vant til.
Udviklingen kan drøne derudaf for mange, men der skal være muligheder for dem, der ikke kan være med på holdet. De fortjener samme service.

Vi skal altså starte med os selv.
Det digitaliserede Danmark skal være så let og overskueligt som muligt.
Men vi får aldrig alle med.
Der vil hele tiden være nye ældre, der ikke kan det nye.
Langt ud i fremtiden.

Hvordan får vi gjort danskerne klar til digitaliseringen?
Det gør vi ikke!
Vi må nøjes med de fleste.
Kom til tasterne, fru Nielsen!

Shaken AND stirred!

2011-08-25T22:20:00.020+02:00

Jeg har netop oplevet noget fuldstændig enestående.
Jeg er blevet taget i røven!
På den bedst tænkelige måde, vel at mærke :-)

Vagt på biblioteket lørdag fra kl. 9 - 13. Stille og rolig vagt. Vejret var super. Lånerne i godt humør.
Havde en bog med hjem om buffeter med titlen 'Festen kan begynde'!
Jeg troede, jeg var i god tid. ;o)

Manden hentede mig med ældste søn på bagsædet.
Helt normalt. Jeg vil jo gerne hurtigt hjem - og så kan der handles på hjemvejen.
Det havde manden gjort. Det er sådan set heller ikke usædvanligt, men altid dejligt at komme hjem i en fart.

Jeg var træt og sulten. Havde fået et rundstykke, som kollegaen havde haft med. Havde sovet 5 timer. Det skulle gøre godt med en 'morfar'.
"Vi har lige et par huer, som du skal have på. Ungerne har en overraskelse til dig, når vi kommer hjem". Vi var 500 meter fra bopælen.
"I har vel ikke brændt huset af?"
"Nej, nej", kom det ivrigt fra bagsædet. "Men du skal have BEGGE huer på. Ellers kan du se igennem".
SHIT! De har købt en flagstang!!! tænkte jeg.
Manden har snakket om, at det kunne være så hyggeligt med den der flagstang på Højen 2. Jeg er af en lidt anden mening.
Det har vi sgu da heller ikke liiiiige økonomi til lige nu!
"Det er ungerne, der har lavet det", kom det beroligende fra manden.
Okay, de har bygget en hule i indkørslen. Lavet et 'miljø' i forhaven. Anyway, Lone, du ser begejstret ud, når du får huerne af.

Ud af bilen og ført af de to, blev jeg en anelse forvirret ført fra bil til havelågen.
OK, hule i baghaven. Eller er det den fordømte flagstang? Manden virker selv ret begejstret.

SURPRISE!!!
-------- (Der foregik INTET i nogle sekunder).

Sol i øjnene.
Og så Bo og Rolf. Storsmilende.
Hvad laver de her? De er da ikke til at lokke ud af storbyen!
Så Dennis, Chris, Charlotte, Robert, Heidi, Dare....
TILLYKKE!
Der er noget galt. Manden har taget fejl. Det er jo først om flere uger.
Heidi skal ikke være her. Familien skal være hos Hanne og Rasmus.
Hanne, Rasmus, Nanna, Bitten, Gert, Poul, Maria....
Det er simpelthen løgn. De har taget fejl. De kan da ikke alle tage fejl?
Svigermor, Peter, Birte, Peter, Sol, Katla, Kenny, Anne, Ole, Peter, Louise, Claus, Kirsten, Lene....Alle børnene.
En kold øl i hånden.
Partytelt i haven.
Det er ikke muligt!

Festen kunne begynde.
Lars, Gitte, Tine, Peter, Patrick, Mette og Ida kom senene.
Nogle afbud. Desværre.
Det var en fantastisk fest.
Det er det mest surrealistiske, jeg nogensinde har prøvet.

Dette er lige nogle ord, så jeg husker, hvordan det var - mens jeg endnu huskede :-)
Dare skar flere slags skinke og ost fra Slovenien, som er blandt mine absolutte livretter. Heidi serverede sammen med sine skønne piger, som havde bagt flere slags kager.
Der var en summen af aktivitet omkring mig. Lutter smilende og hjertelige mennesker. Og jeg fattede ikke en skid.
"Der er også gaver", blev der sagt.
Det kan simpelthen ikke passe, det her. Jeg kan ikke rumme det!
Det blev vådt og meget festligt.
Jeg lavede ikke en hujende fis, men sejlede rundt i en nærmest euforisk lykkerus blandet med en efterhånden pænt høj promille. Jeg vidste ingenting om nogetsomhelst og kunne slet ikke hjælpe.
Kæmpe-grill. Helstegt gris med kartoffelsalat, hele majs og salat.
Vidunderlig mad. ALT var vidunderligt.
Fuldstændig fantastiske gaver, som jeg slet, slet ikke kunne rumme og som nu - fem dage efter - ikke har rykket sig en centimeter fra udpakningspladsen. Jeg skal stadig konsumere.
Dejlige taler. Fra manden min, herlige 'onkel' Rasmus og evigt unge Kenny, der har læst lidt af hvert herinde på denne blog og roste mig, så jeg blev 14 år igen. Jeg fattede ikke, at det var mit eget, han læste op, før han havde talt i et par minutter. Tak!
Guitarer, sang, glade folk, fest ud på de små timer. Smukke mennesker, der hyggede sig. Min lille Jakob sang sammen med sin 14 måneder ældre kusine, Ida. Det var så smukt og sødt - men de måtte give et extra-nummer, da jeg ikke havde hørt dem første gang.
Søndag med overnattende eller 'tæt på' overnattende gæster på hotel, vandrehjem, campingvogn eller plæne. Hjælp til det hele af fantastiske folk, som har knoklet med deres eget i så rigt mål denne sommer! Lavede stadig ikke meget mere end en hujende fis. Har forstuvet halvdelen af højre hånd.
Manden har brækket et ribben og bøjet fire.
Altsammen på helt fredelig, men uheldig vis.

Elsker hele bundtet.
Og takker jer alle for, at dette kunne ske.
Det er simpelthen enestående!
Jeg er shaken AND stirred !

Jeg elsker dig, Jesper - af hele mit hjerte.
Sikke du kan! Og sikke du kan samle folk!
Tak, tak, tak for SURPRISE - og for at give mig en oplevelse, som jeg aldrig nogensinde glemmer.
Jeg er dybt rørt.
Og midt i en drøm.

Bogmuseum eller bibliotek?

2011-03-16T19:07:00.006+01:00

Debatten har kørt i årevis.

Folkebibliotekerne skal udvikle sig, så de ikke ender som tomme bogmuseer og døde kvadratmeter med støv på hylderne. Hvor dansen varetages af nullermændene, når rengøringskonen lufter ud.

Men det er da et problem at få det til at passe med begejstringen for de såkaldt 'åbne' biblioteker. De ubetjente tomme biblioteker, hvor man måske støder på lyden af en støvsuger i det fjerne, hvis man kommer særligt tidligt eller særligt sent. Nul betjening, masser af materialer - lige til at låne med hjem!
Jo, jo - der er skam personale. De kommer og rydder op og fylder op på hylderne i de få timer, der ikke er 'døgnåbent'. Ligesom i 7 eleven.
Det er service, som du ikke vil bemærke - og som du derfor måske heller ikke vil sætte pris på.
Det kaldes 'åbne' biblioteker.

Jeg synes, at selvbetjening på bibliotekerne er mere skidt end kanel - af flere årsager.
Det KAN være vejen 'slowly down the drain' for bibliotekerne som videns- og kulturcentre. En degradering af de ansatte, et hån mod de 'svage' medborgere, børn, unge....jeg ku' blive ved. Men det, der faktisk irriterer mig allermest er den leflen for udviklingen af service på den ene side, den grænseløse innovationsiver rundt omkring.....og så udsigten til et betjeningsløst bibliotek.
Hvordan f..... passer det sammen?

Jeg kan godt se idéen i, at man har personale på bibliotekerne på samme måde som nu + to-tre timer 'uden' før og efter. Eneste, men ret alvorlige konsekvens KAN være, at selvom der måske kommer 10% flere lånere, så vil koncentrationen af disse sprede sig over flere timer og derfor vil biblioteket virke mere tomt igennem hele dagen. Det er aldrig godt, når man er angst for at se ud som og virke som et bogmuseum.
Folk trækker folk til.

Der skal jo spares. På materialer og på personalet.
Selvbetjening synes at virke rigtig godt i små samfund, hvor alle passer på hinanden og kommer hinanden ved i forvejen - og i forstæder, hvor biblioteket er en del af et levende kulturhus, hvor der er personale hele tiden. Men der skal kigges alvorligt på brugerne i de samfund, hvor man vil etablere denne type bibliotek. Vil og kan lokalsamfundet bruge det 'åbne' bibliotek i en sådan grad, at det kan betale sig at bruge personalet til oprydning i stedet for reel betjening? Hvor det ikke længere skønnes nødvendigt med den personlige kontakt?
Det er en alvorlig problematik.

Biblioteket ER efterhånden det eneste sted, hvor man kan komme og VÆRE - uden at betale. Hvor der er mennesker, liv og kontakt - også for dem, der ikke låner noget.
Lidt endnu i hvertfald.
Vil man virkelig satse på 10-20% flere brugere på bekostning af betydelig ringere service for de 80-90%, der benytter biblioteket som det fantastiske sted, det er lige nu?

Får man ikke blot nye kunder på bekostning af gamle, der måske er blevet unge mennesker?

Bogmuseet er for dem, der nyder at ose i stilhed og ikke behøver en hjælpende hånd.

Folkebiblioteket er for alle.

Biblioteksudvikling = Back to basics?

2011-01-12T22:06:00.010+01:00

Jeg tror, at mine snart 6 års ansættelse i biblioteksvæsenet har været den vildeste periode nogensinde. Der har ikke været ro på - på noget tidspunkt.
Udvikling er godt - men er blevet et misbrugt ord. Det har mistet sin klang. Ikke mindst fordi man kan se konsekvensen af, at mange øjne har stirret for stift fremad - uden blik for siderne - og så er det pludselig svært for øjnene at bevæge sig. De fryser simpelthen fast.

Jeg var på et interessant kursus i dag sammen med 16 kolleger.
Vi talte om litteraturformidling - i 'det virkelige liv' og 'digitalt'.
Det digitale er vi godt klar over i biblioteksvæsenet. Den almindelige bruger er det måske knapt så meget.
Når man ser på, hvor mange steder, man kan poste sin digitale formidling ind, så er det da soleklart, hvorfor så få hjemmesider gør det godt og bliver brugt. Vi drukner i muligheder - allesammen.
Det svarer slet ikke til hvad almindelige mennesker formår og har brug for.
Tænk på fjernsynet. Det kan hele familien forholde sig til. Sofaen, popcorn, en remote - det er nemt!.

Læseklubber og læsekredse er i fremmarch. Der er ventelister på at være med.
Her mødes man fysisk og læser bøger af papir. Man er sammen om en interesse. Og man møder mennesker af kød og blod.
Det er fremtiden.
Det er et skridt helt tilbage i tiden, hvor man læste bøger som en del af arbejdet på et bibliotek. Det bliver måske et vilkår for fremtidens arbejde på et bibliotek, hvis vi skal forsvare at være der?
Fysisk nærvær. Samtale face to face. Diskussion. Viden.
Det er der et stort behov for fra lånerne/kunderne/brugerne. Det er dét, der ser ud til at rykke i forhold til efterspørgsel på biblioteket anno 2011.

Men lad os ikke glemme de samfundsfaglige spørgsmål.
De studerende, der kommer med en litteraturliste og BURDE være på forkant med IT og kunne søge selv. Det kan de ikke!
Og 12-tallerne regner ned fra himlen! Det er dybt bekymrende.
Desværre går det skidt for mange unge i dag - og for første gang i historien sakker de bagefter deres forældre.
Vi har en meget stor opgave foran os.
Lad os være med til at løse den!

Hvad gik der galt? Vol. 1

2011-01-04T20:03:00.008+01:00

Har lige set Thorning vs. Løkke i debatten - sammen med mine børn, faktisk.
Der var flere punkter at slå ned på - ikke mindst efterlønnen.
Men det er ikke det, jeg vil skrive om.
Jeg vil skrive om det både Thorning og Løkke var enige om: At det halter med folkeskolen, og at det for første gang er konstateret, at børn halter bagefter deres forældre.
Det er udviklingen!
Det mest misbrugte ord i det 21. århundrede.

Fik en god snak med en jævnaldrende kollega i dag.
Vi er begge ca. 40 år, voksede op med det tyske magasin Bravo, Mylles Eldorado og gelé i håret.
Der gik længe imellem fornøjelserne vedr. ovenstående.
Vi så 'voksent' TV. Piet van Deurs 'Hvad er det?', Kontrapunkt (meget intellektuel musikquiz indenfor klassisk musik) og TV-avisen med slips og en før-muren attitude og brun baggrund. Alt var brunt. Og det gik laaaaaangsomt.
Der var én TV-kanal. Og et par kanaler med lejlighedsvis sne fra Sverige, som om muligt var endnu alvorligere, selvom de havde Astrid Lindgren.
Det var kedeligt.
Men også lidt tæt og hyggeligt. Og fantasi-krævende, når dagen blev lang.

Det er synd for børn og unge i dag.
Eldorado-lignende programmer fås hele tiden. Der er kanaler alene med musisk formål. Ugeblade ses på nettet hele tiden - med updates osv.. Der er aldrig ro på. Der er Paradise Hotel og andre rædsler i fjerneren, der styrer. Det er koncept - og det er hele tiden. Ingen beder børn og unge om at geare ned - tværtimod.
Det er udviklingen!
Få dig en smart-phone, de rigtige par bukser (som indtil for nyligt var dem, der hang under røvballerne) og smil, skat. Til du er 73.

Det er sygt!
Det er simpelthen ødelæggende.
Vi ved jo slet ikke, hvad det her gør ved børn. Vi kommer aldrig til at møde dem, når de er 40 - med vores egen hjerne intakt på dét niveau. De yngre er altid foran, upåvirket.

Så er der skolen.
Har ondt af lærerne.
Får jævnligt mail om 'glemt linial' og lign..
Det er selvfølgelig svært problematisk, at ungen har glemt sin linial (!) - men det er stadig i det små, ikke?
I mellemtiden er der unger, der tryner, giver fuck-fingeren til læreren, skider på fællesskab osv.. - og der går måneder eller år, før nogen griber ind.
Og de 'normale' sakker bagud og bagud og bagud....
i en verden, hvor de er 73, før de kan gå på pension - og ikke kan det halve af deres forældre, fordi der er berøringsangst og uvidende skoleledere med smag for at 'alle børn er lige'.
Måske har mor og far for travlt med at arbejde, så børnene er forsømte. Måske har de travlt med at skubbe alle forhindringer væk for deres børn, mens de slider på forældrerådet med deres trælse problemer. Måske drikker de 4 liter vin om dagen og glemmer hvad de lovede. Måske er de ikke så kloge og belæste som de andre.
Der er mange muligheder.
Faktum er, at det ikke går så godt.
Hvad gør vi ved det?

Det siges, at vi bliver ældre og ældre.
Det er ikke sikkert, at jeg bemærker det.
Hvordan kan man måle det?
Skulle jeg leve længere end min farmor, som gik hjemme fra hun var 25, bagte småkager, syltede, talte med naboer, vidste lidt om alt om alle???
Den køber jeg ikke.

Jeg er ikke uinteresseret i min egen efterløn. Jeg er skide sur.
Men jeg får det rigtig, rigtig skidt mht. mine børn og deres jævnaldrende.
Sådan skal de bare ikke have det!
Så jeg tror på lidt P1, 'Hvad er det?', at slukke for lidt af det frække, lidt af det grove og meget af det dumme - for hvor pokker er vi ellers henne, når mor skal på efterløn?

Det er som en gammel sang...

2010-08-28T21:29:00.006+02:00

Der er så mange meninger hele tiden, så megen snak
Kommunekroner fosser ud, husk vi skal bare sige tak
Mundvandet driver - nogen deroppe fik en fiks idé
Desværre bærer den præg af lidt for meget kliché
Hvorfor tænke nyt hele tiden, når man ikke kan?
Intet bliver så forsømt som det, der lever i et dejligt land!

Fra en knold i nakken

2010-03-18T20:48:00.094+01:00

Jeg er oftest meget god til se tingene fra flere sider. Det står mig som regel lysende klart, at der ikke er noget facit - noget der er 100%. Min tvivl forekommer vist flere steder på denne blog.

Det følgende er udelukkende udtryk for min mening og frustration omkring, hvad jeg fornemmer, der er ved at ske med en institution, som står mit hjerte meget nært.
Det danske folkebibliotek.

Det står mig nært, fordi jeg har kendt og brugt det hele mit liv - og fordi, at jeg har valgt og håber at bruge det meste af mit arbejdsliv der.
Jeg er bekymret, og jeg er forundret.
Og jeg fatter dybest set ikke en skid.

Jeg har det ikke nemt med Borgerservice og Bibliotek som en blanding. Jeg er bange for, at det er en forringelse for borgeren. Hvis der går 2-3 uger imellem, at man bliver stillet samme spørgsmål, har man glemt det, når man ikke interesserer sig for det. Og det gør man naturligt ikke, hvis man ikke har valgt den retning i sit liv.

Og det tager tid at rode i ringbind!
Jeg er ikke vild med at skulle udfylde personlige skemaer og blanketter for folk. Det er OK med nogle enkelte, men ikke på bekostning af spørgsmål af mere 'faglig' art.

Det kan lyde enormt højrøvet - og det er det måske også.
Men jeg gider ikke være selvudslettende. Der er en grund til, at jeg begyndte på daværende 'Danmarks Biblioteksskole', nu 'Danmarks InformationsVidenskabelige Akademi'. Det tog 4 år. (+ 2 i Odense).
Fremover vil alle (også) spørge, hvad man laver, når man kommer derfra.
Det er besværligt.
Ligesom at hedde Hanssen med 2 s'er.
Nåååååhr, så sætter du bøger på plads?
Egentlig er det et tilgiveligt udsagn - for hvad kan og må vi efterhånden? Nu, hvor vi alle er blevet så dygtige, at vi ser indad med de udenforståendes øjne - som enhver kulturpolitiker i så fald burde have bemærket - og gjort. Eller???

Hvad bliver man uddannet til på IVA? Bibliotek, søgninger, formularer, menneskekundskab??? Alt i ét?

Ved de nye studerende, hvor vi er på vej hen?

Det tror jeg ikke!

Det ser jo faktisk meget godt ud lige NU!

Vi har et udlån, der sparker røv, masser af kunder, et flow af arrangementer og projekter, der besøges og benyttes i stor stil. Vi underviser, vi taler med folk - vi ER der!

Men der skal bare altid mere og mere til - og det er så pokkers synd lige nu, hvor der er balance. Og man må bare ikke banke biblioteket i sænk, fordi der mangler nogle kommunekroner. Det er institutionen simpelthen for vigtig til! Det er en investering i folket. En investering i viden.
Ledere og kommunefolk: Besøg dog biblioteket. Det er ikke Louisiana eller Arken. Det er for Folket i
Kommunen. Det er for ALLE! Det koster ikke. Og hvis det ikke var for de åndssvage gebyrer, man skal tage imod hele tiden, vil jeg sige, at det er det smukkeste sted, vi har - overhovedet! Og hvis ikke medarbejderne skal bruge så lang tid på at knalde knapper på kasseapparatet, vil jeg mene, det kunne være smilende, givende og dygtigt på en helt anderledes facon end fremtiden er tænkt for os!
I England betaler børn ikke bøder!
Det er da også det eneste rigtige!
Tænk på, hvad man udelukker, fordi munden er stram!
Det er dumt - og uovervejet!

Til biblioteksfolk:
Jeg kan egentlig godt forstå, at de kommunale politikere vil spare på biblioteksvæsenet.
Hvis vi er så nemme at italesætte, så er det da fristende at presse citronen.
'Vi' underminerer vores egen forretning. Og vi har gjort det længe. Vi taler gud-hjælpe-mig selv om, at bogen er død, og at folk ikke går på biblioteket. Hvilket er klynk og løgn.
Vi har selv skåret i materialerne (bøger) med en kassationspolitik, der levner plads til alle de nye, sårbare medier, der alligevel er ved at blive erstattet af nye, dyrere medier, vi ikke har råd til. De går i stykker - og de er under forvandling hele tiden. (Læs venligst 'Biblioteksdød - no way' - et indlæg på min blog for små 2 år siden).
Det har vi bare ikke råd til. Økonomisk og personalemæssigt.

Vi kan ikke være med på beatet allevegne med vores jævne budgetter!

Biblioteket har altid haft det bedst i krisetider. Det vil jeg skrive om en anden dag - men dybest set handler det om de gratis ydelser. Biblioteket er et efterhånden enestående rum, hvor man kan opholde sig mere end ½ time, med adgang til det hele, uden at trække nummer, helt gratis - og uden at blive smidt ud.
Vi skal bare passe på, at vi ikke bliver for højrøvede til at værne om netop dét!

Husejerens dagbog del 1

2010-02-22T09:03:00.008+01:00

Endelig husejer!

Endelig en dør, man kan åbne - ud til en ugeneret have fuld af børn og fuglekvidder. Med kul på grillen til sommer og kølig hvidvin i glasset.

Ren romantik!

..............
Har lige været til fodboldstævne med genboen, hvis søn spiller på hold med min.

'Du skal købe de der gammeldags fluegardiner, for de der dansemyg er skide irriterende om sommeren'!

Jeg stoler på, at vinteren har været ubarmhjertig ved de små kryb!

Vejen har været lang.

For knap 6 år siden flyttede vi fra en lille, hyggelig 2-værelses lejlighed i Vanløse. Den kunne lissom ikke rigtigt rumme os længere. Vi var nemlig blevet 5, og selvom Jakob kun var et lille pus på 7 måneder var det ikke vanskeligt at forestille sig den rædsel, der ville komme med endnu en vinter, 3 flyverdragter, sko, støvler osv. i en entré, der var på størrelse med en middelstor skotøjsæske. Vi måtte videre - og det skulle være nu.

Det var med sorg i hjertet at forlade Vanløse og de mange skønne mennesker, vi kender der. De velkendte gader, forretninger, biblioteket, værtshuset.....Værtshuset 'Snoopy', hvor jeg mødte min mand og en god procentdel af byens borgere. En slags dagligstue - i hvert fald indtil vi fik børn! Billardturneringer, ind imellem levende musik, diskussioner af mere eller mindre ædru art, fest og sjove mennesker. Et rart sted!

Efter et par køreture ud i det blå faldt valget på Skælskør. Der var sådan lidt feriestemning over byen, som jo ligger helt fantastisk, men langt fra de store trafikårer.

'Skælskør er et reservat', sagde vores nye underbo - eks Valby-borger og bosat i 'Skælle' i et par årtier.

Hun har ret.

'I Skælskør bor der kun arbejdsløse og højrøvede folk', sagde en anden mor til mig i en smøgpause til en af mange arrangementer i børnehaven, inden hun tog ungen under armen og forsvandt til Korsør.

Det gav jeg hende så kun delvist ret i.

Hvis man havde sagt til mig for 7 år siden, at jeg ville 'ende' i et parcelhuskvarter i Skælskør, ville jeg ikke blot have rystet overbærende på hovedet. Jeg ville have rystet over hele kroppen!

Never!!!

Men nu er jeg her. Har købt et hus i Skælskør.

Gult parcelhus bygget i 1980. Med kik til Noret fra haven (ligger i tredje række, men forårets blomstring vil formentlig sætte en stopper for vandkig) og i et meget børnevenligt kvarter. Et af de der huse, man ret præcist kender indefra allerede i indkørslen. Bryggers, gang, bad og gæstetoilet, køkken, stue og tre/fire værelser. 600-1000 kvm. grund.

Men fordi det netop er sådan en praktisk hustype, er den også ret genial for familier med mere end et styk barn. Og det betyder, at der er mange forskellige typer, der køber dem. Nogle køber dem, fordi de er billigere - selvom de hellere ville bo i klassisk Patricia-villa med sortglaserede tegl . De laver så 70/80'er typehuset 'slidt og hvidt', så en del af drømmekonceptet opfyldes.

Det har jeg nu ikke tænkt mig.

Jeg har nu heller aldrig været til Patricia, men indrømmer, at jeg er en anelse mere begejstret for huse, der har 50-100 år på bagen.

Men MIN drøm er og har altid været et hyggeligt hjem, hvor alle kan lide at være. Hvor der er en bogreol fra gulv til loft og fra væg til væg i stuen og et køkken, hvor man bare bliver siddende og snakker, fordi der er så rart at være. Uden fjernsyn.

Vi er ældre end hytten - og det er jo de ældre, man skal værne om, ikke? Så nogen finpudset hytte bliver det aldrig, for sådan er vi jo heller ikke selv.

Der skal være tid til at holde fri - og jeg vil helst ikke have noget indenfor mine døre, som jeg græder over skal smides ud.

....Måske med undtagelse af de levende væsener ;-)

Vi glæder os!

....Og jeg har allerede aftalt med genboen, at 'Øvre-Højen' skam osse skal ha' en vejfest!

Mennesker mødes....og andre krøller

2010-01-12T19:13:00.008+01:00

Har du nogensinde krummet tæer over en kontaktsøgende person, der forstyrrede din tankevirksomhed, læsning, stirren ud i intetheden?
Og har du nogensinde tænkt, at det fandeme er for dårligt - af dig?
Det har jeg!
Masser af gange!
Jeg AFSKYR afbrydelser - og ligner en sammenbidt tante uden børn på vej til tandlæge, når jeg rejser med det offentlige Danmark. Bægeret med kaffen holder jeg øje med - over avisen - hver gang DSB-manden ruller udvalget ned ad gangen. Næh, tak - jeg HAR!
Jeg reagerer normalt lettere afvisende, men nogenlunde venligt, når en eller anden forsøger at opnå kontakt. Som oftest kan det ordnes med et par bemærkninger, et kruset smil - og tilbage til avisen, hvor man dvæler ved samme side, man HAR læst - men man vil jo ikke såre! Det er fordi, jeg er nødt til at være orienteret, at jeg lige har blanket dig af. Det er ikke fordi, jeg synes, du skal holde kæft!
Løgn!

Jeg har overrrasket mig selv 2 gange indenfor det seneste halve år.
Det ER ikke alverden, men det er nyt for mig.
Jeg er begyndt at tale med folk, jeg ikke kender.
Jeg begynder naturligvis ikke selv, ih, nej. Der går nok et par måneder, før jeg når dertil - MEN...jeg er begyndt at knalde krimien i eller Politiken sammen, når et menneske vil tale med mig. Og det har været fantastiske oplevelser!

Det er faktisk min svigerfars skyld!
Han sidder ovre i Vejers - sådan 300 meter fra det brusende Vesterhav. Og han hygger sig, og der er plads til alle. Sådan har han vist altid været. Han tager en tur på det lokale værtshus - der mestendels lever af tyskere - og får et par glas og lidt ekstra motion med den en-armede. Iført sin fleece, stråhat og en kæmpe ravklump om halsen.
Han er sin egen!
Og han har altid talt med folk i toget.
Inde hos rygerne, vel at mærke, for ikke-rygerne siger ikke en skid.
Svigerfar er eks-ryger - og har været det i 15 år.
Og vi alle, rygere som ikke-rygere er ikke længere delt, men sidder nu sammen i larm, tavshed og frisk luft (!)

Min svigerfar er snobbet, når det gælder snobbede folk.
Sådan har jeg det også.
Og det er ikke frelst at sige, at når et menneske faktisk vil tale med mig udenfor Biblioteket (som ALDRIG har været et issue), så SKAL jeg sgu da lytte efter!!!
Hvis han/hun er helt blød i bolden, må jeg/man prøve at sno sig lidt udenom - men der ER jo faktisk mennesker, der bare vil tale med én, fordi togturen er lang og triviel. Og det er berigende.
Pludselig taler jeg med et menneske, der ikke aner en skid om mig. Som er fra en anden by, arbejder med noget andet - eller kan fortælle om et liv som arbejdsløs, der ikke fungerer. Ikke kun på grund af økonomien, men fordi kommunen tæsker folk igennem et forløb, der er det mest uigennemtænkte og uprofessionelle, man kan forestille sig. Og de arme medarbejdere ved det godt selv!
Det er ikke typerne, der skriver læserbreve. Og medarbejderne ved de håbløse du-skal-ikke-fise-den-af-derhjemme-men-HER institutionerne gør det heller ikke.
Har hørt, at der er 10 computere til 120 mennesker.
Og man bliver straffet økonomisk, hvis man ikke møder op!

Det er én af mine erfaringer med de offentlige transportmidler. Han lignede ikke en forretningsmand - og det var ikke parfume-sprit, han lugtede af, men han havde den øverste etage intakt, og han var et varmt menneske.
Sådan er det jo ofte.
Hans type kender jeg godt (!) og har det fint med - men det er den 'nye' vinkel, jeg interesserer mig for. Hans formidling af sin problemstilling.
Det var da meget sværere for ham at fortælle alt det, end for mig at lytte efter!

Og så kan man da kun have stor respekt for en arbejdsløs arbejdsmand, der udtrykker bekymring for tidligere arbejdsgivere.

PS:
Så Robert Redfords film 'Lions for Lambs' forleden.
Soldaterne fra USA i krigen mod Afghanistan er som oftest dem, der burde være mest ligeglade - for de kommer fra samfund, hvor der aldrig nogensinde har været en hjælpende hånd.
Det er en tale-film, og det er tankevækkende. Jeg kan ikke anbefale filmen kraftigt nok.

Når holdningen er musegrå

2009-08-19T18:26:00.006+02:00

Det er vist mit lod i livet, at jeg ikke kan være sort eller hvid.

Dette er ikke ment som hudfarve, men om min holdning.

Jeg er sådan musegrå i de fleste henseender.

For jeg kan som regel godt se synspunkterne fra begge sider. Og jeg gider ikke råbe og skrige af nogensomhelst.

Sandheden er desuden en utopi.

Jeg mødte Brorsons-kirkens præst, Per Ramsdal, for nogle måneder siden. Han holdt foredrag om de mange unge, primært indvandrere, der nu kom i hans kirke, modsat de der tre, der tidligere kom til hans gudstjeneste 'hvoraf den ene faldt i søvn, den anden gik og den sidste er død'.

Der skulle ske noget - med andre ord.

Og det gjorde der.

Den mand tog mig med storm. Hans engagement, hans visioner, hans selvudtalte utilstrækkelighed i den forbindelse - og det, han har fået banket sammen. Den mand er fantastisk. Han virker som en meget god og rar mand.

Og jeg forstår ham.

Men jeg har aldrig brudt mig om ensidighed.

Jeg forstår også modstanden.

Jeg forstår, at der kan være problemer i at give humanitær opholdstilladelse på baggrund af et ophold i en kirke. Hvad hvis vores kirker fremover bliver bestormet af afviste asylansøgere, fordi 'det førte jo til opholdstilladelse'?

Jeg bliver lidt kritisk, når en kvinde fortæller, at hun har ansøgt om opholdstilladelse i 10 år - og har fået afslag hele tiden. Hun har så et par børn på 6 og 4 år.

Hvem f..... får børn, hvis man ikke har et land at være i?

Og hvis vi siger 'jamen, så får du da opholdstilladelse', så får vi formentlig en masse (måske) uønskede børn fremover, fordi opholdstilladelse i så tilfælde vil være i hus.

Jeg så en BBC produceret udsendelse for en uges tid siden. Om de unge i Iran. Det er jo ikke Irak, men det snerper derhenaf med hensyn til ytringsfrihed og frie valg for den enkelte. De unge er bedøvende ligeglade med religion. Mange vil gerne til Tyskland, Danmark eller Sverige, for de har venner der, som siger, at "der er rart at være".

Her er rart at være!

Ja, selvfølgelig.

Vi lever i et dejligt land. Og vi skal sgu være glade for det - og værne om det.

Hvad er det for noget pladder, at vi skal være flove over at være danskere.

Det ville jo være uhørt at forvente, at iranere, irakere og afghanere skulle være flove over deres nationalitet, fordi de kommer fra samfund, der myrder og undertrykker hinanden. Hvor man skal tilhøre en eller anden bestemt muslimsk retning, for ikke at få blæst hovedet af. Eller hvor kvinder skal holde deres kæft, hvis de bliver voldtaget, for ellers er der pisk! I bedste fald.

Jeg synes, det er tragisk for de irakere, der boede i en kirke i et halvt år.

Og jeg synes, det er tragisk for de mange millioner, der lever i de samfund, de andre er flygtet fra. De unge mennesker i udsendelsen var fornuftige og meget 'vestlige' i deres holdninger. Det skaber håb for fremtiden.

Ovenstående kan jeg sagtens modargumentere for.

For som sagt - jeg er musegrå.

Og jeg er én af de ca. 15%, der i meningsmålingerne kaldes 'både for og imod'.

Men jeg synes, det er lidt skræmmende, der ikke er flere.

A eller B?

2009-08-08T23:34:00.009+02:00

Ind imellem er det svært at vide, hvad man skal mene som bibliotekar.

Handler det om nutiden, handler det om fremtiden, hænger det sammen med fortiden - og hvad vil lånerne egentlig ha'?

Der er vist ingen, der ved det.

Det er åbent til diskussion.

Om 20 år er der sikkert nogle, der vil stikke meninger i hovedet på hinanden og triumferende skrige; SE hva' jeg sa'e!!!

...men der er dømt ligestilling mellem meningerne lige nu, i hvertfald.

Derfor er det så nemt at mene.

Og derfor bør man gøre det - og fortælle det.

Det er gratis.

Og det er måske DIG, der ender med at have ret!

Det minder mig om en vittighedstegning, jeg engang havde hængende på min køleskabslåge. Om tvillingerne, der lignede hinanden på en prik. Den ene åd, drak og 'levede livet'. Den anden var mådeholden og brugte det meste af sit liv på at fortælle, hvor galt fat, den andens liv var. Den sidste tegning i striben forestillede to gravstene. Den ene med påskriften 'Hvil i Fred'. Den anden med 'Hva' sagde jeg!'

Jeg elsker den!

Og det fede ved den er, at man faktisk ikke ved, hvem der ligger under hvilken sten!

Overført til den ulmende debat om 'bibliotekets fremtid', kan man da drage mange paraleller!

Lad os kalde dem A og B.

A: Der er også alt for mange mærkelige medier her på biblioteket. Hvad skal det til for? Folk kan da købe cd'ere og dvd'ere alle mulige andre steder. Hvorfor her?

B: Din gamle forstokkede nar! Vi skal følge med tiden. Vi får da ingen penge, hvis vi pludselig bliver sådan et støvet museum med bøger, ingen gider låne. Borgerne lægger mange penge i det her, så vi må sgu da imødekomme deres behov!

A: Fnys! Det holder jo ikke. De der materialer egner sig ikke til udlån. Ungerne er ligeglade med dem. Folk er ligeglade. Når noget er gratis bliver det behandlet derefter. Det er for dyrt, for sårbart og lånerne stikker halen mellem benene. Ak, vi kunne have købt mange eksemplarer af nye bøger for de penge, der går til spilde på den konto!

B: Men til hvem? Og af hvad? Når du lokker med andre materialer, kommer der andre folk i biksen, som måske tager noget andet med sig hjem, som de jo ikke kan gøre i en videobiks, vel!? Desuden har vi masser af kurser, internetadgang, wii-spil...

A: Åh, ja, DET er vi vist mange, der er klar over. Nu mangler vi bare at sælge burgere og pomfritter. Måske også en jukeboks? En talentkonkurrence? Lad os da drukne i tilbud, så vi til sidst ligner stakler, der helt fortjent får et spark bagi og bliver erstattet af det demolitions-sjak, der river det hele ned.

B: Du er pessimist! Du ser ikke fremad!

A: Det er lige præcis, hvad jeg gør!

B: Bogen kan ikke overleve alene.

A: Om jeg så skal dø med den.....

B: Dramaqueen!

A: Ja, det vil du ku' li, hva'!

And they went on and on......

Hva' skal man dog mene?

Det er stensikkert, at biblioteket hverken har lyst til at hvile i fred eller 'buuuh'e sig selv 4

alen under jorden!

Fredag fra fem på første

2009-05-15T21:10:00.010+02:00

Endnu en ulidelig og uinteressant fredag aftenvagt er overstået.

Havde vel 10 ekspeditioner på 3 timer. Halvdelen handlede om at booke en PC eller udlevere Wii-udstyret til drenge i 12-års-alderen. Et par tydeligt nervøse gymnasiepiger skulle til eksamen 'lige om lidt'. De fik min udelte opmærksomhed i cirka 20 minutter, og jeg forsøgte at finde nogle titler, der kunne bruges istedet for dem, der var udlånt.

Og så var der den der flok med den strithårede anfører, der tyrede med sækkestolene nær ved computerne og mindre børn; brølende, larmende, provokerende......

Jeg blev skide sur!

Gider ikke se de samme unger lave ballade gang på gang på gang.

- HVAD HAR DU GANG I?

- Øhhhh, ik' noget!!!

- Hvad laver du?

Resignation.

- Ved du, hvad de der computere koster?

Trækken på skuldrene. Nervøst spejdende efter vennerne, der pludselig viste interesse for bøger.

- Og hvad tror du egentlig de der stole er lavet af?

- Øhhhh, stof?

Søgende blik. Nervøst smil. Var den ik' go', venner? Hvor er I?

- Det er ikke første gang, jeg siger det her til dig!

- JOOOO! Jeg kommer her næsten aldrig!

Kan nærmest knægtens personnummer udenad.

- Det er SLUT nu! Er du med?

Tavshed.

Således sænkede der sig en stilhed over børnebiblioteket.

Jeg ved ikke, om drengene hoppede ud af vinduet. Men jeg så eller hørte dem ikke igen.

Og de andre børn kunne spille videre i fred og fordragelighed.

Lige inden lukketid kom der endelig en pige, som ville låne en bog. Udlånsautomaten skreg med røde bogstaver, at det kunne hun ikke.

Den var reserveret af en anden!

Jeg synes, det er komisk!

Fredag fra fem på første!

Der skal altså ske et eller andet!!!

Hyrden og fårene

2009-04-28T19:48:00.005+02:00

Jeg har været til to konfirmationer i weekenden. Det er jo lidt af en bedrift rent socialt - men det stiller så sandelig også krav til mavesækken i forhold til mad, vin, taler og sange :-)

Lørdag var jeg i kirke i Greve - og nød selvfølgelig først og fremmest synet af min 13-årige niece, der i dagens anledning var iført en bedårende kjole a la Jackie Kennedy og dertil perler i det mørkebrune hår. Hun blev efterfølgende modtaget af 7 fra rideklubben på dertil hørende heste, inkl. hendes egen Moller, den blanke sorte med store blomster i manken. Smukt!

Jeg kan godt lide heste, når der er en vis afstand. Droppede ridningen præcis en uge efter, der var blevet betalt for en sæson; jeg havde fået ridestøvler, hjelm, bukser og hele pivtøjet.....men jeg faldt af. Min ridekyndige søster har siden givet mig medhold i, at han osse var en ret voldsom hest, ham der, der 'overhalede' de andre i ridehuset, styrede MIG - og ikke omvendt - og fik mig smidt af foran en anden hest, som dog elegant hoppede over mig.

Rideudstyret blev pakket væk og smidt på loftet - og mine forældre virkede ret irriterede over, at deres yngste datter kunne nænne dette med livet i behold.

Det blev aldrig nævnt med et ord.

Der var stille som graven over middagsbordet i meget lang tid.

Så fik jeg undulater!

Dem kunne jeg styre.

I lørdags talte den lokale præst om hyrden og fårene. Og han gjorde det vanvittig godt! Han var levende og ungdommelig - og der blev skreget af grin undervejs.

Det har jeg ikke oplevet før!

Han talte om at blive ledt ind i fordærvelse, men det var så pokkers raffineret, da det netop blev formidlet på den ledende, forføreriske måde, hvor du ender med KUN at kunne give manden ret og bagefter tænker, at det nok er meget godt, han ikke tilhører en eller anden besynderlig sekt.

Hyrden, der har alle fårene bag sig.

Han fortalte om vigtigheden af, at man er bevidst om, hvem man lader sig lede og styre af. At der er en million mennesker, der gerne vil lede alle andre, men at det ofte er gået grueligt galt. Han spøgte om krigsliderlige præsidenter, diktatorer, terrorister.....

Og hvor var det godt, at hans pointe handlede om Jesus - 'uskadelige' Jesus og hans selvopofrelse for mennesket - for størstedelen af publikum i kirken i lørdags blev ledt....som får efter hyrden.

Men denne gang faldt jeg ikke af.

Og min tro er heller ikke røget på loftet!

Det er ikke størrelsen....

2009-03-28T23:56:00.006+01:00

Hjernen er et forunderligt organ.
Nogle gange kan den koge over af spekulationer. Andre gange tror man ikke, den er slået til.
Hvem kender ikke til den situation, hvor man sidder og stirrer ud af vinduet og bagefter tænker; hvad var det lige, jeg sad og tænkte på?
Og svaret udebliver.
Det føles som om, hjernen har fundet en off-knap og har slået sig selv fra. Det ved vi jo godt ikke kan lade sig gøre. At der faktisk altid sker et eller andet deroppe, selvom man egentlig godt kan have sine tvivl.

Hjernen driller – eller spiller én et puds engang imellem. Man kan være så optaget af et eller andet, at man er i sin helt egen verden. Hvor man pludselig finder sin tandbørste i køleskabet eller en halv liter mælk i ovnen, ja, så er man måske ude i bekymringen om en ’Alzheimer light’ eller i hvert fald en distræthed, der ikke er helt så hensigtsmæssig. Man kan håbe, det ikke sker, mens man kører bil eller noget andet, der kan få fatale følger. Hvis man for eksempel glemmer at hente sit barn i børnehaven, hunden en regnvådsramt mandag foran Brugsen eller svigermor en søndag formiddag på stationen.
Når hjernen er slået fra, kan det tit reddes med lidt selvironi og et "ha ha – jeg er da ikke for kvik".
Men ovennævnte eksempler hører til undtagelserne.
Det er for eksempel pinligt at glemme aftaler. Det kan såre nogle mennesker, man for alt i verden ikke vil såre. Man MÅ bare ikke glemme datterens ridestævne, sønnens fodboldkamp, søsterens fødselsdag og så videre og så videre. Det kan aldrig reddes med et brøl af en latter og en smart bemærkning. Det er bare ikke legalt at glemme den slags ting – og straffen er ubarmhjertig og hård!
Men vi lever i en tid, hvor vi bliver gennemhaglet med informationer om alskens ting og sager (og ragelse) – og det fylder alt sammen i denne 1300-1500 grams grålige masse, vi kalder hjernen. Efterhånden er man nødt til at skrive ting ned i kalenderen, man tidligere så frem til med forventningens glæde boblende i alle organer. Nu er man nødt til at notere, at man faktisk har en aftale med en god ven! Eller ungernes Natur-udstilling i 'fritten' - inklusiv kaffe og kage (UPS - lovede man ikke at bage til lejligheden???).
AMO og andre tørprodukter har gyldne dage i denne tid. Og det har intet med finanskrise at gøre. Det er hjerne-krise. Det er overophedning - og det er nogenlunde et fedt.
Der er ikke alverden at gøre godt med!

Jeg skal ikke prøve at forklare, hvordan hjernen - denne usædvanlige, tænkende og emotionelle størrelse - reagerer og påvirkes af forskellige forhold. Jeg er ikke forsker.
Ikke desto mindre er det jo ret interessant, at gennemsnitsvægten på en hjerne er cirka 150 gram mindre hos kvinder end hos mænd. Omtrent 10 procent. Det vil sidstnævnte køn sikkert fremhæve ved en aldrig passende lejlighed. Men det har jo intet med størrelsen at gøre!
Vel?
En blåhvals hjerne vejer for eksempel kun omkring 7 kilo, men i de fleste tilfælde er hjernens størrelse proportional med størrelsen på det legeme, den sidder i. Så det hænger i virkeligheden meget fint sammen med, at hjernen er større hos mænd end hos kvinder. Mandens gennemsnitshøjde og generelle størrelse ligger jo i forvejen over kvindens. Vel nok de der procent i snit.
Faktisk ville det jo – i det lys - være lidt pinligt, hvis mænds hjerner var mindre end kvinders.

Men men men...
Der findes mange magasiner og ugeblade, der dyrker mænd og kvinders forskellighed. Mænd er tit blevet beskyldt for at være dårlige til multi-tasking, dvs. have flere ting kørende på samme tid. Med mindre manden er kok af profession, vil han med påfaldende stor sandsynlighed brænde sovsen på, mens han våger over bøfferne med samme nidkærhed, som fodboldkampen overvåges fra den bløde lænestol. Med præcision! Som når HAN stolt vender bøfferne på grillen om sommeren iført HENDES forklæde indsmurt i marinade og en 4½ meter truende tang i den ene hånd og en kølig pilsner i den anden. Den definerlige lugt af brændt kød på en helt almindelig dansk villavej med varm asfalt. HUN har lavet marinaden, salaten, kartoflerne, dækket bord, hørt på forbandelserne over de 'elendige kulbriketter', HUN har købt samt modtaget en stresset ordre om 'mere tændvæske'.
Så kommer gæsterne. Alle stimler sammen om grillen og beundrer hans rosa-stegte bøffer, spilder rødvin på dugen og tørrer kødsaften væk fra tallerkenen med servietten, der engang lignede en japansk vifte.
Dernæst beundres de nyopsatte hylder i garagen og værktøjet som hænger i en snorlige række efter størrelse.
Det kan godt være, hun bliver arrig. For hun brugte faktisk hele formiddagen på at lave mad og gøre rent. Og GPS’en var gået i stykker, så hun fik hentet ungerne hos de der helt nye legekammerater ude på landet en halv time og en vi-springer-snacken-over for sent!
Mænd og grill! Kvinder og stedsans!
Nu skal man aldrig generalisere.
Men man kan faktisk ikke skrive noget som helst, medmindre man gør det!
150 gram er jo ikke alverden. Hverken på grillen eller bag pandelappen. Men forudsat man bruger det-man-nu-har ordentligt, er det jo ret ligegyldigt, om de små grå har en sal at boltre sig i.
Off-knappen er vigtig. Det der sted, hvor man ikke er.
Og hvis man ellers husker børnene, svigermor, hunden og de vigtige aftaler, så kan alt andet såmænd nok klares med et smil.

Ungt i hovedet!

2009-02-17T17:19:00.015+01:00

Lad mig sige det med det samme:

Dette er ikke en blog, der har fundet sin primære mission i at kredse rundt om aktuelle emner i biblioteksvæsenet. Der findes andre, langt mere seriøse blogs, der beskæftiger sig professionelt med biblioteksrelaterede emner. Hvor der sidder nogle folk og ved en hulens masse om væsenet, dets medarbejdere, lånere og potentielle muligheder - og som forsøger at skaffe innovative chefer, der kan skaffe dygtige ledere, der helt automatisk kan skaffe engagerede medarbejdere, der naturligvis kan skaffe masser af kunder i biksen, som jo rammer i hjertekulen hos de folkevalgte, kulturinteresserede politikere, der ønsker genvalg.

Rækkefølgen på ovennævnte er ikke nødvendigvis korrekt!

Dette er en personlig blog. Jeg er ikke talerør for nogensomhelst andre end mig selv og et par andre, der lejlighedsvis giver mig ret. Det er en frihed, jeg nyder - og jeg synes, det er sjovt at ytre sig og se/høre andre ytre sig. Uanset om man er enig med dem. Det er ikke så vigtigt. Men det skaber noget dynamik, som til gengæld er enormt vigtigt. Og så tror jeg, man holder sig ung og opdateret i hovedet ved at tage stilling til de ting, der betyder noget for én.

Selvfølgelig skal man ikke bare mene for at mene - mene, når man vitterlig ikke har en mening, man mener, eller, som den selvudslettende, der mener, man ikke kan mene noget, der betyder nogetsomhelst for nogensomhelst.

Jeg kan godt forstå, at mange holder sig tilbage af angst for, at andre skal synes de er dumme, galt på den eller andet, der truer selvtilliden. Men eftersom Den Store Sandhed ikke eksisterer, intet er 100%, så må man da prøve at tænke, at hvis ens mening kan pisse andre af, ja, så er der sgu nok krummer i den!

Det kan godt være, at bloggen er ved at dø til fordel for en anden måde at kommunikere sine meninger, ytringer og andet ud på. Jeg synes, det er en glimrende form. Men den er afslørende. Dette indlæg er f.eks. et rigtig godt eksempel på, at det er nogle måneder siden, jeg mente noget sidst - og hvad skal man så mene noget om, når nu man er i skrivehumøret?

Som den kære Goethe sagde;

Når man savner idéer er ord et praktisk alternativ!

Touche.

Biblioteksdød? No way!

2008-12-30T22:50:00.007+01:00

Jeg fik den sidste tår halvlunkne juleøl galt i halsen, da jeg så en artikel på Politikens website - om bibliotekslukninger, bogdød, Stein Bagger og andre relaterede emner! Om bibliotekernes satsning på dvd'ere og andre elektroniske materialer. Om bøgernes deroute ned i kælderen, glemslen og den sikre død. BOGEN - kun husket af nogle ganske få ligfarvede individer, der erindrer en tid, hvor man ikke skulle tænde og slukke for alting.

Jeg er skide gammeldags. Jeg mener stadig, at bogen er det vigtigste medie på biblioteket. Jeg mener stadig, at bogen er det eneste holdbare medie på biblioteket. Prøv at smutte i Bilka. Se deres tilbud på dvd'ere, cd-rom'er, playstation-spil osv. osv.. For en halvtredser kan man fylde kurven med Dirch Passer og Pixeline. Nul ventetid - og skidtet kan afspilles, når man sætter det i maskinen.

Det er desværre ikke altid tilfældet med bibliotekets elektroniske materialer. Der er ikke tid til at afspille skiverne, når låneren afleverer - så man er altså ikke sikker på, om en håndmad med Stryhns har været i kærlig kontakt med materialet. Desuden koster det boxen at indkøbe (rettigheder) - og der er lang ventetid på de populære materialer (som mange ikke kan forstå, bibliotekerne faktisk har, da de er udlånt - og derfor aldrig synlige). Men først og fremmest går der bare så lang tid, før 'de ansvarlige for den slags' overhovedet har fattet, at materialet rent faktisk eksisterer, så det kan indkøbes, registreres og puttes i små plasticlommer til folket.

Og det bliver ikke bedre!

Never!

Men bogen, dette robuste medie med en fortid som en Dinosaurus (som forøvrigt har hittet flere gange siden den uddøde), den ved man, hvor man har. Den står på hylden (!) og den er aldrig udlånt (!)

Det er jo LØGN!

Bogen har det fantastisk.

Jeg ved ikke, hvem der bilder folk ind, at bogen har det svært på biblioteket. Når man tænker på den konkurrence, bogen har fra flere andre medier i dag, så synes jeg da faktisk, at bogen kan være ret godt tilfreds med sig selv. Men det nytter sgu da ikke noget, at man putter den i kælderen, for så at prale af at have nogle andre medier, der sjældent gider opføre sig ordentligt, når man smider dem i hjemmemaskinen. Og tilbage på biblioteket står nogle frustrerede voksne lånere med et bundulykkeligt barn, der har mødt en kvart mad med Stryhns og en ødelagt eftermiddag. Og de gider ikke længere låne 'det lort' fra biblioteket.

Og så er det, at de napper en billedbog med hjem. Måske. Eller man ser dem ikke igen. For man holdt jo ikke, hvad man lovede.

Stilhed?

Ro?

Tør man tænke den tanke, at det faktisk er nogle kerneord for biblioteket? At den udvikling, der ræser afsted på sin vis - i sig selv - er bedøvende ligegyldig for biblioteket, men at den (udviklingen) i virkeligheden berettiger biblioteket til netop at være roens og fordybelsens sted.

At udviklingen måske i sidste ende er bibliotekets redningsplanke? At de på en eller anden forunderlig vis faktisk er afhængige af hinanden? At konsumering af noget nyt kræver styrke, der fødes af balance og ro?

Vi får se!

Beretningen om Fjolset

2008-11-20T20:23:00.008+01:00

Det er faktisk ikke så tit, det sker....længere. Da jeg boede i København skete det langt oftere. At jeg rendte ind i perfide og uintelligente buschauffører, der mestendels virkede som om, de var sat i verden for at få andre til at ønske, at de kunne stikke af fra den.

Når man træder ind i en bus, vil man godt lige have et fast greb om et håndtag, inden 'manden med magten' speeder op, så man undgår at lave et umotiveret og uelegant løb hen ad midtergangen med panden forrest og følelsen af et glædesstrålende smil i ryggen.

Jeg mødte én af slagsen i morges. Et regulært bud på et fem-stjernet røvhul i lyseblå, lidt for tætsiddende skjorte knappet helt op i halsen. Bevares, jeg synes sgu også, det var tidligt, men jeg mødte da Fjolset med et smil og et 'God morgen'.

"Ved du hvad klokken er"?

Tonen var ikke engang brysk. Men der var tøris mellem ordene - og accenten var umiskendelig lokal.

"Øhhhh, ikke helt". Havde glemt mobilen - går jo ikke med ur.

"Ja, det kan jeg se på dig". Fjolset var altså gnaven over, at jeg ikke var højrød i hovedet efter en løbetur, og at jeg var fræk nok til at sikre mig, at skoddet var slukket helt, inden jeg stak det ned i ciagaretpakken og steg op i bussen.

"Jeg SKULLE faktisk være kørt"!

"Jamen, det ku' du da bare ha' gjort. Der kommer da ekstrabusser om lidt", satsede jeg.

Nu var jeg blevet hans fjende.

Dørene knaldede i, og jeg nåede akkurat at sætte mig på et ledigt sæde skråt bag ved Fjolset inden hidsig afgang, så jeg kunne nå at se hans sammenbidte udtryk i bakspejlet.

Der gik ikke længe, før han øjnede muligheden for endnu et perfidt angreb. En fyr stod på en markvej i silende regn og trådte glad op i bussen, for så at konstatere, at han havde glemt buskortet derhjemme.

"Ja, så kan du ikke komme med", hvislede Fjolset, selvom knægten har kørt med netop denne bus hver morgen siden i sommer. Og da Fjolset er en type, der studerer et buskort med samme granskende alvor som militæret studerede pas ved Checkpoint Charlie før murens fald, ved ALLE, at Fjolset så udmærket forlængst har scannet knægtens kort og dets udløbsdato, som givet ligger et stykke ude i fremtiden.

Resultat: Drengen måtte slukøret vende hælen om, pinlig berørt, bekymret for en eventuel misset time i gymnasiet og med en busfuld af klassekammerater og andre (som jeg), der sad morgenlamme, slået ud af kurs og ude af stand til at ile staklen til undsætning. Først da man gennem ruden kunne se ham som en diffus, slap skikkelse i regnen, og Fjolset gassede op, slog det formentlig flere af os, at vi da vist godt ku' ha' hjulpet.

Nå, men Fjolset var ikke stillet tilfreds.

Et par dæmpede rytmer lød duvende fra et par MP3'er, der tilhørte halvsovende unge med hættetrøjer, og Fjolset lavede en Giraf-lignende bevægelse, sådan en 180 graders kropsdrejning med krop og hals og stirrede ondskabsfuldt frem fra sit aflukke ned gennem bussen:

"Kan I SÅ slukke for det der"!

Næste person trykkede stop, hvorefter Fjolset nogle sekunder efter hvæsede i højttaleren, at "Du kan godt trykke stop noget før næste gang", hamrede bremserne demonstrativt i og lod en fortvivlet pige styrte ud i friheden.

Men Fjolset havde lige et par ting, der stadig rev og sled inde bag den der lyseblå skjorte og strammede i halsen.

"Jeg forstår ikke, hvad den bus laver her. Han må da være kørt forkert"!

Fjolset havde udset sig damen foran mig som en mulig allierede. Hun var forbandet pænt opdraget og havde småsludret lidt med ham undervejs. Flere gange overvejede jeg, at gøre ham opmærksom på det lille skilt over hans hoved, der forlyder, at "Chaufføren må ikke samtale under kørslen", men jeg havde på den anden side ikke lyst til veksle flere ord med ham.

Imidlertid havde hans kære kollega ikke gjort noget galt. Han var bare blevet indhentet af Fjolset, der måske skulle være kørt nogle minutter senere, end han faktisk gjorde.

"Ja, det er da helt galt, at han ikke er nået længere".

Måske, kære Fjols, kan det tænkes, at din kollega lader folk komme HELT af, i stedet for at begynde at køre igen, inden de har fået plantet støvlerne på sikker grund.

Jeg overvejede at trykke på stopknappen, da bussen svingede ind på stationen. Sådan bare for at se om den øverste knap i hans skjorte ville begynde at volde ham problemer. Men jeg gjorde det ikke!

Jeg håber, jeg er lidt mere vågen næste gang, jeg bliver udsat for Fjolset. Og at jeg er HELT sikker på, at de der ekstrabusser rent faktisk også kører, så jeg ikke ser mig selv sat af på en regnvåd og mørk markvej med et ubrugeligt buskort sammen med et par unge, der har glemt deres.

Mor vil ha' dytten!

2008-09-03T22:32:00.002+02:00

Jeg har just vundet en sejr over mig selv. Jeg er nemlig begyndt at køre bil igen. Og når jeg skriver igen, mener jeg, at det efterhånden er rigtig, rigtig mange år siden, jeg var fortrolig med min fars Ford Sierra (1989 - for at være mere præcis). Da kørte jeg mestensdels ruten til venner i Kildebrønde landsby fra Greve landsby, fra Greve landsby til Greve Strand - og en sjælden gang imellem hele vejen til Roskilde. I min fars dyt.

København kom aldrig på tale.

Jeg har én eneste gang taget turen fra København til Skælskør - med en supervisor ved min side (nej, han havde de heftigste tømmermænd og ku' lisså godt have været en senildement slægtning). Det er osse et par år siden.

Nå, men nu bilder jeg mig ind, at jeg er blevet fortrolig med den 'islandske blå Berlingo Multispace 1,6 uden hjulkapsler' (hvilket gi'r et særligt råt look)..... (læs, en idiot har snuppet dem, men det er meningsløst at anklage alle Berlingo-ejere. Det svarer til at angribe alle, der kan tage TV3).

I går kørte jeg til arbejdet i Slagelse fra Skælskør. De uvidende ved ikke, at det er en særlig farlig vej med hårnålesving og stærk trafik ( :-)) på 20 kilometer. Og jeg gjorde det alene, og jeg sang hele vejen - og min vibrator fejlede fandeme ikke noget. Alligevel kørte jeg i perioder alt for stærkt (!)

Hjemad var der en anderledes kølighed over foretagende.

Og nu i aften drøner jeg lystigt gennem byen til forældremøde på skolen med en sikkerhed, jeg vist aldrig har haft før.

Nu vil Mor ha' dytten - far må ta' bussen.

Der er ting at diskutere i den nærmeste fremtid!

Nu forstår jeg Helena meget bedre!

2008-07-30T20:21:00.002+02:00

Ja, så har man prøvet det med. At blive sminket på en måde, man aldrig selv ville have gjort, fået bløde krøller, der holder indtil næste hårvask, stået i 30 graders varme med favnen fuld af bøger og et hjertelig-velkommen-søde-låner smil.

Måske.

Eller osse ligner man én, der har krampe.

Vi har jo ikke set billederne endnu.

6 styks biblioteksfolk poserede i dag frivilligt til den kommende hjemmeside. Med bøger, telefoner, computere osv.. Det var meget skægt at prøve, og det mindede lidt om dengang, veninderne lagde make-up på én, inden der skulle festes igennem. Men hvidvinen manglede - OG den der efterfølgende tro på, at nu-ser-jeg-eddermaneme-godt-ud (hik).

På den anden side skulle vi jo lissom ligne os selv i dag.

Og ja, manden havde desværre bare et kamera - ikke en tryllestav!

....og så skal jeg søreme til Jylland

2008-07-10T23:33:00.006+02:00

Ja, så er første uge af ferien nærmest gået. Med alt og ingenting. Den er jo fløjet afsted, og det gør mig lidt nervøs. Det skulle have været en ryd-op-i-bunkerne uge. I stedet har jeg haft gæster og været i KBH, hvor jeg besøgte venner. Jeg var virkelig sugende på en café på Christianshavn i går. Nøj, hvor er der bare mange sjove, fede, skæve, sørgelige og hvad-fanden-fik-du-til-morgenmad typer. Og samtidig blev jeg ramt - som slaget fra et baseball-bat - af en total bevidsthed om, at jeg vistnok er blevet mere provinsiel, end jeg vil være ved. Ikke mindst fordi jeg lige havde købt, hvad jeg selv synes, er en sød bluse i.... Føtex. Den burde bare have haft påskriften NOT foran.

Jamen, herregud, der render kvinder rundt i røde højhælede sko på brosten. Mænd i 60'erne cykler på christianiacykler med små børn i ladet foran, som de garanteret selv har avlet. Bøsser går åbent og smilende hånd i hånd......

Det er jo ret fedt. Og stadig et usædvanligt syn i provinsen, selvom vi har fået mange københavnere herned efterhånden.

Men typerne på Christianshvan er også nogenlunde lige så forudsigelige, som hvis jeg tager mig en fortyndet kaffe på havnen i Skælskør og betragter menneskene dér.

Der er bare flere mennesker på Christianshavn. Men der mangler noget. Der mangler f.eks. sådan nogle som mig - og jeg mødte heller ikke lige en type, der mindede om lokalfrisøren med den skingrende stemme, eller ridepigen, eller den svært overvægtige, der forlængst har lagt badevægten ad helvedes til. Eller de midaldrende kvinder i stavgang.

Det kan siges på en anden måde:

Der var sådan lidt for.......smart. Og lidt for ens. Hvis man ser bort fra den ældre dame, der var ved at falde i søvn, da hun gik over fodgængerfeltet eller junkien, der solgte mig et krøllet 'Hus forbi'. Men han bor jo rundt omkring. Helt forkert ved siden af de cyklende lyshårede sild, de kække mænd i løst bomuld med skuldertaske og de mange solbriller. Klassisk Christianshavn, hvor ketchup til pomfritterne er af bedste øko-mærke og smoothies koster boxen.

Nu tjekker jeg Jylland. Forhåbentlig ser jeg både frisører, flippere, fjollehoveder, fattigfine, fulderikker, festaber og Føtex.

Jeg vil glædes over forskelligheden.

Hvorfor pokker har man den ikke samme sted?

De tre F'er: Facebook, fodbold og ferie

2008-06-19T19:59:00.004+02:00

Ja, ja. Jeg har stirret som hypnotiseret på min Facebook-profil de sidste par uger, for hvem-hører-jeg-nu-fra? Og det er jo helt vildt! 5 gamle skolekammerater/venner (man er vel fra en landsby, hvor alle legede med alle, ikk') har jeg fået kontakt med - og det er jo skønt. 2 fra gymnasieklassen, som er en langt større udfordring, eftersom jeg ikke kendte deres forældre og ophav på samme måde - og derfor er de vanskeligere at spore. Og så befinder den ene sig - gudhjælpemig - i Iran - og svarer!!! Der er heldigvis nogle (kvinder) som har beholdt deres fødenavn. Eller har meldt sig ind i 'grupper', så man kan lokalisere dem i dette inferno af navne uden ansigter, navne med små ansigter, navne med meget store ansigter, der ligner - og så alligevel ikke (man skal jo hele tiden lægge 10-20 år oveni).

Nå, men jeg får lov til det uden de store protester fra husbonden, som mestendels fiser den af foran skærmen - lissom 3/4 af alle andre mænd på hans alder. Sønnerne følger mere eller mindre frivilligt med i aftenens kamp(e), og datteren skal bare ha' sin daglige dosis af Hannah Montana og High School Musical.

Lige nu har jeg 'fri'. De store er hos venner, den lille sover i sin fars armhule, der ligger som en stenstøtte langs sofavæggen, mens grønsværen fra skærmen farver hans ansigt mintgrønt. Det er tider, det her :-)

Jeg glæder mig til ferien om et par uger. Familiebesøg, hytte og camping, lugten af brændt kød over ilden, papvin, skove, enge og søer. Simpelthen sol, sommer og bar r... Uden Facebook og fodbold på fjernsyn.

Facebook - ofte uden fjæs

2008-06-04T17:34:00.005+02:00

Ja, så måtte jeg jo overgive mig. Efter pres fra kusinen især (se senere). Jeg har just oprettet en profil på Facebook. Dermed har jeg tryglet gamle og nye venner, kolleger, eks'er, familemedlemmer osv. osv. om at blive 'mine venner'. Og som forudset: jeg har ikke lavet andet siden end at glo på, hvem der nu har lyst til at være med på dén. Jeg tror, det bliver hyggeligere end forventet. Måske en anelse tidskrævende. Jeg vil ikke skilles, så jeg er nødt til at have antennerne ude :-) Når manden knalder døren i med en decibelt a la hovedbanegården i myldretiden, så er jeg nok nødt til at holde lidt igen. Nu har jeg 'anmodet' alskens mennesker indenfor alle boglige erhverv om at blive mine venner. Imidlertid kender jeg ufattelig mange mennesker, der ikke gider, orker eller har tid til den slags. Det er jo lidt ærgerligt, når nu man har forvildet sig ind i junglen. Måske kan jeg få dem overtalt? I går ville jeg f.eks. have kastet op af grin, hvis der var én, der påstod, at 'du har en profil i morgen'.

Nanna.......det er altsammen din skyld!

Og når jeg nu har fået mig en alvorlig samtale med Cuz, så lad mig i samme øjemed gøre reklame for kvindens helt vidunderlige bidrag i konkurrencen om at designe Irmas nye poser. Tjek lige....OG STEM på hende. Tjek hende her:
http://www.irmamovingarts.dk/Gallery.aspx
Det er hjertet, der tæller!

P1 lover sex i æteren!!!

2008-05-16T16:54:00.005+02:00

Hva' gi'r I?

Forestil jer Beethovens symfoni nr. 9 med små velanbragte støn i baggrunden!!! Eller "Orientering" med "dagens erotiske indslag"? Nå, men P1 trænger måske til en ordentlig omgang, før de får vækket lytterne. Ja, ja, jeg ved godt, det er en super god, intellektuel og efterhånden anderledes kanal - og den må aldrig blive sparet væk. Og en lille hyrdetime på 'den højpandede' er måske en udmærket idé??? Nu skal unge forfattere i hvert fald give deres bud på lidt erotik af den ordrige slags. Det skal nok blive fornøjeligt!

Maj: Scenarie 3. Når man får indbygget airbag - osse a la Joyce

2008-05-14T16:59:00.006+02:00

Man vågner på et eller andet tidspunkt op i sit liv til erkendelsen af, at man er nødt til at gøre noget GODT for sig selv, også selvom man egentlig forlængst har vedkendt, at man er alt for doven til, at det skal være noget fysisk mærkbart, noget, der gør ondt eller på anden vis er ubehageligt - dvs. omtrent alt, der egentlig er godt for én - du ved, fysisk aktivitet, mindre fedt i maden, der også skal være i mindre mængder, og den tre-liters karton rødvin skal i hvert fald holde ugen ud og helst de 6 uger, den faktisk kan tåle, når den er åbnet, og hvad fanden gør man så, når man elsker at hygge sig og fise den af for vildt, og man elsker at lave mad til familien, vennerne og ikke mindst sig selv, og man ved bare fra avisernes spisesedler, at man formentlig har nærmet sig den sidste tredjedel af livet, hvis man bliver ved på den måde, og nå, nej, så slemt er det da heller ikke, og man kendte jo engang nogle halvgamle livsnyderne, der fandeme gav den gas, og de lever sgu da endnu - eller gør de, man bliver jo pludselig lidt tvivlsom, for det er sgu godt nok længe siden sidst, og nu bliver man jo lidt svedig, måske lidt stresset, for det er da ubehageligt at tænke på, og man må vel egentlig hellere ringe på et tidspunkt, og nå, ja, man lever måske kun én gang, og det er måske derfor, man synes, man skal nyde det ad helvedes til, for tænk om der kun er plads til en asketisk livsstil i himlen, eller hvor man nu lander, og så er det måske meget godt, at man trods alt nåede lidt af det frække, sjove og usunde, mens man befandt sig blandt de levende, ja, og nogle gange synes man jo også, man kan inkludere 'de døde', for sådanne er der jo nogle, der på en eller anden måde er hele livet, sådan nærige med sig selv, sådan lidt opsparende til alderdommen uden hjælpere, og sådan vil man fandeme ikke være, og nu hvor man er vågnet op til erkendelsen af, at man skal gøre noget GODT for sig selv, så bliver det da pludseligt lidt vanskeligt at finde ud, hvad dét så er for noget???

Idiotiske pinkoder, stupide passwords og en satans blog

2008-04-28T22:45:00.008+02:00

Hvad f..... er det for noget? Man skal jo skifte password hele tiden og alle steder. Hvordan skal man kunne huske dem alle hele tiden? Jeg er sgu da ikke autist. Man må heller ikke engang have den samme på arbejdet mere, selvom den er komplet uigennemskuelig for alle (inklusiv mig selv ind imellem). Næh, nej - der skal gå 10 runder, før man igen må bruge den samme. Nå, ja, så starter jeg da bare forfra. SOM OM JEG KAN HUSKE DEM! Jeg kan ikke engang skrive på min blog uden at vride min hjerne (hvilket jo ikke var meningen) BARE for at komme ind i dette jeg-må-UD-med-mit-raseri. Jeg måtte skrive adressen og adgangen til denne fordømte blog MAIL 37 gange (den, jeg aldrig bruger). Jeg kan jo for h...... ikke huske adressen. Jeg kunne heller ikke huske koden. Og snart kan jeg nok heller ikke huske koden til min dankort, og vil blive mødt af diverse patroniserende blikke, når jeg står i min lokale Netto, Brugs eller whatever og fedter med mønterne. Ja, ja, manden bliver lykkelig, banken giver mig vel en lyserød sparegris og et velment klap i numsen, men det er sgu ved at blive alvorligt, det her. Jeg VED, jeg ikke er alene! Hvorfor skal vi fylde vore hjerner med nye passwords, brugernavne, pinkoder, skidt og møg. Det er hamrende frustrerende. Så tag dog røven på os, stjæl vores e-mails, vores referater, vores bleggule digitale kalender, billedet af kattene. Smugkig i d-drevet (rene lækkerier) eller Kontor-drevet (pas på blodtrykket!) - knæk koden til dankortet og bli' ÆRGERLIG, mand! Men lad mig dog beholde det eneste password, der du'r!!!

April: Scenarie 2 (osse a la Joyce, som jeg iøvrigt aldrig har læst mere end ti sider af, men som jeg har hørt så meget om).

2008-04-08T21:05:00.006+02:00

Her sidder man næsten midt i april måned, forkølet, nasal og hostende, så vandet springer ud af øjnene - og vejen ad hvilken jeg går og fanden og hans pumpestok, og hjernen er krøllet som de bunker af fugtige papirservietter, der hober sig op ved min side ved siden af papirkurven, der allerede er fyldt, som min hjerne, med snot, noter, små tanker, halvhjertede betragtninger, indkøbslister og kvitteringer for madvarer, papirservietter, hostesaft og dvd-film til ungerne, så man kan få sig lidt TID for SIG SELV, sin forkølelse, sin forsømte blog, som ingen kigger på, fordi de er hamrende ligeglade med at læse en blog skrevet af en hypokonder, som er nogenlunde lisså ophidsende som en slukket bordlampe, en blog, der alligevel mestendels handler om sygdom, børn, biblioteksdebat og den snart midaldrendes alvorligt skrantende humor for hunderedeogsyttende gang, og de gider da slet ikke læse en blog om én, der ovenikøbet forsømmer den allerhelligste forpligtelse, når man er børnebibliotekar, nemlig at LÆSE for sine børn, næ, nej, KRAMPEN køber eller låner en dvd og undskylder sig med sin hæshed for de stakkels unger, giver lungerne gas for at score lidt kærlig omsorg, og bliver mødt af den der, ja, ja, er forstået, smut ind og læg dig, MAUDE, mens man spekulerer på, hvad man hvæsende får smidt i fjæset, når de bliver teenagere og først bliver RIGTIG modbydelige og kritiske og 'du-læste-aldrig-Harry-Potter-for-os', og man tænker, at var man begyndt på dét, da de var fem, var vi måske nu nået til bind fire, og så havde de bare sagt, at de aldrig fik lov at få en playstation eller at de aldrig fik lov til at spille computer, fordi mor altid skulle læse i den fordømte tykke bog, og så var de nok osse blevet utilfredse, og ja, sådan kan man jo blive ved i det uendelige, men man ved da, man har lært dem et og andet hen ad vejen, og det bliver sgu spændende at se, hvad de lukkede ind og hvad der kommer ud af det.

Dialog mellem mor og søn

2008-03-19T22:59:00.002+01:00

Min søn Jakob på 4 lå godt puttet i min armhule, mens vi så noget børne-tv. Så siger han pludselig:
- Mor, hvis vores bil går i stykker, så stjæler vi bare en anden, ikk?
Jeg kiggede bestyrtet på ham.
- Det må man ikke. Så kommer man jo i fængsel!
- Og hva' så?
- Jamen, der er ikke rart! Og man kan ikke spille computer i fængslet.
Tavshed. Hvorefter han summerer:
- Det er godt, vores bil ikke er i stykker!

Og hvad kan man så lære af det?
Ram ungerne på deres laster (læs; computere), så de ikke får andre grimme laster!!!

Kaffenissen har ret!

2008-03-17T16:54:00.004+01:00

Hvorfor bliver jeg pludselig i tvivl, om jeg kan skrive nedenstående? Nå, men selvfølgelig kan jeg det. Først fjernede jeg indlægget på bloggen efter et døgns tid. Også selvom jeg oven i købet havde garderet mig i hoved og r.. ved at skrive "scenarie". Et glimrende ord, der dermed fritager én eller skaber tvivl om egne meninger. Nu ER det jo en bloggers ret at digte! Tak kaffenissen. Og dit forslag lyder glimrende :-)

Marts: Scenarie 1 ( a la stream of consciousness)

2008-03-17T16:49:00.001+01:00

Der var én, der blev lettere frustreret over det nyeste nummer af Bibliotekspressen, som tænkte, okaaaay, der er drinks på forsiden, hvorefter det viser sig at være en aperitif til en slags fakta-boks artikel om tiltag i biblioteksregi, som man hverken har råd, evner eller mulighed for p.t., medmindre man anskaffer flere måder, hvorpå folk kan komme til lommerne, hvilket igen måske betyder, at man ikke tør komme på bibliotekerne, fordi det koster boxen at aflevere for sent, og fordi man først bliver bevidst om, at man er håbløst bøderamt, når hjemkaldelserne vælter ind ad døren - nemlig i et styk pr. dato, så der er jo lissom en idé i at nøjes med at komme en enkelt gang om måneden, så man slipper for flere bøder, men på den anden side er der måske nogen, der hæver statistikken en smule ved at komme flere gange, men det tør man altså ikke nu, for det er alt for dyrt, hvis man kommer til at låne noget, og så vil lille Anton sgu osse være låner, og Gud fri mig vel, det har man sgu da ikke råd til, så han må hellere komme sådan helt uanmeldt og helt uden for statistik, og ja, man ved godt, at udlånet for børn er faldet med cirka 12 procent siden 1998, og man spørger sig selv, om det er bøderne, udviklingen eller manglen på legepladser, den er gal med, for man skal da osse kunne lege på biblioteket, selvom mange er skidesure over larmen, og de, der troede et bibliotek var for de kloge og indviede sender gale blikke i retning af børnene, som så føler sig endnu mere uvelkomne oveni, at de slet ikke er indmeldt......

Æ Hvæsmand

2008-03-12T12:33:00.014+01:00

Dette er min tipoldefar på min mors side, Niels Christian Christensen. Ja, de så ikke videre muntre ud dengang, men det var heller ikke altid et muntert liv.
Mine kusiner fra Silkeborg har igennem et par år gravet i familiens historie og fundet mange interessante ting frem fra fortiden. Blandt andet en del om denne mand. Han blev skudt i halsen under krigen i 1864 og blev herefter kaldt "Æ Hvæsmand", fordi han jo var blevet ret hæs. Hans historie er meget rørende og interessant.
Nå, men i går så jeg en dvd om Danmarks historie fra 1896: Det nye land (om årene fra 1919-1929) - og der var han! Han stod lige så pænt og gumlede på et eller andet, mens kameraet passerede langsomt forbi hans sørgmodige ansigt. Altså: Tænk at se sin tipoldefar PÅ FILM fra en optagelse anno 1920, der handler om Kong Christian d. 10.s uddeling af fortjentsmedaljer (sådan cirka 56 år efter krigen. Men så skal man jo heller ikke uddele så mange!) Virkelig spøjst. Æ Hvæsmand fik desuden Ridder af Dannebrog-ordenen, men det er egentlig min tipoldemors fortjeneste, for han havde sgu ikke lyst til at tage til København for dét. Men hun insisterede. Så hævede man sig vel osse lidt over de almindelige i landsbyen, kan jeg tænke mig. Husker stadig portrættet af de to fra mit barndomshjem. Den dag i dag tænker jeg stadig på det billede, når jeg ser en gammel 'spis mere fisk' reklame med Niels Olsen og Kirsten Lehfeldt!

Tipoldefars fortjenstmedalje for krigsdeltagelsen i 1864.

Not the nine o'clock news

2008-03-07T12:59:00.003+01:00

Dette er et herligt gensyn med alletiders skøre Atkinson, Smith og Jones. Da jeg var meget ung blev disse sketches sendt sent på aftenen, og jeg eeeelskede dem. Længe leve de glade 80'ere, som vist ikke var englændernes bedste årti! Døm selv.

Drømmetydning

2008-03-06T10:37:00.005+01:00

OK - indrømmet. Jeg har brug for lidt hjælp.
I ugens Søndags BT forefindes en artikel om drømmetydning. "Lær at forstå dine drømme" - og så med nogle eksempler på forskellige menneskers ikke synderligt mærkelige drømme. Jeg har følgende spørgsmål, som jeg håber d'herrer og damer samt andre ukendte læsere af denne blog kan besvare:
Jeg drømte følgende i går nat:
Jeg var til en fest, hvor vi dansede i rundkreds, og jeg havde derpå anrettet og skabt en rigtig fin buffet. Ved denne buffet diskuterer jeg med selveste Elton John, hvor jeg hårdnakket forsøger at få ham til at indtage stuvet hvidkål!
Jeg har ikke noget specielt forhold til manden, jeg er ikke engang 'fan' - og jeg ville aldrig servere stuvet hvidkål som del af en buffet!
Ja, jeg har vist brug for hjælp :-)

Det er løgene, der gør det!

2008-03-03T17:51:00.004+01:00

Jesper og jeg har lige været til kobberbryllup hos gode venner på deres skønne landejendom på Falster, der huser tre generationer. Et brag af en fest. Og uden børn for første gang i 14 måneder. Selvsagt ret godt for ethvert ægteskab at komme ud på landet, ud på dansegulvet og op på mærkerne.
Her så vi selvfølgelig en masse kendte og ukendte ansigter. Jespers bedste ven og hans brasilianske kone kom også - tilsammen næsten 20 kilo lettere siden nytår. South Beach-kuren. Så få kulhydrater som muligt, nul kartofler, pasta, ris, brød - ja, omtrent alt det, jeg gør heeeeelt forkert. Det koster kassen at være på kuren, for man skal have et hav af gode grøntsager og en hulens masse kød og andre 'rene' produkter - men det virker...prompte. Det er jo helt vildt. Peter tabte 9 kilo de første 2 UGER!!!
Jeg overvejer seriøst at tage den kur, hvis det ikke var fordi, den er så pokkers dyr, hvis den skal være tålelig. På den anden side: Manden og ungerne vejer ikke for meget, så de kan vel godt unde mor at se sine fødder igen - i oprejst tilstand. Og nej, det er IKKE barmen, der såmænd efterhånden blot virker som om, der sker noget interessant ved siden af mig - især i modvind :-)

Og jeg, der engang var ranglet.....deraf navnet Luns.
Det er bare ikke så sjovt at være på kur, når man skal lave almindelig mad til de andre....
Uha, jeg er vist igang med undskyldningerne nu.
Min mad-, vin- og livsglæde vokser tilsyneladende med årene, og ja, så må man jo affinde sig med, at der er en årsag til, at man ser ud, som man gør. Men 5 kilo ville f...... pynte :-)
Så fremover ku' dette måske være OK med mig:
Mere brød?
Nej, tak.
Mere vin?
Ih, ja, det er jo godt for hjertet (!)
Mere kød?
En ekstra steak kan man vel altid klemme ned.
Flere kartofler?
Er du helt rask?
Smør?
Uhm!
Det lyder egentlig som alletiders kur..........

Don't eat yellow snow

2008-02-23T17:09:00.003+01:00

Hermed en hyldest til Zappa og hans krøllede hjerne. Jeg eeeeeeelsker den titel! Og videoen er altså skøn. Denne blogs titel er - som nok de fleste allerede vidste - tyvstjålet fra én af de mest bizarre musikalske (multi)begavelser, jeg sådan lige er stødt på. Og så tilmed udstyret med humor! Frank Zappa har været hinsides i snart 15 år, men denne er jo eviggyldig - ligesom manden er blevet kult for en hulens masse fans rundt omkring (ku' nævne nogle stykker) .......

Think twice

2008-02-23T15:41:00.002+01:00

Jeg har meget svært ved at stå for Smith & Jones, når de laver knastørre sketches som denne.

Skærmrens

2008-02-23T15:25:00.005+01:00

Er skærmen blevet nusset?
Prøv denne vildt skønne virtuelle skærmrens.

Nyt design

2008-02-22T14:06:00.002+01:00

Der er et par indlæg, der pt. ikke er gældende. Dvs. jeg er blevet lidt gul igen, som igen betyder at denne blog og dens hovedperson lover noget, den slet ikke kan holde. Hvad gør man så? Man tager da navneforandring, ændrer designet og vupti....nu er det på tide at være alt andet end alvorlig.

Endelig færdig!

2008-02-04T12:04:00.000+01:00

Så blev jeg endelig færdig og kan nu kalde mig cand. mag. i Kultur og Formidling. Det er såååå skønt. Ak, ja, det tog sin tid, og jeg var virkelig ved at køre meget træt i det hele på et tidspunkt. Men så fandt jeg en lille rest af energi, og så lykkedes det sgu. Det har været et underligt og ret ensomt forløb. Uni. er en 'sjov' størrelse. Og krimien - tja, der går nok nogle år, før den bliver betragtet som helt stueren i de kredse :-)

Vira

2008-01-30T12:33:00.000+01:00

Der er kun én ting, der er værre end at være syg. Det er at høre eller læse om andres sygdom. Så jeg vil venligst undlade at pive offentligt. Til gengæld ved jeg efterhånden en del om, hvad der foregår ude i den store verden. Jeg har nemlig set CNN. Mest fordi jeg er flad og remoten ikke virker - og så er amerikanske komedieserier (med få undtagelser) simpelthen ikke min kop te. Nå, men jeg har svælget i præsidentvalg og en meget sød og dygtig skuespillers pludselige og alt for tidlige død. Det er så synd og tragisk, som det kan være, når nogen forlader livet som 28-årig. Når så manden var en så gennemført fornøjelse at se og høre på, bliver det jo helt ubærligt.
Apropos vira er jeg også blevet informeret om, at man ikke må søge for vildt på den søde skuespillers navn, da onde mennesker har smidt de ledeste af slagsen på forskellige til-lejligheden-opfundet internetadresser, der vedrører ham. Det bliver hurtigt usmageligt i cyperspace, men kunne de dog ikke istedet inficere de medier, der svælger i historier a la Britneys efterhånden totale kollaps foran fotograferne samt andre perfiditeter om kendte, der er ved at gå i hundene? Nå, jeg vil tilbage i sengen og dyrke andre vira i stilhed og lidt mere CNN, inden familien vælter ind ad døren om et par timer.

En hyldest

2008-01-22T21:54:00.000+01:00

Jeg vil på det kraftigste anbefale de par seere, der ikke kender Kaffenissen (og vedkommendes blog) - om hurtigst muligt at attendere denne. Kaffenissen er igang med - på bedste sekt-agtig vis (og jeg tror egentlig ikke, det har noget med Tom 'cruising down the drain' at gøre) - at lave reklame for en smilende og meget glad halvpunker og en rødhåret og meget charmerende blegfis med engelsk humor - osse kaldet The Mighty Boosh. De er vældig søde - lissom Kaffenissen (men Kaffenissen er også til fodtøj). Den 24. ting (nu bliver det sgu jul igen - og hamrende indviklet og absolut ikke for folk udenfor sekten) er den herligste af dem alle, tror jeg - og udelukkende et produkt af makkerparrets (og Kaffenissens) ubegribelige og ja, rummelige hjerne (:-))) Længe leve Kaffenissen og The Mighty Boosh. Det er virkelig næsten som juleaften!!!
Hvorfor kan man ikke springe de næste 18 ting over - og begynde at fokusere på det, der virkelig betyder noget?

I had a dream

2008-01-20T15:30:00.000+01:00

Jeg havde den vildeste drøm forleden nat: Om det bogløse bibliotek. Det var skrækkeligt. Der var computere allevegne, og der var kun én reol med ganske få bøger - alle Windows-manualer og alle med en fed hvid plasticstribe henover forsiden med påskriften: "IKKE TIL HJEMLÅN".
Folk sad bare der som forstenede og stirrede ind i skærmene. Der var sådan lidt Terry Gilliams 'Brazil' møder Charles Heston i slutscenen i 'Abernes planet' stemning over det.
STOOOOOP!!!
Jeg vil a'!

Én af de der morgener....

2008-01-15T11:04:00.000+01:00

I morges var én af de der morgener, hvor jeg sad som forstenet og gloede ud af bussens vinduer uden at se nogetsomhelst - med bogen (Larssons sidste bind) opslået på mine lår som den mursten, den jo er. Jeg var bare ikke i læsehumør. Jeg sad og tænkte. Og nej, DER LUGTEDE IKKE BRÆNDT!!!
Nå, men min ærinde med dette er: I de perioder, hvor jeg var nødt til at stoppe med tænkningen (med fare for ovennævnte), bed jeg mærke i, at jeg virkelig ikke kunne se nogetsomhelst. Og det slog mig, at sådan er det altid, når man kører i bus i vinterhalvåret. Det er ligegyldigt, om selskabet er VT, HT eller Odense Trafikselskab. Man kan ikke se en skid! Jeg kan ikke begribe, hvordan det kan lade sig gøre. Vinduerne sidder højt, og mig bekendt arrangerer disse selskaber ikke safariture i vildnisset!!! Hvordan de ruder kan blive så helt igennem møg hamrende beskidte begriber jeg ikke. Nu er det jo ikke alle, der læser eller tænker så dybt, at de ikke ser nogetsomhelst alligevel. Der ER faktisk nogen, der engang imellem gerne vil se UD på noget andet end på de morgentrætte eller sure medpassagerer, der småhoster rundt om én. Så VT, HT og alle jer andre: Tag lige og sprøjt lidt vand på de ruder - og drop de natlige muddertræf med kollegerne.

Og ellers ikke et ord mere om rygestop!!!

2008-01-10T16:33:00.000+01:00

Jeg har sådan en liste hængt op på køleskabet, hvor der meget Arne Astrup'sk (læs; fersk som bare fanden) står, hvordan man vil have det dag for dag med sit rygestop. Nu er jeg nået til dag 9: Din stemme er blevet klarere og renere.
Forkert! Jeg er snot-hamrende forkølet, hul og hostende. I går skulle min ånde have været friskere - og jeg var KYSSEKLAR! Jo, tak - hvis man kan lide kys i storm og regnvejr. Jeg nøs hvert andet minut. Men OK - blikket var vådt, hvis det tæller.
I morgen (dag 10) vil tobaksrøg i mine omgivelser begynde at irritere mig. Sig mig, hvilket årti er dette skrevet i? Man må jo kun ryge udenfor alligevel. Nå, men jeg vil sige til mig selv, at jeg er ved at slippe afhængigheden, selvom jeg er tæt på at benytte aftenen til at lokalisere fjolset bag denne sindssyge skrivelse. Så vil han formentlig rette DAG 9 til: Du begynder at chikanere dine medmennesker!
Hmmmmpffff!

2008-01-08T10:08:00.000+01:00

....og Hundjævelen kastede sig frådende over sit bytte, som hun fortærede med et raseri så vildt som aldrig før....
Røgfri i en uge!
Selvom jeg har været udsat for prøvelser af hidtil usete dimensioner, har både manden og jeg holdt os helt røgfrie i en uge. I går var vi oppe i det røde felt begge to, da vi så os fanget på Fyn (broen var lukket ca. 3 timer) - og vi var ved Odense, da den lukkede. Vi kom fra en weekend ved Vestkysten (besøg hos svigerne), og da svigermor ryger med den største vellyst, sad vi altså i en halvrøgfyldt stue det meste af tiden, mens det regnede udenfor. Så "lange sunde gåture ved Vesterhavet" blev reduceret til én ikke videre lang, men meget kold tur. Altså - det er sådan noget, der meget nemt kunne have resulteret i, at vi droppede alle gode fortsætter og begyndte at pulse løs igen. Nå, men vi blev indendøre, spiste og så fjernsyn. Og så er det altså som om, at alle ryger helt vildt meget på film. Det har de sgu da aldrig gjort før! Selv lægerne i serien "Sommer"!!!

Grrr, snøft, grrr o.m.m.

2008-01-03T13:26:00.000+01:00

Røgfri i 2 døgn. Har konstant gajol- eller stimorol-ånde, for jeg har besluttet at prøve at kvitte smøgerne uden brug af alle disse nikotin-præparater, der koster omtrent det samme som at ryge og ender med at gøre én afhængig af dem istedet. Jeg har lige gjort rent over det hele. Det vil sikkert glæde familien. Men ak, suk, - det er sgu svært. Som Jesper sagde i går aftes: Det er sgu nok rigtigt, at man lever længere som røgfri. Det har fandeme været en lang dag.
Det er sgu rigtigt. Hold kæft, hvor går tiden langsomt. Livet er lissom ikke, hvad det har været. Jeg glæder mig, til jeg skal i seng.

Dette kunne blive en vane - og Godt Nytår!

2007-12-30T20:46:00.000+01:00

Jeg er begyndt at liste ind foran computeren, når ungerne er pænt parkeret foran fjerneren med nyskurede tænder og trætte øjne. Så skal Mor på Bloggen, skal hun. For at skrive det rene ragelse til sig selv og et par få, der har samme tendens :-) For det er skidesjovt, er det. Det er en fantastisk formidlingsform.
Nu vi er ved vaner:
Jeg er en af de sidste dumme danskere, der har nytårsfortsætter, som formentlig ikke holder længere end til den 1/1 kl. ca. 12-13 stykker. Her er ti af slagsen.
1. Jeg VIL holde op med at ryge.
(læs: jeg er nødt til det. Det koster BOXEN!)
2. Dernæst vil jeg tabe de uklædelige extra 10 kilo, jeg har fået tilført siden det andet barn kom til verden. Det er virkelig et problem for én, der elsker mad og indtil sit 25. år var at betragte som 'slank'. Snøft!
Og:
4. Jeg vil holde op med at bide negle.
5. Drikke mere vand (:-))
6. Pine røven ud af underboen, der hader børn (læs: ungerne har fået fjernstyrede firehjulstrækkere i julegave, hæ!!! Underboen er en hæslig eksistens, der lyder navnet "Gniske"). Selvfølgelig stjålet fra DRs sure løg i 'Vinterbyøster'.
7. Sætte Louis' computerforbrug ned (HAN er uhyggelig! Jeg tror, knægten kan give kurser på SCB om et par år).
8. Se Roger Waters i Odense - enten med manden eller Louis. Louis' yndlingssang er "Another brick in the wall". Det dur ikke med dem begge. Det må være 'svingelingelater' eller 'skal du ha' en cola?'.
PS: (Louis - snart 7 - hørte forleden nummeret "Livet er kort" med go'e gamle John Mogensen, hvorefter han kommenterede: "Jeg synes da ikke, at livet er kort".
Næh, der er sgu langt til juleaften lige nu.
9. Deltage som tilskuer i flere af datterens håndboldkampe (altså dem, der foregår udenfor lands lov og ret - i Øllepølleby osv. Osse selvom det næsten er hver søndag). Nu er hun sgu i 1. division (scorer aldrig, men er en helvedes forsvarer).
10. Huske hvad jeg lover :-)
I ønskes alle et herligt, humoristisk og lykkebringende nytår.
Knus fra mig til jer.

Bøger, bøvl og bestsellere

2007-12-29T16:53:00.000+01:00

Det er en meget vigtig diskussion, der har været i Bøger i Politiken - i hvert fald for biblioteksvæsenet. Jeg er både/og. Jeg kan se det 'kedelige' i, at bibliotekets reoler vælter ned over én, når man træder ind - det utilnærmelige i alle de mange bøger uden forsider. På den anden side er jeg ked af, at vi efterhånden tror, at 'litteratur' er lig 'underholdning' eller omvendt. Jovist, 'underholdning' er bøger, der sælger strålende, og de fleste læser dem. Jeg nyder selv disse bøger i høj grad. Men de, der også (måske endda sublimt) kender håndværket, kender litteraturhistorien og forplanter et par tanker eller tre efter endt læsning, er dybt afhængige af os 'karer som formidlere, for de sælger ikke sig selv. Det handler jo om kroner og øre fra forlagets side: Er man er kendt i forvejen, hvordan gør ens udseende sig på plakater....Jeg ved godt, at de fleste ikke orker, magter eller gider den ´smalle´ litteratur, men den er jo sindssyg vigtig for eftertiden. Vi HAR ikke en Kanon om 50 år (nogle vil sikkert spørge, hvorfor vi lige pludselig fik brug for sådan én :-) HALLO), alt vil være udvisket - og 'karen vil sidde tilbage med sine bøger a la '15 minutes of fame'. Det er sgu synd. Jeg mener, at en af vores vigtigste opgaver i fremtiden er, hvordan vi gør ikke-bestsellere spiselige. Man behøver jo ikke have en IQ på 160 for at læse den litteratur, der efterhånden kun er værdsat på universiteterne, i anmelderkorpset og hos andre, der tilhører det litterære parnas. Der er gået Bilka i bogbranchen. Behøver vi som bibliotek virkelig gøre det samme med fare for at riste vor egen røv? Økonomisk ligger vi slet ikke inde med de samme midler og kan omstrukturere, hvis behovet skulle vende. Vi burde sgu da (med vores store viden) vide, at ALT får en renæssance på et tidspunkt. Det vil være synd, hvis vi kun har en halv hylde at byde på, når - og ikke hvis - den tid kommer. Jeg synes ikke, vi, som bibliotek, skal være en slags VUC eller lignende. Vi er jo en helt anden institution med en historicitet, der ellers ikke ses i dag.
Og inden vi spiller alt for kloge eller bedrevidende, så kunne det måske være, vi skulle begynde at spørge de mennesker, der rent faktisk forlængst har opdaget os :-) Min bror sagde (ret klogt, synes jeg), at i stedet for at rive den gamle murstensvilla ned til fordel for et fint og flot nyt villatelt, så kunne det måske være, man skulle starte med at stille teltet op i haven!

En syl i øjet på bogelskerne - Politiken.dk

2007-12-28T17:24:00.000+01:00

Tankevækkende!

Her kommer lige to mere

2007-12-26T14:23:00.000+01:00

Øverst Sanvean, som er Lisa med Dead Can Dance, Space Weaver (nederst) er fra hendes seneste soloalbum, The Silver Tree. Det er 2 ufatteligt smukke sange!
Forsøger man i al ensomhed at synge med, kan man næsten høre Simon Cowell sige: THAT was absolutely hideous!

The Ladies er absolut mere yndefulde end den kære Emil :-)

Sacrifice

2007-12-26T13:47:00.000+01:00

Dette er en af de smukkeste sange, jeg kender - og synget af den alsidige og hamrende dygtige Lisa Gerrard. Hun er også kendt for bandet Dead Can Dance - sammen med Brendan Perry. Sangen er også med i filmen The Insider med Al Pacino og Russell Crowe (fremragende film). Lyt lige til hende. Hun er sublim.

Glædelig jul

2007-12-22T00:43:00.000+01:00

Glædejul til alle jer (måske kun Kaffenissen :-)), som ser dette.
Klokken er lort, men jeg kan ikke sove. Har sovet hele dagen, pudset næse og spist gajoler. Regner med at være frisk til julen.
Jeg er ikke specielt kreativ lige nu, men jeg NÆGTER at lade Emil (se nedenstående) være julens sidste kommentar. Han dukkede op i al sin obskurditet for et par år siden i en mail fra min kusine, Nanna - og han er altså ikke sådan at glemme! Jeg har simpelthen aldrig set noget lignende.
Nanna har hørt, at han måske er bøsse?
Han har ihvert fald mange fans. Men hvis disse "fans" dækker over antallet af hjemmesidens besøg, er jeg nu alligevel lidt i tvivl. Altså, Emil er jo et ret unikt tilfælde - og rygter spredes osv.. Nå, skide være med det.
Jeg tror, jeg - en anelse modvilligt - vil slæbe mig tre-fire meter hen i seng. Og hygge mig over livets små glæder, som når en barnehånd klasker mig i fjæset klokken seks i morgen tidlig med kravet om "rigtig" morgenmad (læs; æg, bacon, pølser og ristet brød), mens en anden blivet tosset over det urimelige i, at han - grundet tidspunktet - ikke må spille FIFA 08 på moderens computer (som er placeret i soveværelset). Jeg er SÅ glad for, at husbonden er mere A-menneske end jeg. Det virker for det meste, hvis jeg ikke gider at reagere. Så kommer brølet: FAAAAR!
Glædelig jul!

Hey ich bin der Emil vom schönen Bodensee!

2007-12-20T21:50:00.000+01:00

Er han ikke bare symbol på manden, der kan det hele? :-0000
Se videre på: www.string-emil.de
Advarsel: Dette er ikke for sarte sjæle, men indeholder ret, ja, øhm, 'pikante' billeder af en mand med en uforståelig stor selvtillid.

Stærke kvinder

2007-12-20T09:52:00.000+01:00

Så er det endelig bevist: Kvinder er stærkere end mænd! Jamen, det vidste vi sgu da godt. Giv manden en let snue og han minder mest af alt om bunden af et fuglebur. Næh, det har taget sin tid for de kære forskere at forstå denne kendsgerning. Det kan jo forklares med, at de fleste genetiske specialister og forskere er mænd, der blev født dengang, mor gik derhjemme og lavede suppe til farmands dårlige hals. Det har hidtil ikke været et yndet felt at beskæftige sig med. Nå, men apropos forskning: Det er da sjovt, som forskere og eksperter generelt finder ud af nogle ting, vi alle vidste i forvejen. Se blot på tekst-tv, hvor der gud-hjælpe-mig stadigvæk kører fede overskrifter som "rygning er farligt" og "farligt at køre uden sikkerhedssele" og meget meget mere. Det havde jeg søreme aldrig gættet! Ind imellem kan jeg sgu godt forstå de gange, hvor Bertel Haarder stirrede mig stift ind i øjnene fra fjernsynet og forkyndte, at vi halter bagud med og burde satse mere på dansk forskning. Joh, det er da vist en go' idé!
Ku' de ikke snart begynde at forske i noget ANDET? F.eks. om Heinz tomatkethup er godt for eksem eller om for meget cola på længere sigt kan spare på tandlægeregningen :-)???

De der julekort

2007-12-20T08:11:00.000+01:00

Så er man endnu engang for sent ude med de der julekort. Vi har modtaget nogle stykker fra familien, men nu ser jeg så, at fristen allerede er overskredet. Bliver det ikke tidligere og tidligere??? Før var det da den 21. - eller husker jeg bare forkert. Nå, men i denne teknologitid er det jo rart, man kan sende et julekort elektronisk, selvom det jo "bare ikke er helt det samme". Jeg får altid så dårlig samvittighed med de der julekort. Det er så ondt at modtage kort LIGE EFTER deadline. Så sidder man der med følelsen af at være et femstjernet r....., der ikke regner familiens ydre grene for en disse. Hvad vi jo så sandelig gør! Men igen - gudskelov har selv familiens 80-årige e-mail!!! Og vi er - måske - stadig så "nye" for den 80-årige, at det kan forklares med "ungdommens sløvsind" og lignende. Julegaverne skal indkøbes i dag og på lørdag. Det tager sammenlagt ca. 3 timer, når man ved, hvad man skal have. Ungerne har jo forlængst kradset krydser i 82% af julekataloget, så der er nok at tage stilling til.
Og jeg HAR prøvet den der med: Da JEG var barn fik jeg en bamse, som jeg blev SÅ glad for. Og bløde pakker var der mange af.... men DE HØRER OVERHOVEDET IKKE EFTER! Ak, ja, jeg må i butikkerne med et julekatalog i et løsbladssystem, der er blevet revet og flået i, siden det røg ind ad døren i ... - ja, var det ikke i sommers?

Ligner han ikke Nikolai Refn?

2007-12-19T20:28:00.000+01:00

Jeg faldt lige over dette gaaaamle billede af min lille Jakob, da han var nogle få måneder. Er han ikke sød? Men han ligner da Pusher instruktøren? Uha!
Louis, min ældste søn forkyndte lige her inden sengetid: "Mor, jeg tager mig altså en fridag i morgen". Knægten er 6. Der er burde gå lidt tid, inden han har brug for den slags. Eller det er måske meget normalt at skoletrætheden indfinder sig i 0..?(!)

Fasters favoritkylling

2007-12-19T17:36:00.000+01:00

Når nu det bare skal være supernemt med maden mellem jul og nytår, er dette bestemt en hurtig, billig og enkel mulighed.

En kylling i 8 stykker
1 dl farin
1 dl tomatketchup
1 dl eddike
Løg

Bland farin, ketchup og eddike sammen og hæld over kyllingen.
Skær et par løg i ringe og fordel over og rundt om.
Smid kræet i ovnen ved 200 grader i ca. en time.
Server med ris - og hvis man vil have sundt til - en go' tomatsalat.
Det er en herlig smovset ting.

Farmors fristelser

2007-12-17T20:24:00.000+01:00

Der synes at være gået julebag i hele biblioteksvæsenet i Slagelse: Og vi, der skulle være så kedelige!!!
Her er "Famses" julegodter. Hun ville ikke ud med opskiften før et par måneder før sin død for 14 år siden. Hun ville alligevel ikke have hemmeligheden med 'down under', så hun forbarmede sig og gav - nådigt - los for denne forrygende opskift.
Disse er i sandhed de bedste småkager, jeg nogensinde har smagt. Og som ryger må de jo smage af noget :-)

FARMORS FRISTELSER

150 gram margarine
100 gram sukker
100 gram farin
1 tsk vaniliesukker
1 æg
200 gram mel
½ tsk natron
50 gram nøddekerner (køres gennem persillehakkeren)
½ plade mørk chokolade (hakkes med kniv)

Det hele blandes sammen.
Dannes til små kugler, der bliver trykket flade med kniv (gerne lidt våd) på bagepapir på bagepladen.
Bages 8-10 min. ved 200 grader.

De er himmelske!

Hvem er denne mand?

2007-12-12T17:51:00.000+01:00

Ledetråd: Han har generet mig siden barndommen. Har spillet Van Halens "Jump" kl. l... om morgenen - hvilket fungerede som mit vækkeur allerede som ti-årig. Jeg, stakkel, der ellers var mest til bløde toner a la Abba og Boney M. Pint og plaget var jeg. Ja, han ser fredsommelig ud, men DET ER HAN IKKE! Han er bare blevet tyndhåret, men lur mig - der er stadig en djævel gemt bag dette 'jeg har et riiiigtig godt tilbud' - smil. Hmmmmfffphh!
Svar: Her er Per, brormand Per, med sin smil og en smul' melankoli
Men lad dig ikke narre, for han er ik' ufarlig, for han kan nemli' væk' dig kl. l...!!!
Tak for skænken.
Vi ses til jul.
Knus fra Søs.

Little girl blue

2007-12-11T16:28:00.000+01:00

Jo, den var der alligevel - denne gudsbenåede skønne sang. Listen! Det kan simpelthen ikke gøres bedre.

Vildeste video

2007-12-11T14:48:00.000+01:00

Mute math er ikke verdens kendteste band, men jeg har købt deres skive, og den er spøjs, men ret fed. Der er hentet inspiration fra både Nirvana, Sting og elektronisk musik - i en skønsom, men oftest ret vellykket blanding, synes jeg. Og så har de lavet den vildeste video til deres hit "Typical". Døm selv!

Janis Joplin

2007-12-11T14:08:00.000+01:00

Altså - hun har godt nok været død siden 1970, men hun må stadig være indehaver af alle tiders hæseste og ærligste rockstemme. Der er dømt Jack Daniels! Og dette nummer er en af mine yndlinge. Desværre er 'Little girl blue' ikke tilgængelig på youtube. Det er et sublimt nummer. Janis forever!

Kaffetørst

2007-12-11T12:38:00.000+01:00

Endelig sort kaffe i maskinen. Jeg HADER brunt vand!

Er det allerede tirsdag?

2007-12-11T10:50:00.000+01:00

Så har det været weekend....og der har været julefrokost. Hyggeligt hyggeligt. Kom sikkert hjem, selvom det helt naturligt blev en lille omvej (zigzag). Nå, videre med 23 ting, som indtil videre er 2. Jeg blev ellers så glad, da jeg så at mange havde været inde på min blog. Lige indtil det gik op for mig, at hver gang jeg skulle vise den eller komme med småtilføjelser, ja, så talte de sgu med :-( Jeg må derfor sande, at den store verden nok ikke er helt bekendt med min eksistens....yet.

Nu er jeg "på bloggen"

2007-12-07T12:56:00.000+01:00

Ja, så er jeg blevet én af flere millioner bloggere, der ønsker at ytre sig om et eller andet mere eller mindre vigtigt af varierende længde. Er fuldkommen tom mht. emner, men det kan da være, jeg pludselig får trang til at kaste noget i luften.